Læsetid: 5 min.

Gavnlig magtkamp i Sudan

17. december 1999

Strid mellem de mægtigste mænd i Sudan kan blive et lille skridt væk fra borgerkrig, sult og støtte til terror

På overfladen var det endnu en negativ nyhed fra Afrikas største land, Sudan, da præsident Omar Hassan al-Bashir søndag indførte tre måneders undtagelsestilstand før et planlagt valg til april. Men undtagelsestilstanden og opløsningen af parlamentet kan på længere sigt føre til, at styret i Sudan bliver mindre islamisk fundamentalistisk og mere opsat på at afslutte borgerkrigen, som har kostet mindst en million mennesker livet.
Præsident al-Bashir gik med opløsningen af parlamentet ind i en åben kamp om magten med landets anden hovedperson, parlamentsformand Hassan al-Turabi. Parlamentet skulle tirsdag have taget stilling til et forslag om at stække præsidentens magt ved at fratage ham retten til at udpege og fyre guvernører i landets provinser. Al-Turabi stod i spidsen for dette forslag, og han har dermed været med til at fremprovokere en konfrontation.
De to kamphaner har ellers været nære allierede i kampen for at gøre Sudan og andre lande til rene islamiske samfund under islamisk lov (Sharia). I 1989 tog generalløjtnant al-Bashir magten ved et kup, og den åndelige leder blev al-Turabi, der har en fortid som generalsekretær for det meget indflydelsesrige Muslimske Broderskab i Sudan. Men i løbet af de senere år er de to mænd gledet fra hinanden.
Professor i afrikansk historie og Sudan-ekspert Rex Sean O'fahei fra Universitetet i Bergen mener, at baggrunden for striden mellem de to mægtigste mænd er, at al-Turabi er ved at blive en gammel mand. Al-Turabi er i slutningen af 60'erne, hvilket er meget i et land, hvor den gennemsnitlige forventede levealder er 55 år. Hvis al-Turabi skal nå at sikre sig en prominent plads i historiebøgerne, så er det nu.
Ud af denne personstrid kan meget vel komme noget positivt, selv om det næppe vil føre til store kursændringer. O'fahei vurderer, at det kan øge fredsviljen, hvis al-Bashir kommer ud som vinder. Han har sin magtbase i militæret, hvor soldaterne er møre efter 17 år med borgerkrig, selv om de blodigste opgaver bliver udført af militser. Militæret er med andre ord interesserede i fredsforhandlinger.
Farouque Abu Eissa, som er talsmand for oppositionspartiet Den Nationale Demokratiske Alliance (NDA), mener, at med mindre magt til den religiøse chefideolog al-Turabi, kan styret være på vej til at opgive forsøget på at gøre det ellers religiøst sammensatte Sudan til en ren islamisk stat.
Til nyhedsbureauet Reuters siger en afrikansk diplomat i Kairo, at "hvis Bashir vinder, så kan det føre til mere stabilitet i regionen, eftersom regimet så vil tale med én stemme."
Indtil videre er der ikke noget, som tyder på, at konflikten vil udløse voldelige konfrontationer. Al-Turabi kalder undtagelsestilstanden et statskup, men har til Radio Monte Carlo udtalt, at han ikke tror, at "konflikten vil udvikle sig til brug af magt." Tirsdag var færre mennesker end sædvanligt på gaderne i Khartoum. Den ugandiske avis New Vision citerer en taxachauffør for at sige, at "mange mennesker bliver indendørs, fordi de ikke ved, hvad der vil ske."
Hvorom alting er, så er det vigtigt at gøre sig klart, at styret i Khartoum har begrænset magt. Det har ingen nødhjælp udefra af betydning at styre, lokale militser kontrollerer mange områder, og den sydlige del af landet kontrolleres af oprørsbevægelser, som har støtte fra kristne og folk, der dyrker naturtro.

Borgerkrigen i Sudan har stået på siden 1983, og der har været krig i de fleste år siden uafhængigheden fra Egypten og Storbritannien i 1956. Krigen har i den grad undermineret økonomien i landet, der ellers med et landområde 56 gange så stort som Danmark og en befolkning på ca. 34 millioner har potentialet til at spille en stor rolle i Afrika. I dag bruges over halvdelen af landets statsbudget på at føre krig, og udgifterne til militæret, som ifølge CIA er på 550 millioner dollar i det nuværende finansår, er de samme som de årlige eksportindtægter.
Endnu mere tragisk er det, at borgerkrigen har kostet mindst en million og måske endda to millioner fortrinsvis sydsudanesere livet. Mange er døde i kamphandlinger, men de fleste som følge af sult og fattigdom. FN's organisation for fødevarer og landbrug (FAO) oplyste onsdag i denne uge, at på trods af en lovende høst i Sudan, så vil to millioner mennesker fortsat være afhængige af fødevarehjælp udefra.
Krigen mellem oprørsbevægelserne i Syd med Det Sudanske Folks Befrielseshær (SPLA) som den mest fremtrædende og den fundamentalistiske regering i Nord har mange årsager heriblandt religion og mineraler. Adskillige forsøg er blevet gjort på at mægle i konflikten. Det største fremskridt kom i forrige uge, da det - især på foranledning af Jimmy Carter - lykkedes at få regeringerne i Uganda og Sudan til at enes om, at man ville holde op med at støtte oprørsbevægelser i nabolandet.
I forrige måned underskrev al-Bashir en erklæring om øget demokrati og forhandlinger med lederen af UMMA-partiet, Sadeq al-Mahdi, hvis regering al-Bashir selv kuppede i 1989. Erklæringen kunne have været med til at bane vejen for en fredsaftale, men den blev afvist af de øvrige medlemmer af oppositionen.
Egyptens præsident Hosni Mubarak og Libyens leder Muammar Gaddafi kom tidligere på ugen med støtteerklæringer til al-Bashir. Det kan få betydning, da begge lande ønsker en løsning på konflikten i Sudan. Men de får dog næppe lov til at blande sig ret meget, for al-Bashir har talrige gange afvist udenlandsk indblanding.

Sudan har ellers på det seneste været på vej til at bryde noget af den diplomatiske isolation, som skyldes landets ry for at støtte terrorister f.eks. bin-Laden, udnytte slavearbejdere og bruge ufine metoder i kampen mod oprørerne i Syd. Et eksempel på den aftagende isolation er forsoningsaftalerne med Eritrea og Etiopien indgået af al-Bashir i år.
Amerikanerne bombede i fjor en medicinalfabrik ved Khartoum som afstraffelse for Sudans formodede indblanding i bombninger af amerikanske ambassader i Afrika. Den nyeste udvikling i Sudan gør ikke det store indtryk hos supermagten. James Foley talsmand fra USA's udenrigsministerium tror tilsyneladende ikke på de store ændringer i landet. Han har sagt, at USA ønsker, at Sudan fører en politik, der fremmer fred og forsoning, afslutter religiøs forfølgelse og slaveri, forsoner Sudan med dets naboer og ophører med at støtte terroristgrupper.
"Alle disse ting har at gøre med politikker og ikke personer," siger Foley.
Han udtrykker dermed meget fint, at den nuværende magtkamp i Sudan handler mere om personer end om politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu