Læsetid: 4 min.

For meget Gladsaxe, for lidt Globe

9. december 1999

Uddeling af røde ører - Lars Liebst og Erik A. Nielsen stemmer benene imod 90'ernes klassikeropsætning med dræbende præcise analyser

Teaterdebatbog
Det er på én gang en meget tiltrængt, meget krævende og meget givende bog, praktikeren Liebst og teoretikeren Nielsen har forfattet.
Tivoli-direktør Lars Liebst har som bekendt en umiddelbar fortid som grundlægger og leder af Grønnegårdsteatret, men før det også en lysdesigner- og stagemanager-uddannelse samt rektortid på Statens Teaterskole; docenten Erik A. Nielsen en fortid i Grønnegårdsteatrets dramaturgiat og en dr.phil-titel i en klassiker - nemlig Holberg.
Herrerne tager veloplagt afsæt i de blodspor, den af dem benævnte Langdal-licens har trukket op gennem 90'erne; hermed menes selvfølgelig Peter Langdals befrielse af Holberg fra Det Kongeliges forstene(n)de tradition med Erasmus Montanus på Betty Nansen i 1984.
Set i bakspejlet var den i al sin - ikke altid lige gennemtænkte - legelyst dog i besiddelse af en god portion naiv charme, der efterfølgende degenererede til en jagt på effekter, gimmicks, overtydeliggørelser og anakronismer i ordets oprindelige betydning uden tanke på den konsekvensmangel og det forståelsesforstyrrende gab, der derved ofte opstår mellem tekst og opsætning.
Eksemplerne er mange, minutiøse, velargumenterede og uigendrivelige.
Fra samme Peter Langdals En skærsommernatsdrøm (1986) og Faust i 1994, Gladsaxes Othello (1992) til dræbertrioen Lars Kaalund (Romeo og Julie), Flemming Enevold (En skærsommernatsdrøm) og Ole Bornedal (MacBeth) - alle fra 1998. Samt ikonoklasten Staffan Valdemar Holms seks år gamle Købmanden i Venedig og Don Carlos på Det Kgl. i år og et par af Grønnegårdsteatrets egne.
Operaen er ikke gået fri; på Det Kgl. har især Wagner med det store musikfilosofiske baglandskab været dobbelt skadelidt i opsætningerne af Tristan og Isolde og Mestersangerne.
Den tørre påpegning af urimelighed, tekstlig inkonsekvens og selvaffyrede skud i foden er lystig læsning - mange teatergængere får utvivlsomt bragt ting på plads, der har forstyrret oplevelsen i årevis - og pennen undgår forståeligt nok ikke et strejf af sarkasme i længden, men eksakt og velunderbygget arbejder herrerne sig igennem en forfriskende gang dekonstruktion i lidt ny betydning.
Her tales aldrig om banalisering, vulgarisering eller god/dårlig smag overhovedet - kun om logik og konsekvens. Tilbage ligger kollapsede koncepter - et hadeord i forfatternes vokabularium - og kollapsede instruktør- og scenograf-egoer.
Hvordan og hvorfor det er kommet så vidt med de faktisk retsløse klassikere, har Liebst og Nielsen mange nuancerede og fintregistrerende bud på: Fra adrenalinjunkiernes hastige puls og forpustede MTV-klipning til det postmodernes ideologikritiske frihedsbevægelse, der ynder at rive enkeltdele ud af en sammenhæng og den 'moderniserende' teaterpraksis som "sidste led i et forsimplende fødekæde, der begynder med, at skolernes klassikerundervisning er forvitret til næsten ingenting og ender med, at teatret må konkurrere med de langt mere folkelige medier, filmen og tv, hvoraf sidstnævnte på det sidste har opgivet de fleste af sine oprindelige finkulturelle forpligtelser for at lave udsendelser, der falder i en bredere befolknings (manglende) smag. Det er denne mere folkelige smag, der nu i stigende grad også sætter normerne for teatret."
Forfatternes diagnosticering af teatertænkningen er givetvis temmelig præcis; min egen tilbagevendende diagnose på et publikum, der den ene gang efter den anden arbejder sig op gennem tøvende applaus til stående ovationer er langt mere uelskværdig.
Men ifølge bogen burde man tilgive dem, thi de vide ikke, hvad de burde have fået at klappe af.

Nallerne væk
En sammenligning er i øvrigt tankevækkende. Forfatterne stiller 90'ernes pilfingrede helårsjagt på fredløse klassikerne overfor musikkens anderledes respektfulde og fundamentalistiske omgang med de overleverede noder eller, bedst af alt, med selve det via forskningen fremgravede, håndskrevne partitur.
Har musikere en højere grad af selvforståelse som genskabende kunstnere fremfor instruktører og scenografers som først og fremmest skabende ?
Eller har musikere en større forståelse for (d)en (musikalske) konstruktions integritet - med alt hvad deri ligger af kunstneriske og/eller kunsthistoriske bagtanker og overtoner - en nærmest holistisk helhedsbevidsthed, som er gledet teatrets folk af hænde?
Liebst og Nielsen anbefaler musikernes underkasten sig det skrevnes diktatur; ved at påtage sig modstanden, det genstridige stof, opstår ny kunst og er det ikke det nye, alle halser efter, fordi de/vi ikke begriber eller orker det gamle i sit fulde omfang ?

Teaterakademi
Udover velskrivende og underholdende kan forfatterne også være konstruktive. Erik A. Nielsen (er jeg sikker på) giver glimrende nøgler til den klassikerlæsning, som mange finder tør og vanskelig og skuespillere, der finder den klassiske metrik benspændende for spillets flow, overrækker forfatterne en introduktion til den psykologisk-anatomiske sammenhæng mellem åndedrag, stemme, tekst og rolleforståelse, der med sin næsten- metafysiske overbygning nærmer sig masterclass-stof for folk, der virkeligt vil gå i dybden.
Men først og fremmest, til glæde for hele branchen - i sidste ende også publikum - lægger bogen ud med en idé, som nogle teaterfolk har ønsket sig i årevis, men ingen været så langt med på et konkret plan, som Grønnegårdsteatrets daværende dramaturgiat, der også inkluderede skuespilleren og instruktøren Joen Bille.
Et teaterakademi, der med udgangspunkt i sæsonens forestillinger skal føre og synliggøre den teaterdebat, som ved givne lejligheder plejer at dø om ikke i fødslen, så dog før barnet er nået ud over kravlealderen.
Med instruktører, scenografer, skuespillere, teknikere, anmeldere, teaterforskere og den interesserede del af teaterpublikummet som deltagere i en slags værkstedssamtale. Er man naiv, når man tror det ville blive et tilløbsstykke ?
Ophavstrioen gravlagde idéen pga teaterbranchens interne berøringsangst, blufærdighed, tabuer og konflikter. Men med Hvem ejer Shakespeare? har de under hånden alligevel søsat den samme debat udenfor et formaliseret forum.
Først og sidst er bogen præget af alvorsfuld kærlighed til teatret og for fagfolk er bogen årtiets vigtigste fornuftsytring; den krævende del af teatrets publikum kan passende lægge den under juletræet til den faste teaterven, der er stof i, der forhåbentligt vil løfte det næste årtusinds klassikertænkning op til en mere tanke- og konsekvensrig position.

*Hvem ejer Shakespeare? Af Lars Liebst og Erik A. Nielsen. Ill. af Erik Werner. 192 s. 195 kr.
Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her