Læsetid: 5 min.

Ikke Frederiksholms Kanal

3. december 1999

Qlumme

I løbet af de sidste halve årstid har jeg modtaget nogle mystiske brev-forsendelser fra Danmark. Det drejer sig om nogle almindeligt udseende brune konvolutter, i hvilke der ligger der et lille tidskrift, som jeg ikke abonnerer på. I betragtning af hvor svært det er for mig blot at få danske aviser (inklusiv Information) til Paris, er det i sig selv overraskende at stå med noget læsestof i hånden, som man ikke har bedt om.
Men det virkelig mystiske er imidlertid, at der på hver af tidskrifterne er klistret en lille gul lap, hvorpå der med hændskrift og store tydelige bogstaver står: "Ikke Fredriksholms Kanal". Ingen afsender, intet giro-kort, kun den korte og præcise besked: "Ikke Frederiksholms Kanal".
Da jeg første gang åbnede konvolutten med tidskriftet og den gule lap, må jeg tilstå, at jeg ikke skænkede det nogen nærmere eftertanke. For at være helt ærlig tror jeg ikke engang, at jeg har det første eksemplar længere. Men da konvolutterne på en særlig insisterende måde er blevet ved med at arrivere, ser det ud til at der virkelig er tale om en besked. Men hvilken?
En del af svaret er faktisk let at finde frem til, for tidskriftet hedder Samfund & Forskning, og på bagsiden står der, at man kan få yderligere information/eksemplarer ved henvendelse til Sociologisk Institut, Linnésgade 22, Københavns Universitet. Og det er jo så sandt som det står skrevet "Ikke Fredriksholms Kanal", som nemlig er adressen på Institut for Antropologi, hvor de københavnske antropologer holder til.
Aha! Det er altså sociologer, og ikke antropologer, der er projektets nøglepersoner (bortset fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, der udgiver sagen) - og det er ifølge beskeden vigtigt at bemærke. Men hvorfor?

Kunne det være fordi antropologerne er blevet så (for?) tydelige i det danske forskningslandskab i de senere år? For det er jo også sandt, at i præcis de år hvor Sociologisk Institut var lukket, flyttede antropologien 'hjem' fra de fjernere, eksotiserede lande, og begyndte at udtale sig om danske samfundsforhold, der tidligere havde været sociologiens domæne.
Og ikke blot udtalte den sig; den markerede sig på fremragende vis - også i medierne - med opfindsomme nyvinklinger, overraskende afdækninger, og skabte nye tilgange og ny viden på en række områder, der hidtil aldrig havde været underlagt den særlige antropologiske metode og analyse.
Inden jeg flyttede til Frankrig, nåede jeg at holde en lang række hovedfagsspecialer, ph.d.-afhandlinger, og bøger i hånden - om elever i folkeskolen, kræftpatienter på danske hospitaler, trækkerdrenge på Rådhuspladsen, bistandsklienter, flygtninge og invandrere, fiskere, borgmestre, sigøjnere og meget, meget mere - som i princippet skulle have været skrevet af sociologer. Hvis altså bare antropologerne var blevet 'derude'.
Og jeg husker da også begyndelsen af min studietid, hvor man i en blanding af fagstolthed og selvforsvar fortalte os - og vi åd det råt - at sociologi var noget kedeligt stads, metoderne for empirisk-normative, og hangen til statistik - og i det hele taget det at tro på tal og måling - dybest set fejlagtig. Den antropologiske metode, deltager-observationen med dens mere indfølende betydnings- og meningsanalyse, var langt mere virkelighedsafdækkende - og dermed sand. Ikke sandt?

Nu er det vel ikke meningen med den gule lap, at jeg ligefrem skal anmelde tidskriftet, men allerede efter en første hurtig gennembladning må jeg se mit faglige storhedsvanvid i øjnene og erkende, at der faktisk udføres en del relevant samfundsforskning i Danmark af folk fra "ikke Frederiksholms Kanal".
For eksempel havde jeg ikke den vageste ide om, at fem forskere fra Statskundskab, med professor Lise Togeby i spidsen, i øjeblikket har ansvar for en magtudredning, der skal belyse dansk folkestyres aktuelle tilstand og de udfordringer, som samme folkestyre står overfor. Magtudredningen, igangsat på initiativ fra Folketinget, vil lægge forskningen om folkestyret ud til folket i form af en strøm af bøger - i sig selv en demokratisk øvelse.
Ej heller var jeg bekendt med den omfangsrige demokratiforskning, der finder sted blandt andet på Handelshøjskolen, Statskundskab og Sociologisk Institut, eller med at danske samfundsforskere i den grad er optaget af energiforbrug, grønne regnskaber, og markedsmekanismer mod drivhuseffekt.
Altsammen formidlet med en bemærkelsesværdig flair for det egentlige budskab, relevans for politisk beslutningstagen - og så er der faktisk ret meget med måling, dvs. tal og statistik.
Nu kan man jo sagtens argumentere som den vidunderlige fransk-russiske filosof, Vladimir Jankelevitj, der i en tv-udsendelse blev spurgt om hvad man egentlig kan bruge filosofien til.
"Bruge den til," skreg den aldrende professor ind i mikrofonen. "Man kan ikke bruge den til en skid; filosofi er ikke en gaffel!"
Det tror jeg, mange antropologer ville skrive under på. På trods af øget synlighed og success har vi stadig en del berøringsangst, når det kommer til den helt konkrete anvendelse af forskningsresultaterne i politiske beslutningssammenhænge.
Men tal, og måling - indikatorer - er faktisk blevet en ny og vigtig trend i den politiske dialog. Også ude i den store verden - den lidt mindre kan man jo selv læse om i Samfund & Forskning.

Det lyder fælt, men indikatorer fanger 'travle beslutningstageres' opmærksomhed, i de tilfælde, hvor det er akut nødvendigt, at den rettes mod en konkret prioritering, mod forbedrede tilstande, eller det stik modsatte. Med andre ord, indikatorer er et redskab for politisk dialog, hvortil der behøves nogle 'objektive facts' (sorry!).
Disse data øger bevistheden, identificerer problemstillinger, og skaber offentlig debat - ikke mindst om hvorfor indikator-resultaterne egentlig er, som de er. Anerkender man, at hensigten med statistiske tal - især de konstruerede indikatorer - er at stimulere politisk dialog, får det vigtige konsekvenser, for det betyder nemlig, at disse data skal være relevante for politisk beslutningstagen på den måde, at de giver en klar besked om, hvad der er ønskeligt, og hvad der ikke er.
Og hér vil jeg gerne lægge hovedet samt mine egne antro-bøger på blokken: Der er en vigen tilbage for konkret stillingtagen (gys!), som vi antropologer må se at få gjort op med, og som andre samfundsforskere, blandt andet vores sociologiske kolleger, kan inspirere os ud af.
Da konvolutten ankom for et par uger siden med novembers tema-hæfte indeni, så jeg til min store overraskelse at det blandt en række solide bidrag om invandring, kultur, og arbejdslødshed indeholdt et supergodt interview med min tidligere kollega, antropologen Jonathan Schwartz, fra Fredriksholms Kanal.
Det tager jeg som et tegn på, at de gule lappers tid er forbi...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her