Adam Sandlers nye film, 'Big Daddy', er så opsat på at vise en mere voksen side af den infantile komiker, at den spænder ben for sig selv
Ny film
Umiddelbart kan det, fra et dansk synspunkt, være svært at se, hvad det er, der har gjort den amerikanske skuespiller og komiker Adam Sandler så populær i USA, at hans film nærmest pr. definition tjener kassen. Mest af alt minder han om en discount-udgave af Jim Carrey, uden dennes maniske charme, men måske ligger en del af forklaringen i de roller, Sandler spiller.
Som så mange andre i sit fag startede han på tv på det legendariske komiker-show Saturday Night Live, og derfra var springet ikke så stort til film af situations-komisk snit, hvor hans fysiske og rapkæftede kvaliteter blev fremhævet.
Sandler er i besiddelse af en respektløshed og en infantil energi, han fylder i sine roller, ofte den unge, rådvilde mand, der ikke rigtig kan finde ud af det med livet, kærligheden og karrieren. Og selvom rollerne altid har fået et ekstra vrid hen mod det karikerede og overdrevede, så er der ingen tvivl om, at mange unge mennesker har kunnet sætte sig i hans sted: Outsideren, den retningsløse, som gør oprør mod systemet, ender som vinderen - og får pigen som belønning.
Skabelon
Sådan er også hans seneste film, Big Daddy, skruet sammen, og trods et forsøg på en mere voksen vinkel, hvor det sædvanlige fjolleri, man forventer af en Sandler-film, er tonet væsentligt ned, og hans karakter rent faktisk undergår en forvandling mod noget mere modent og ansvarsbevidst, så er moralen stadig noget i retning af, at lykken befinder sig midt i rodet på ethvert drengeværelse.
Sandler spiller den 32-årige Sonny Koufax, der befinder sig vel med at sove længe, arbejde så lidt som muligt, drikke bajere og kigge tv, mens han lever af de penge, et mindre biluheld indbragte ham i erstatning.
Hans veninde er dog træt af al den stilstand, og hun fyrer ham. I et forsøg på at vinde hende tilbage prøve-adopterer Sonny en fem-årig dreng, Julian, som ved skæbnens mellemkomst er havnet på hans dørtrin. Forsøget mislykkes dog, og Sonny hænger nu på den lille, krævende dreng, hvilket får ham til at indse et og andet ved familielivets velsignelser. Da han samtidig støder ind i den tiltrækkende og ikke helt upåvirkelige søster til en god vens forlovede, tegner fremtiden pludselig mere lys og forpligtende for legebarnet Sonny.
Ganske formularisk i sin opbygning og ind i mellem, især mod slutningen, for opsat på at hylde de traditionelle, familiemæssige værdier, spænder Big Daddy ben for sine egne gode intentioner. Man bliver lidt træt af al den insisteren på de rigtige værdier: At tage et ansvar og indse glæderne ved et trygt liv med kone og børn.
Drengerøven bedst
Velsagtens er Big Daddy et naturligt skridt for Sandler at tage, da han spiller sin egen alder i filmen, og måske synes det betimeligt, at hans karriere fører mod mere substantielle og seriøse roller.
Derfor er det da også uheldigt for komikeren, der efterhånden kontrollerer sin egen karriere med hård hånd (f.eks. har han været med på manuskriptet og har produceret filmen), at filmen virker bedst i de sekvenser, hvor netop drengerøven kigger frem.
Med Sonnys frustrationer strittende frem hegler han hovne tjenere og forargede gamle damer igennem og beviser samtidig, at han absolut intet begreb har om at opdrage en fem-årig dreng.
Det skal blive spændende at se, hvor vejen nu går hen for Sandler, der endnu ikke har demonstreret et uomgængeligt dramatisk talent, men begynder man under Big Daddy at savne den gamle Sandler, så se eller gense f.eks. The Wedding Singer eller Golfbanens skræk, hvori den unge komiker viser prøver på, hvorfor han trods alt er nået så langt og nu kan hæve 20 millioner dollars pr. film.
*Big Daddy. Instruktion: Dennis Dugan. Manuskript: Adam Sandler og Tim Herlihy. Amerikansk (Palads, København og en del biografer i resten af landet)
