Årets juleudgivelser giver traditionen tro anledning til både gode grin og krumme tæer
Julebøger
Jo såmænd, Ved julelampens skær udkommer skam stadig. Det er ligesom Giro 413 i radioen, visse ting er nu engang kommet for at blive. Så moderne er vi heller ikke.
Den enkle, sentimentale historie har stadig sine læsere. En mand, der kalder sig Kurt Haurvig Juhl (mon det er et pseudonym? - og i givet fald: for hvem?) har f.eks. skrevet en i dette års udgave.
Den handler om en 38-årig, ugift lærerinde, der skal tilbringe julen i en hospitalsseng. Hun ligger og spekulerer på, om børnene nu også elsker hende lige så højt, som hun elsker dem. Det gør de, bare rolig. Pludselig står de nemlig nedenfor hospitalsvinduet og råber i kor: "Glædelig jul, frøken Sørensen!"
Og det var så den historie. Hvad frøken Sørensen egentlig fejler, får vi ikke at vide, det må enhver kunne forstå: Sygdom er for tungt at bære her op til jul. Vi får kun at vide, at nu bliver hun helt sikkert rask.
Forlagskrig?
Det er det, der får mig til at gætte på en bestemt kreds af forfattere, bag pseudonymet altså, men jeg sætter nu engang også pris på lidt julefred, så jeg kan nære mig. Men initialerne er ... bla, bla, bla, bla, osv.
Samme Kurt Hauervig Juhl har også en novelle i det konkurrerende Julegæsten, der på forsiden reklamerer med, at dets redaktør er tidligere redaktør på Ved julelampens skær. Hvordan skal det forstås? Er der forlagskrig i julemarkedet?
Hvis der er, egner reportager fra fronten sig nok ikke som julelæsning, for hvis der er penge i lortet, er der aldrig nogen, der for alvor kommer hjem til jul.
Det er sjovt at tænke på, at man engang gik vældig højt op i at læse triviallitteratur på universiteterne. Jo, for Cavling var mindst lige så god som Johannes V. Jensen, det imperialistiske borgerdyr. Folket læste ham jo!
Det kan få en til, her ved julelampens skær, at forfalde til sadistiske fantasier om at nutidens gymnasielærere, datidens revolutionære studerende, blev tvunget til at læse 'Kurt Hauervig Juhl' morgen, middag og aften. I hele julemåneden!
Men det er måske overflødigt - de læser jo allerede i forvejen initialerne, helt frivilligt endda. Men den særlige julegenre kan nu godt kaste andet af sig end hyggenygge til strikketøjet.
Nisser jeg har mødt eller kendt af Vagn Simonsen er f.eks. ret spøjs. Helt gammeldags underholdende, og ikke så man synes, man bare spilder tiden.
Det gør man heller ikke, hvis man kaster sig over At tænke sig 1999, der har et særligt tillæg, når man vender bogen på hovedet, om Årtusindet der gak. Uanset hvad man mener om Politiken - og hvem gør ikke det? - så har den landets morsomste bagside. Fra 1999- delen er der en lille kollegial ondskabsfuld i anledning af Berlingske Tidendes 250- årsdag, under rubrikken 'Mærkedage': "Berlingske Tidende har i dag eksisteret i 250 år (med de samme medarbejdere)." Og fra Årtusinde-delen: "JYSKE LOV (1246), paragraf 3: I ethvert Hjem skal være en Hjørnesofa samt en Indretning til afspilning af Sange af den Skjald, som bærer navnet Lars Lilholt." Manden bag hittet "Kald det kalvesteg", som det hedder et andet sted.
Stenalderkostume
Endnu sjovere er tegneren Roald Als julehæfte, som han kalder Håbløst bagud, med undertitlen Århundredets værste. Anders Fogh Rasmussen spiller stadig en fremtrædende rolle i det Als'ske univers, men han citeres ikke mere for sin katastrofeudmelding om, at pengene fosser ud af statskassen. Nu optræder han kun i stenalderkostume.
Roald Als burde egentlig have Ridderkorset eller sådan noget. Uden ham ville dansk politik slet ikke være til at holde ud. På grund af ham bliver vores folkevalgte trods alt løftet op i underholdningens sfære. Nu om dage tegner Roald Als for Politiken, men Berlingskes Jens Hage er nu heller ikke helt tosset - eller rettere: han er decideret god. Hans illustration af Nato's strategi i Kosovokrigen må være et af årets absolutte pletskud.
Per Theil skriver små klummer, også i Berlingske Tidende, og dem har han samlet under titlen Sådan gjorde vi i 90'erne, med illustrationer af Erik Werner. Tjah? Et enkelt grin kan det da godt blive til, men ellers synes jeg nok, det er lidt tyndt til en selvstændig udgivelse.
Så næsten hellere Julius 99, hvor tegneren Julius, for 21. gang endda, kommenterer årets gang med sin streg. Det er, apropos, næsten som at komme hjem til jul.
Dengang man var en lille dreng ude på bøhlandet og selv kunne læse i avisen hvor ualmindeligt toskede politikere var. Det var også hvad ens far og mor fortalte, men det skadede jo ikke, at man fik det at se på tryk.
Klassikerne
Og så er der jo endelig genrens klassikere, Blæksprutten og Svikmøllen. Blæksprutten har hele 111 år på bagen, og trods en vis modernisering, ligner den i grunden sig selv. Strengt taget er den måske også lige så sjov, som den var i gamle dage. Eller lige så lidt sjov, men dengang var man ikke så godt vant. Der er bare ikke rigtig nogen, der tager sig af det. Ingen, der bliver mopsede på grund af dens hel- og halvpornografiske tegninger, ingen der synes, den er for rå overfor de kändiser, den tager under behandling.
Engang blev den faktisk anset for at være temmelig fræk. Den overskred grænsen for, hvad man kan tillade sig - omend kun lige akkurat. Og den lå bestemt ikke fremme i ethvert hjem ved juletid. Det samme kan man sige om den yngre Svikmøllen, der måske endda blev anset for at være endnu frækkere. Ren Hudibras, som vi sagde dengang i de rustikke tider, da der stadig var satire til. Og det man kan spørge sig selv om, er selvfølgelig, hvorfor der egentlig ikke er det mere?
Satirisk underskud
Jeg mener: Uffe Ellemann og Anders Fogh Rasmussen, de køber jo karikaturer af sig selv af tegnerne! Er satiren gået hen og blevet lige lovlig hyggelig? Eller er det dens ofre, der er blevet så forhærdede, at de opfatter den som gratis pr? Men den slags tunge spørgsmål behøver man selvfølgelig ikke bakse med hele julen.
Man kan nippe til en pebermø, nej pebernød, og sende en venlig hilsen til alle de ugifte, 38-årige lærerinder som ligger rundt omkring på landets hospitaler og føler sig ensomme. Og tænker på, om børnene nu stadig kan lide dem - eller om de er faldet for en tilfældig vikar.
Der er ingen vej udenom, vi må ud i kulden, hen til det nærmeste hospital og råbe op ad facadens mange vinduer: Glædelig jul, frøken Sørensen! skal vi råbe. I kor.
*Ved julelampens skær 1999. 144 s., 75 kr. (hft), 95 kr. (indb). Illustreret. Grønvald Fynbos Forlag
*Julegæsten. Den store danske julebog 1999. Red. af Kay Holkenfeldt. 208 s., 88 kr. Illustreret. Forlaget Holkenfeldt 3
*Vagn Simonsen: Nisser jeg har mødt eller kendt. 24 låger af nissernes historier. 144 s.,198 kr. (indb). Illustreret. Gyldendal
*Ole Rasmussen og Gorm Vølver: At tænke sig 1999. Året der gak. 148 s., kr. 75. Illustreret. Gyldendal
*Roald Als og Poul Einer Hansen: Håbløst bagud. Årtusindets værste. 88 s., 98 kr. Illustreret. Forlaget Hovedland
*Jens Hage: Et års tegninger i Berlingske Tidende 1999. 72 s., 78 kr. Illustreret. L&R Fakta
*Per Theil: Sådan gjorde vi i 90'erne. Et humoristisk gensyn med Danmark og danskerne. Illustreret af Erik Werner. 75 s., 99 kr. Thanning & Appel
*Julius 1999. 21. årgang. 64 s., 35 kr. Illustreret. Forlaget Dixit
*Blæksprutten 1999. 111. årgang. 48 s., 59,50 kr. Illustreret. Gyldendal
*Svikmøllen 1999. 85. årgang. Sidetal ikke oplyst, 59,50 kr. Illustreret. Egmont Lademann A/S
