Læsetid: 6 min.

'Fortsættelse følger...'

11. december 1999

I tirsdags fik Günter Grass overrakt årets Nobelpris i litteratur - dette er et uddrag af hans takketale

Udefra
(...) I forbindelse med udgivelsen af mine første romaner, Bliktrommen og Hundeår, og den mellemliggende novelle, Kat og mus, måtte jeg som relativt ung forfatter sande, at bøger kan vække anstød, og fremkalde raseri og had. Det, der af kærlighed var tilegnet mit land, blev opfattet som en tilsøling af egen rede. Siden har jeg haft ry for at være kontroversiel.
(...)
Jeg kommer fra bogbålenes land. Vi ved, at lysten til i en eller anden form at tilintetgøre en forhadt bog stadig (eller igen) er i overensstemmelse med tidsånden, og at den nu og da finder et passende telegent udtryk og derfor et publikum. Men langt værre er dog det faktum, at forfølgelse af forfattere, ja, endda mordtrusler og fuldbyrdede mord, tager til verden over, og at hele verden har vænnet sig til denne fortsatte terror.
Hvad er det, der gør bøger - og med dem deres forfattere - så farlige, at stat og kirke, mediekoncerner og politbureauer føler et behov for at imødegå dem? Det er sjældent direkte angreb på den herskende ideologi, der fører til skriveforbud eller det, der er værre. Ofte kræves der kun en litterær påvisning af, at sandheden kun eksisterer i flertal - at der ikke findes én bestemt virkelighed, men kun en mangfoldighed af virkeligheder - for at de, der til enhver tid vogter den eneste sandhed, aner en fare, en dødelig fare.
Så er der det problem, at forfattere pr. definition er ude af stand til lade fortiden hvile: De river op i gamle, for tidligt helede sår, udgraver lig i forseglede kældre, btræder ind i forbudte rum, spiser hellige køer eller anbefaler - som Jonathan Swift - irske børn som roastbeaf til det herskabelige engelske køkken. Med andre ord er intet helligt for dem, ikke engang kapitalismen, og det gør dem fordægtige, ja, endda hjemfaldne til straf.

Men værst af alt er det, at de i deres bøger nægter at gøre fælles sag med historiens sejrherrer. De finder fornøjelse i drive rundt sammen med de marginaliserede, taberne i den historiske proces, som har meget at fortælle, men ikke kommer til orde. Ved at give dem mæle sætter forfatterne spørgsmlåstegn ved sejren. Ved at omgås dem gør de sig til ét med dem.
Naturligvis har de mægtige, uanset hvilken tids dragt de er klædt i, intet imod litteraturen som sådan. De vil endda gerne gave den til at udsmykke deres stuer og er parate til at fremme den. I dag er dens rolle at underholde, tjene forlystelsesindustrien, nedtone de negative aspekter og give folk et håb i deres nød, et lys i mørket.
Det, man bund og grund ønsker - men uden at sige det så direkte som under kommunismen - er den 'positive helt'. Han kan i dag som en anden Rambo bane sig vej gennem frimarkedsøkonomiens vildtvoksende jungle og smilende brolægge vejen til succes med lig; han er en eventyrer, der altid er parat til et hurtigt knald mellem slagene, en vinder, der efterlader sig tabere i sit kølvand, kort sagt en perfekt rollemodel for vores globaliserede verden.(...)

I dag kan vi se, hvilken farlig situation vi er kastet ud i af den tidsforskudte eksplosion, som ord kan udløse. Vi forsøger at reparere skaderne med Oplysningens redskaber - for andre har vi ikke.
Vi ser til i rædsel, mens kapitalismen - nu da dens bror, socialismen, er erklæret død - hærger uhæmmet, drevet af storhedsvanvid. Den gentager de samme fejl, som den angiveligt hedengangne bror begik, ved at gøre det frie marked til et dogme, den eneste sandhed, og beruset af sin rent ud grænseløse magt tér den sig som forrykt, dvs. gennemfører den ene fusion efter den anden uden andet formål end at maksimere profitten.
Det er ikke noget under, at kapitalismen viser sig lige så uimodtagelig for reformer som den kommunisme, som kvalte sig selv. Dens diktat hedder globalisering, og endnu engang bliver det med ufejlbarlighedens arrogance proklameret, at der ikke findes noget alternativ.
Altså skulle historien have fundet sin afslutning. Der er ingen 'Fortsættelse følger...', som man kan vente på i spænding. Eller kan man håbe på, at i det mindste litteraturen vil finde på noget, der kan få den nye dogmatisme til at vakle - når nu politikken har overladt det til økonomien at træffe beslutningerne?

Men hvordan kan undergravende fortællinger fungere som dynamit med litterær kvalitet? Er der tid nok til at vente på, at den tidsindstillede bombe skal gå af? Kan man forestille sig en bog, der kan levere en mangelvare som fremtiden? Er det ikke snarere sådan i dag, at litteraturen er forvist til aftægtsboligen, mens de unge forfattere, når det går højt, får lov til at bruge Internettet som legeplads?
En driftig stilstand, som det suspekte ord 'kommunikation' forlener med en vis aura, breder sig. Hver stump tid er planlagt ned til det sidste sammenbrud, der venter mennesket. Den vestlige verden er ved at synke ned i en kulturel jammerdal. Hvad kan vi gøre ved det?
I min gudløshed kan jeg blot knæle for en helgen, som aldrig har svigtet mig og har fået de tungeste sten til at rulle. Altså beder jeg : 'Oh, hellige og (af Camus' nåde) nobelicerede Sisyfos! Sørg for, at stenen ikke bliver liggende på bakketoppen, så vi kan blive ved med at rulle med den og ligesom du blive lykkelige med vores sten, og så historien om, hvor trælsomt livet er, aldrig må få ende.'
Men vil mit hjertesuk blive hørt? Eller taler rygtet sandt? Er det den nye race af klonede skabninger, der skal sikre en fortsættelse af menneskehedens historie? (...)

Enhver, der kan betale prisen, kan få et par nye nyrer. Hjerter kan transplanteres. Vi kan telefonere trådløst over hele verden. Satellitter og rumstationer kredser omsorgsfuldt om os. På grundlag af prisbelønnet forskning udtænkes og udvikles der nye våbensystemer, som deres besiddere kan bruge til at beskytte sig selv til døde.
Alt, hvad menneskehjernen kan frembringe, finder forbløffende anvendelsesmuligheder. Kun sulten synes at stå imod. Den tager endda til. Nedarvet fattigdom går gradvis over i elendighed. Flygtninge er på vandring verden over, ledsaget af sulten. Og ingen politisk vilje parret med videnskabelig know-how er parat til at gøre ende på den omsiggribende nød.
I 1973, netop da terroren - med USA's aktive støtte - slog til i Chile, talte Willy Brandt i FN's Generalforsamling som den første tyske forbundskansler. Han kom ind på fattigdommen i verden. Hans ord: "Også sult er krig!", virkede så overbevisende, at tilhørerne brød ud i spontant bifald.

Jeg var til stede, da han holdt talen. På det tidspunkt arbejdede jeg på min roman Flynderen, som for en stor del handler om det primære grundlag for menneskelig eksistens, ernæring - altså mangel og overflod, frådseri og usigelig hungersnød, ganens glæder og krummerne fra de riges bord.
Det emne er stadig aktuelt. De fattige besvarer den tiltagende ophobning af rigdom med stigende fødselstal. Det rige Nord og Vest kan i deres sikkerhedsnarkomani forsøge at beskytte sig i fæstninger, men flygtningestrømmene vil nå frem til dem; intet kan modstå presset fra de sultende.
Det bliver der mere at fortælle om i fremtiden. Vores fælles roman må fortsættes. Og selv om folk en dag holder op eller bliver tvunget til at holde op med at skrive og udgive, selv om der ikke længere skulle findes bøger som overlevelsesmiddel, vil der være fortællere, der giver os kunstigt åndedræt efter mund til øre-metoden ved at spinde nye tråde af de gamle historier: højt eller sagte, stakåndet eller langsomt, tæt på latteren eller tårerne.

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu