På Svalbard - så langt mod nord at livet knapt kan leves - har Norge skabt et diminutivt velfærdssamfund, der har alt - herunder troen på det ny årtusind
Her er mørkt. Forbandet mørkt. Koldt. Isbelagt overalt. Man aner ikke, hvad der venter forude. Til gengæld er man konstant på glatis. Der er folk, der har mistet orienteringen bare et par hundrede meter fra bebyggelsen under en pludselig snestorm. Er gået den forkerte vej og frosset ihjel, alene og fortabte i mørket nogle stenkast fra civilisationen.
Et ganske passende sted at opholde sig ved indgangen til det store, mørke ukendte, der venter den menneskelige civilisation på den anden side af år 2000.
Det er knap tusind år siden, mennesker med skriftsprog første gang kom forbi 'landet med de kolde kyster'. "Svalbardi funndin", står der kort og lakonisk i islandske dokumenter fra 1100-tallet. En gold og højarktisk isørken der ikke fristede til landgang og nærmere bekendtskab. I dag kan man købe sig en færdigpakket årtusindfest på stedet.
"Billetter til denne Nytårs galla-aften inkluderer aperitif, banket med alle vine, fri drinks hele natten, dans til levende musik, fyrværkeri i det arktiske mørke, natmad og det første morgenmåltid i det ny årtusind," reklameres der på Svalbard Polar Hotels hjemmeside på Internettet. Med flyrejse fra Oslo og enkeltværelse på dette verdens nordligste hotel kan man tage imod årtusindet for en pris af 12.700 norske kroner pro persona. Men så er der også snescooter-udflugt i mørke inkluderet.
Svalbard er et besynderligt sted.
"Et luksussamfund placeret heroppe i galskabens arktiske rige," siger Arne O. Holm, redaktør for Svalbardposten, verdens nordligste - og vel en af dens mindste - aviser. Med sit lange hår og tætte fuldskæg, sin sorte t-shirt og sin motorcykel fremstår Arne O. Holm selv som en krydsning mellem en 1100-tals viking og Biker-Jens. Svært at regne ud, at han kommer fra en prestigefyldt stilling som politisk redaktør på et af de store Oslo-dagblade.
"Jeg ville 'back to basics' i journalistikken," forklarer Holm, der i dag kender hver eneste af sine læsere.
Back to basics. At finde tilværelsens kerne. Essensen. Meningen med underet. Menneskets plads. Det må være noget i den retning, der kan drive folk herop i mørket ved indgangen til år 2000. Og for små tusind år siden. Og i årene omkring 1900, da gale, driftige og dristige mennesker som Andrée, Nansen og John M. Longyear søgte sig hertil.
Svalbard er et ørige halvanden gang så stort som Danmark, placeret mellem den 74. og 81. nordlige breddegrad, kun 1.200 kilometer fra den magnetiske nordpol og om vinteren helt indkapslet i Nordpolens iskappe. Området er arktisk vildmark med spidse fjelde på hovedøen Spitsbergen og isbræer, der dækker 60 procent af arealet. Kun 6-7 procent af Svalbard er plantedækket. Her er midnatssol fra midt i april til sidst i august - til gengæld mørkt som graven fra november til februar og temperaturer ned til minus 45 grader, når det er værst. Området får meget lidt nedbør og betegnes arktisk ørken.
Svalbard, "en øgruppe på livets ydergrænse", beder ikke om menneskeligt selskab.
Alligevel har nogle søgt sig herop.
Salomon August Andrée, svensk pioner i brugen af luftballoner, stod den 11. juli 1897 klar i sin gondol under luftballonen Ørnen ved Virgohamna på det allernordligste Spitsbergen. "Et øde, uhyggeligt sted," skrev den norske polarforsker Fridtjof Nansen, da han senere besøgte Andrées forladte base. Sammen med Nils Strindberg og Knut Frænkel ville Andrée flyve med Ørnen til Nordpolen og derfra videre til Beringstrædet. Hvorfor? For at komme først til polen, før nordmanden Nansen? Måske nok. Men måske især for at bevise det tekniske menneskes grænsesprængende formåen.
"Der vil nu komme en tid, hvor videnskaben kommer langt efter teknikken. Tænk på elektriciteten! Teknikken trænger ind i hver en krog og må løse problemer, som videnskabsmændene aldrig har tænkt på," skrev ikke-akademikeren Andrée.
Klokken 13.46 den 11. juli kappedes linerne, og Ørnen steg mod himlen. I bagagen havde Andrée, Strindberg og Frænkel hvide skjorter, silkeslips og elgskindshandsker samt både dollar, rubler og svenske kroner, så de kunne tage imod hæderen og møde offentligheden, hvor deres færd end måtte bringe dem.
Den bragte dem 480 kilometer mod nordøst, til en gudsforladt plet på isen, hvor polartågen efter mindre end et døgn lagde så tungt et islag på ballonen, at denne sank for aldrig siden at lette. I næsten hundrede dage vandrede de tre mænd mod syd, kun for til sidst at finde døden på en lille, gold klippeø, Kvitøya. Naturen havde sat det tekniske menneske anno 1900 på plads.
Men mennesket kom igen.
I begyndelsen af det ny århundrede går den driftige amerikanske forretningsmand fra Boston John Munro Longyear i land. Nu er der ikke kun teknisk-videnskabelig ærgerrighed bag, der er først og fremmest drømmen om penge. Hvalfangere fra flere nationer havde i flere århundreder hentet indtægter i de biologiske ressourcer i farvandene omkring Svalbard, men nu er det mineralske råstoffer til det nyindustrialiserede, økonomisk ekspansive Europa, der lokker. Efterspørgslen og råvarepriserne er stigende, og John M. Longyear mener, det kan betale sig at udvinde kul til det europæiske marked i de kolde fjelde på Svalbard. Hans Arctic Coal Company slår sig ned og med det nogle håndfulde hårdføre mænd, der sprænger og borer sig vej ind til kulforekomsterne. En tovbane fører udbyttet af deres anstrengelser fra fjeldsiden ned til kysten, hvor Longyears skib i den isfri del af året laster for at bringe industrialismens brændstof sydpå.
Minearbejderne er en broget flok domineret af tidligere fiskere og bønder fra Norge, men også med folk fra Sverige, Finland, England og Rusland. Dovne, ineffektive og socialister allesammen, rapporterer mineselskabets frustrerede arbejdsleder Scott Turner hjem til det amerikanske hovedkontor efter de første sæsoner.
Tæt på kulminen, i dalen ved Adventfjorden, opfører John M. Longyears selskab de første bebyggelser til folkene. Longyear City, Longyearbyen, kommer det lille, gudsforladte og spartanske minearbejdersamfund til at hedde.
Longyearbyen. "Der er ikke noget lokalsamfund i Norge, der har faciliteter og tilbud som Longyearbyen," siger Terje Carlsen, informationskonsulent hos Sysselmannen, guvernøren på Svalbard. Iført sutsko - en Svalbard-tradition fra den tid man slæbte kulstøv ind med fodtøjet, hvis man ikke skiftede - fortæller Carlsen om dagens lille, rige samfund midt i den arktiske isørken.
I dag bor der 1.400 sjæle i Longyearbyen. Hundrede år efter, at Andrée og hans ledsagere led den ensomme sulte- og kuldedød på næsten samme breddegrad, kan det lille samfund glæde sig over eget universitet, eget sygehus, børnehave, bibliotek, biograf, museum, kirke, lufthavn, to konkurrerende taxaselskaber, post og bank, indkøbscenter, to luksuriøse hoteller, splinterny svømmehal med 25 meters bassin og dobbelt så mange snescootere som mennesker. Der er varmt, veloplyst og moderne indendøre, og "Svalbard er vældig meget online," som avisredaktør Holm bemærker.
Dette er et af de rigeste lokalsamfund i det rige Norge. Og hvis man går 200 meter forkert i mørket, kan man blive ædt af en isbjørn eller fryse ihjel i en pludselig snestorm.
Udviklingspessimisme eller millennium-angst kan man ikke spore her i det arktiske mørke.
"Folk i Longyearbyen har det godt, de går på arbejde og synes, at tilværelsen er god," siger Heidi Brun, energisk leder af Svalbard-rådet, det folkevalgte organ i Longyearbyen.
"Tidligere kom folk hertil for at skaffe sig penge, men i dag er det ikke kun det. I dag flytter man også til Svalbard, fordi det er spændende at leve her."
Redaktør Holm siger det på sin måde: "De, som ikke har et forhold til den særlige arktiske natur, har et forhold til penge."
Longyearbyen er i dag et priviligeret samfund af ressourcestærke, yngre mennesker, der typisk kommer herop for en kortere årrække på en projektansættelse, hvor de nyder godt af naturoplevelserne foruden af bloktilskuddet fra Norge på 400 mio. kr. årligt og den lave indkomstskat - cirka 14 procent - momsfritagelsen og de afgiftsfri spiritus- og røgvarer. Her er et rigt foreningsliv og åbenhed over for nyankomne, men ingen ældreforsorg og kun en fredet kirkegård fra begyndelsen af århundredet. Når man bliver gammel, tager man hjem til Norge.
Her er heller ingen urbefolkning som på Grønland - det eneste kultursammenstød er det, der handler om, at Longyearbyen gennem de seneste ti år har været under forvandling fra mandsdomineret 'company town' til familiesamfund.
Kulminedriften er under langsom nedtrapning, i stedet rykker miljøforskere og studenter ind i stort tal. Svalbard-samfundet er under omstilling fra at basere sig på udvinding af de arktiske mineralressourcer til at basere sig på udforskning af natur, miljø og meteorologi i Nord. Plus arktisk turisme i stadigt voksende omfang.
Dagens Svalbard tager sig ud som en triumf for det moderne, vestlige projekt. Med verdens nordligste bysamfund som en velstandens oase, en teknologiens styrkedemonstration og en fremskridtsoptimismens forpost midt i en menneskefjendsk isørken.
Vil man overbevise sig om det vestlige projekts overlegenhed, skal man bare sætte sig på snescooteren og køre 60 kilometer gennem polarnatten.
"Det er som en roman. Pludselig står du midt i Rusland," siger Arne O. Holm.
Svalbard er en del af det norske kongerige, men den såkaldte Svalbard-traktat fra 1920 giver borgere og selskaber fra en lang række underskrivende lande ret til at etablere sig og drive virksomhed på øerne.
Siden 1932 har det russiske statsselskab Trust Arktikugol drevet en kulmine midt i et isoleret russisk bysamfund, Barentsburg, sydøst for Longyearbyen. Her arbejder russiske mænd på toårs-kontrakter i et samfund næsten uden kvinder, helt uden børn og uden private husholdninger og penge. Man spiser kollektivt, bor kollektivt, og lønnen udbetales først, når man kommer hjem til Rusland ved kontraktens udløb.
"At komme til Barentsburg er som at rejse 50 år tilbage i tiden," siger Heidi Brun.
Her er monumentale bygninger i russisk stil, men alt er i forfald - som et spejl af krisen hjemme i Rusland. Stemningen er præget af nedturen, herunder af en mineulykke i 1997, som kostede 23 minearbejdere livet, samt af et russisk flystyrt i 1996, hvor 141 omkom. Antallet af russere i Barentsbrug er faldende og nu omkring 850.
"Nordmændene føler en udpræget overlegenhed i forhold til russerne, som - viceversa - føler sig noget underlegne, fordi de savner de samme goder," noterer den italienske antropolog Franco Pelliccioni, der har studeret de to geografisk nære, men i enhver anden forstand fjerne samfund. Sidste år samlede nordmændene i Longyearbyen ind til beboerne i Barentsburg for at muliggøre indkøb af røntgenudstyr til russernes lokale sygehus. U-landsbistand på Svalbard.
"Mafiaen er nu på vej ind i Barentsburg. Der er en del penge i omløb, nogle har fået dyrere tøj, og der er dyrere vodka," fortæller Arne O. Holm.
Han siger, at en del russere er hoppet af fra Barentsburg og nu lever i Longyearbyen.
"Vi har ingen restriktioner her. I princippet kan enhver flygtning komme til Svalbard og slå sig ned."
Eller for den sags skyld tage del i den storslåede nytårsfest om en uge.
Ann-Kristin Irgens fra turistkontoret Info-Svalbard fortæller, at 150 turister har lejet sig ind på hotellerne i Longyearbyen for at deltage i festen sammen med den stedlige befolkning. Efter et arrangement på torvet slukkes alt lys i Longyearbyen, hvorefter man går i fakkeltog til en sneborg, hvor man synger og underholdes, indtil sognepræst Torbjørn Arlov kort før midnatsslaget siger 'ord til eftertanke' om det ny årtusind.
Efter 12-slaget er der fyrværkeri i polarnatten og fest i Svalbardhallen, hvis man da ikke investerer i det luksuriøse arrangement på Polar Hotel. Her kan man fra menuen vælge gastronomiske specialiteter som Kamtjatka-krabbe, rensdyr af den særlige Svalbard-sort, hvalbøf, sæl eller rype. Serveret med udsøgte vine og af tjenere i noget, der ligner smukke folkedragter i norske farver.
Den 1. januar år 2000 kan man så gå til gudstjeneste i Svalbard Kirke og dér lade sig indskrive i en særlig Tusindårsprotokol og derefter gå Tusindårsmarch gennem byen - til fordel for Kirkens Nødhjælp.
Longyearbyen er blevet et rigt, tilsyneladende lykkeligt lille samfund. Et mini-Norge, der synes at bekræfte det moderne vestlige projekt. Tvivl om fremtiden er næsten ikke til at opdrive her.
En vis refleksion kan man dog finde på Norsk Polarinstitut i Longyearbyen, hvor Jan Erling Haugland er chef og Per Reymert forskningssekretær i det, der kaldes Svalbard Science Forum.
Haugland er, som han selv siger, "bidt af polarbacillen". En hærdebred herre med Peter Freuchen-skæg, en gennemtrængende røst og mangeårigt medlemsskab af Eventyrernes Klub i Nyhavn i København.
"Jeg håber, vi er ved at nå et balancepunkt i aktiviteterne heroppe. Hvis man ser tilbage på, hvad der er sket de seneste 50 år, så vil udenforstående sige: 'Det er ikke muligt'. Alligevel tror jeg ikke, der vil ske så store forandringer de kommende 100 år. Der er vel en grænse for, hvor mange gerninger der er at udføre i verden," mener Haugland.
"Vi befinder os ved grænsen for, hvor liv kan eksistere," siger Per Reymert.'
"Alligevel er det at arbejde i Longyearbyen i dag helt som at arbejde i København. Og vi befinder os kun et flyskift fra f.eks. Washington."
"Det interessante er, at folk stadig kan komme af dage 2-300 meter fra byen. For et par generationer siden kunne folk klare sig i naturen her - i dag er der mange på Svalbard, der aldrig har haft ski på. Alligevel drømmer de om at være 'vildmarkens søn' og 'nordlysets barn'. De bilder sig ind, at de kan klare sig selv og føler det som et nederlag at blive givet besked om isbjørnefaren og risikoen for uvejr."
Den ny vision i Norge er at gøre Svalbard til internationalt centrum for arktisk miljøforskning. Det er sådan set det, Svalbard Science Forum og Per Reymert arbejder for. Men Reymert kan se dobbeltheden i projektet.
"Vi kan bevare Svalbard som miljøperle og bruge det som en slags aflad for, at Norge forurener resten af verden med sin olie," siger han.
I øvrigt er der ved at være fyldt op med miljø- og andre forskningsprojekter.
"I dag er der 250 forskningsprojekter i gang heroppe. Svalbard som laboratorium er næsten fyldt, og vi må begynde at sige nej til videre udbygning. Det samme gælder turismen, som nu har nået sin grænse."
Svalbard og Longyearbyen, verdens nordligste bysamfund, som laboratorium for menneskets evne til at trodse naturkræfterne uden at træde naturen under fode. Det er hidtil gået hinsides enhver udviklingsoptimists forventning, takket være løbende ressourcetilførsel fra det rige fastland. Nu er man ved at indstille sig på en varig, bæredygtig balance, for så vidt noget kan være i balance, som fortsat hviler på stadig influx af penge, ekspertice og entusiasme udefra.
Folkene på Svalbard lyder, som om de mener, det lykkes. At dette er det bedste af alle samfund, placeret på den mest fornuftsstridige lokalitet.
Det er muligt, de har ret.
Det er for mørkt til, at man kan se efter lige nu.
