Læsetid: 13 min.

Til en glemsom samtid

29. december 1999

Kortfattet lærebog i illuderet brevform - med faktaboks - til dem, der ikke selv gider læse det 20. århundredes danske politiske historie

Kære glemsomme samtid!
Når folketingsvalget den 4. december 1973 af mange på Christiansborg, og ikke kun politikere fra de gamle partier, men i lige så høj grad de politiske journalister, blev betegnet som katastrofevalget, skyldtes det mandatfordelingens budskab om et opbrud af en naturkrafts vælde.
På selve valgaftenen opholdt brevskriveren sig i Århus og formidlede for radioens daværende Kultur- og Samfundsafdeling en af de første totale EDB-behandlede vælgervandringsanalyser til massemediebrug
Flere gange var forskere og formidler overbevist om, at de nye dyre maskiner var noget juks. Det skete hver gang beretningerne løb ind - baseret på faktiske tal viste det sig jo senere - om faneflugt fra SF til det nye småborgerprotestparti og om Socialdemokratiets tilsvarende massive afgivelse af vælgere til Z og også til den højredrejede Erhard Jacobsen.
Det hele forekom uvirkeligt for ikke at sige utroværdigt. Ja, dansk politik var med ét blevet utroværdig. Og ufattelig. Socialdemokratiet gik tilbage fra 70 mandater til 46, de konservative halveredes til 16, Venstre tabte 8. Sejrherre nr. 1. måtte i enhver henseende fremstå som den groteske, senere skattesvigsdømte nuladvokat Mogens Glistrup og hans mere eller mindre personligt udvalgte, opstillede og nu valgte kandidater for Fremskridtspartiet.
Dette fænomen forcerede nu Christiansborgs stentrapper med 28 personer af en så uensartet kaliber, at det politiske liv i Danmark ikke havde kendt magen og ikke siden har været det samme.
I glimt var man vel inden for murene nu og da gjort bekendt med folkedybet, takket være populistiske skikkelser som finansudvalgsformand Kresten Damsgaard (V). Eller kan hænde enkelte af de konservative lov-og-orden hattedamer i bidselsko og kashmir-cardigans, blottet for vilje til at lade sig distrahere af kendsgerninger.
Men det var for intet at regne. Disse personer befandt sig inden for systemet og rettede sig efter skrevne og uskrevne spilleregler og almindelige forestillinger om, hvad man kunne og ikke kunne i politik.

Hårrejsende gruppe
Intet overgik eller kom på siden af Glistrups nye flok. Hvis man ikke vidste dét på forhånd, skulle det i hvertfald snart vise sig.
Allerede fra førstedagen gik der frasagn om gruppens optræden på slap line. Kristen Poulsgaard, fodermesteren der konsekvent sagde a' i stedet for jeg, skulle efter sigende have spurgt en af folketingsbetjentene, hvor man fik fat i de fine uniformer, for sådan én ville han dæleme også have.
Fremskridtspartiets åbne gruppemøder blev tilløbsstykke for forlystelsessyge journalister.
Der var ingen ende på historierne om Z-folket. Z det blev alvor, som en pamflet blev kaldt, en indfølt konsekvensdokumentation af partiets hårrejsende program.
Hvad der skete, og hvorfor det skete, har man diskuteret lige siden og er for så vidt ikke kommet svaret meget nærmere. Den påstand underbygges af 2. akt af det populistiske kroniske danske oprør, der snart længe har fundet sin bolig i én og samme karismatiske hjemmehjælperske, runden af Glistrups rod. Nu et kvart århundrede senere på egne ben, plantet i den danske forstadsspagnum - uden antydning af tolerance over for fremmede fænomener uden for havelågen.
Den småborgerlige pænhed, ren fernis, finder rygstød i egne snævertsynede definitioner på godt og ondt, er dertil udstyret med vældige og skræmmende revolutionære kræfter og en udtalt vilje til at nulstille alle humanistiske værdier.
En kendt præst med rod i den ekstreme Tidehvervsbevægelse er hyret til at slå et slag i Danmarks Radios bestyrelse for det kristent retfærdiggjorte nationale snæversyn. Dét er i en nøddeskal Dansk Folkeparti. Som altså udspringer af 1973-oprøret, vreden over et dybest set uafvendeligt skattetryk, kulturpolitikken, indvandrerne, samt først og sidst de internationale, kosmopolitiske tendenser i forbindelse med tilslutningen til EF.

Mer protest
Men 73-valget bragte som antydet ikke blot Glistrup på tinge. Også Erhard Jacobsens fætter- og kusineparti kom ind med sin indbyggede familiearvefølge, en udsprængning af det uendeligt langsomt hamskiftende Socialdemokrati.
Centrumdemokraterne er vanskeligt beskrivbart over for udenlandske kollegaer, der er så uforsigtige at spørge. De fleste er jo af den opfattelse, at dansk politik kun i ringe eller forsvindende grad kan beskrives som mafiøs.
Kaster man sig ud i forklaringer af det erhardske partis ejendommeligheder, har udenbys folk vanskeligt ved at forstille sig, at det lille partis ledelse ikke bruger vold som i Godfather eller i det mindste økonomisk pression for at få medlemmerne på en så snorlige linje.
I den forstand var også dette ikke-parti, med bilerne og parcelhusene i centrum og en fuldstændig hysterisk holdning til det i forvejen stærkt borgerliggjorte DR, den rene, indholdsmæssigt set tomme, og rimeligvis derfor effektive protest mod traditionel, men folkelig distanceret politisk kompetence.
Ydermere måtte man dengang også tage stilling til kommunisternes genkomst, hvilket forekom sært, men dog kunne tilskrives den charmerende formand Knud Jespersen, der inden sin tidlige død opnåede at blive folkeeje. Noget bagvendt i det stærkt borgerlige og dybest set kommunistforskrækkede Danmark - eller måske netop derfor.
At de kristelige også dukkede op på arenaen var mindre mærkværdigt. Mange især i traditionelle landdistrikter, hvor Venstre gjorde det ud for reaktionen, led endnu under moralske anfægtelser over den frie abort og pornoens frigivelse. Så frigjorte var adskillige danskere ganske enkelt ikke. I hvertfald ikke dem der således for første gang stemte på et kristeligt borgerligt parti, og som ikke længere fandt herberg hos Venstre og konservative, de ugudelige liberaliseringer.
Denne virkelighed med en fordobling af partierne i Folketinget fra fem til ti skulle man så til at leve med, hvilket afstedkom mangen en grundig overvejelse, hvad angik dansk politiks væsen og dansk politisk kultur. Men mekanikken er nu engang skruet sådan sammen, at ekstremerne, når det kommer til regeringsdannelsen, har vanskelige kår. Det blev hurtigt en gengjort erfaring.
I det øjeblik Glistrup forlangte indflydelse, fik Hartling koldsved og overlod regeringsforhandlingerne til Anker Jørgensen. Det danske statsapparat er ikke beredvilligt til rådighed for landsbytosserne. Så meget er de professionelle politikere som regel enige om.
Dette medfører, at yderpartier eller rabiate holdes uden for, hvad der selvfølgelig ikke er godt demokratisk, men til gengæld forhindrer løsninger med skæbnesvangre konsekvenser for det store flertal - og for den sags skyld udsatte mindretal i landet.
Hvornår denne særlige politiske kultur præcis manifesterer sig i grundmentaliteten er usikkert. For så vidt ligger den forankret i ånden fra 49, men selvsagt skal den i mere synlig forstand opdateres til omkring århundredeskiftet og godsejernes endelige fald fra magten ved systemskiftet i 1901.

Vigtigt årstal!
Det er det første årstal, man bør kende, oh glemsomme samtid. De drømte langt, de så kun alt for kort, men i 1901 vendte det. Frem af dem - de gamle kortsynede - stod folket, og dette folk er - på godt og ondt - vort. Således sang, her med lettere omskrivninger, L. C. Nielsen dengang.
Meningen var god nok. Folkets styre skulle sætte dét i værk, godsejerne og de gamle så dorsk havde blokeret, nemlig folkestyret sikret i et parlamentarisk system.
Parlamentarismen sikredes imidlertid ikke ved den lejlighed. Christian den 10. gav, når det kom til stykket, ikke så meget for idéen.
Små 20 år senere lod Majestæten sig i hvertfald forlokke af H. N. Andersen, datidens A. P. Møller & søn, til at afskedige et radikalt ministerium, der ikke entydigt havde et flertal imod sig. Et omend spagfærdigt forsøg på et statskup, som fik den lyksalige følge, at kongehuset ikke siden har overspillet sine politiske kort. Så vidt vides.
På den tid kom kampen om regeringsmagten til at stå mellem på den ene side socialdemokraterne under Stauning. På den anden side Venstre, som jo havde været godsejernes modstandere, men i 1926 var trådt til som det store landbrugs forsvarere, havde vendt sig mod enhver statslig indblanding og gennemført skrappe besparelser på blandt andet arbejdsanvisningen.
Men da statsminister Madsen-Mygdal også ville skære i militæret, trådte de konservative i karakter og sagde stop. Christmas Møller tabte terrinen, som man sagde. Venstre mente nu nærmest, at han smed den og tilgav ham aldrig.

S+R 1929-
Regeringen væltede, og den socialdemokratiske, radikale æra fra 1929 - med afbrydelser bevars - til nutiden begyndte.
Stauning og P. Munch, henholdsvis stats- og udenrigsminister, bestemte i det store og hele, hvad der var værd at bestemme, herunder det militære beredskab. Eftertiden har bebrejdet Stauning og Munch, at de ikke oprustede i 30'erne.
Det er en tåbelig indvending. P. Munch afpassede nøje det danske forsvar, dels til befolkningens forsvarsvilje, som kunne ligge på et overskueligt sted, dels til vilkårene sydpå. En ikke uvæsentlig andel af den efterfølgende forsvarsdiskussion i efterkoldkrigstiden tager sit udgangspunkt i kompromisløs uvidenhed om realiteterne i det nazistiske Tysklands forventninger til smånaboernes sikkerhedspolitik.
Det er således lange træk i historien, der bestemmer følelser og holdninger på sigt, hvilket kan få én til - som Kjeld Koplev i en kronik i Politiken - at nære bekymring for den generelle journalistiske distraktion med hensyn til fortiden før i forgårs.

Radikale afskediger S
Besættelsestiden springer vi over her, fordi dette uhyggelige afbræk i den folkestyrede forholdsvise harmoni i og for sig ikke på lang sigt ændrede så meget i den danske politiske praksis og kultur. Det var ikke de fem forbandede år, der omkalfatrede dansk politik, snarere tværtimod. Først velstandsstigningen fra 50'ernes midte begyndte at antyde andre perspektiver.
Socialdemokraterne havde i den forbindelse forestillet sig, at deres medlemmer ville blive mere solidariske i takt med, at de fik det bedre og, som Krag med et lån fra Klaus Berntsen udtalte: lå lunt i svinget.
Men sådan gik det jo ikke. Det indså socialdemokraterne selvsagt, men fik alligevel et chok, da Hilmar Baunsgaard i 1968 kastede alle hensyn til den gamle partner overbord og gik i kompagniskab i VKR-regeringen.
Det var den med pornoen og aborten. Her blev det med ét lysende klart, at midten i dansk politik pludselig var ved at få en ny mening. At midten ikke mere nødvendigvis var en politisk selvstændighed, der valgte side mellem to fløje, hvoraf den ene var mere spiselig end den anden. Men at midten nu var moderator mellem sideordnede fænomener.
Den ene fløj kunne være lige så god eller skidt som den anden. Eller som tv-talentet Baunsgaard yndede at sige med en af de snusfornuftige banaliteter, der gjorde ham yndet blandt de mindre politisk oplyste - de der ikke kunne udholde det røde kabinet og J. O. Krag - "det er ikke afgørende, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om". Det sidste ramte tre år senere Baunsgaard i nakken, for vælgerne kunne strengt taget ikke se forskel og foretrak efter VKR's socialdemokratiske kurs og svigtede valgløfter om udgifts- og skattesanering den ægte vare.

Det vigtigste
Derved blev det J. O. Krag, der kom til at føre Danmark ind i Fællesmarkedet, et projekt man på sin vis kan sige, han havde forberedt, lige siden han havde valgt det politiske som sin skæbne.
Var der noget Krag frem for nogen indså, var det det europæiskes betydning for Danmarks fremtid og ikke mindst for freden i Europa. Krag var yderst historisk bevidst, men havde næppe tiltro til, at danskerne fattede perspektiverne, hvilket han jo for så vidt havde ret i.
Debatten op til afstemningen i 1972 kom derfor næsten udelukkende til at handle om det privatøkonomiske, prisen på støvsugere, biler, mad. Så såre nogen antydede den politiske dimension, slog de førende EF-tilhængere med Krag i spidsen spørgsmålet hen.
Men det politiske var jo, hvad det hele drejede sig om, og som de fleste formentlig har opdaget. Igen kan man pege på disse lange linjer i den politiske historie.
Diskussionen om det europæiske har så at sige altid været forbløffende dimensionsfattig i Danmark. Uendeligt sjældent har den danske debat taget udgangspunkt i de europæiske umiddelbare forudsætninger fra Napoleonskrigene og til en afrunding på rædslerne i 1945 - eller for at tage munden fuld Murens Fald i '89.
Forudsætningen for Kul- og Stålunion og Rom-traktat og alt det øvrige findes selvsagt i disse retrospektive forhold, som dansk politik jo ikke kan melde sig ud af.
Sådan set er det ikke så mærkværdigt, at den traditionelt beskedent oplyste, nationalistiske højrefløj vendte sig mod Europaunionstanken, mere besynderligt var det unægteligt, at venstrefløjen slog følge - oven i købet ofte med større inderlighed.
SF's rolle i dansk politik siden '72 har i så henseende været et af disse danske politiske mysterier, der er så utaknemmelige at forklare fremmede uden ligefrem at gøre ondt værre og belemre de spørgende med svævende forelæsninger om Grundtvig og andelsbevægelsen.
Det samme besvær har SF parentetisk bemærket også selv jævnligt haft med at forklare sit standpunkt. Eller standpunkter. Hvoraf forbeholdene over for en uundgåelig og ønskelig udvikling i et valutarisk og udenrigspolitisk samarbejde, samt nødvendigheden af at moderne stater afgiver suverænitet, forekommer at være nogle af de mere bizarre for et selverklæret venstreintellektuelt politisk parti på randen af det 21. århundrede eller afgrunden.
Der skal ikke her, kære glemsomme samtid, herske tvivl om, at det mest betydningsfulde, der overhovedet er sket i nyere Danmarkshistorie - inklusive besættelse, systemskifte, ny Grundlov med tronfølgerreform i 1953, helhedsløsninger, kildeskat, Tamilsag, regeringsskifter, personfnadder m.v. er Danmarks tilslutning til de europæiske fællesskaber.
Man kunne gå så vidt at sige, at vigtigheden af denne beslutning med de tilføjelser af samarbejdsudvidende karakter, der siden er kommet til, rækker langt videre bagud end dette århundrede og på sin vis fortrinligt belyser det indsnævrede danske spillerum i de historiske virkeligheder.
Det samarbejdende Europa sluttet ind i tusinder af administrative og politiske bånd af snart sagt enhver art, udgør det egentlige paradigmeskift i den politiske kultur, dét der adskiller fortiden fra nutiden og forhåbningsfuldt også fremtiden.
Herved placeres de suveræne stater og deres politiske organer - hos os regering og Folketing - i den sammenhæng, som moderne regeringer og moderne parlamenter i forhold til andre nationers tilsvarende organer nødvendigvis må placeres.
Suveræniteten er naturligvis meningsløs i et tomrum og eksisterer kun i integreret og indsnævrende samspil med andre i passende internationale institutioner. Således som det trods alle betænkeligheder så småningom er ved at udvikle sig. Gott sei Dank! som de jo siger henne i virkeligheden.

Ny Grundlov før 2010
Hvilket igen antyder det snart presserende behov for en fornyelse af den danske Grundlov før 2010. Og ny og ny, det er snart 50 år siden, vi fik den sidste, og i 1953 var der sandt at sige ikke udsigt til Bruxelles som andet end en søvnig belgisk hovedstad, hvor de gamle damer om søndagen på loppemarked brugte forlorne tænder. Det er sandt, brevskriveren har som dreng selv set det, og også hvordan de byttede tænderne indbyrdes! Jamen, hvad gir I mig!

Tilfældighedernes spil
Jo, så var der den Tamil-sag, som førte til den første Rigsretssag siden Alberti-skandalen, hvor Berg og I. C. Christensen kom i klemme.
Sagen viste, at systemet fungerer, når det tirres. Men den viste også, at tilfældigheder og irrationaliteter i politik fortsat er drivremme i det gamle dikkeværk.
Ninn-Hansen og hans embedsmænd opførte sig horribelt. Det var ministerens ansvar. Men det ville den detroniserede gamle konservative primadonna ikke høre tale om, og søgte i sin fornærmelse at trække Schlüter og hans regering med sig i faldet.
Det ville den nye leder af fætter- og kusine-partiet, Mimi Jacobsen, Erhards kvikke datter, på den anden side ikke finde sig i. Hun forlangte en undersøgelse, og først da rullede lavinen.
Havde Ninn-Hansen holdt sin kaje, var der aldrig blevet nogen rigsretssag. Nu kom først undersøgelsen, der væltede Schlüter, en af landets absolut talentfulde statsministre, af taburetten.
Rigsretten dømte Ninn-Hansen, der måske ikke har fattet moralsk, hvad det drejede sig om. Da var Nyrup for længst kommet til, og har beholdt regeringsmagten mod alle odds, hvilket må siges også at rubricere ham blandt de mere talentfulde.
Schlüter var efter en kort magtkamp hos de konservative blevet afløst af Hans Engell, der også er talentfuld, men som en skønne nat på et gruppemøde drak sig skidefuld og baldrede i bil ind i en betonklods på en motorvej. Temmelig åndssvagt.
Havde Engell ikke gjort noget sådant, er det overvældende sandsynligt, at han i dag havde været landets udenrigsminister. Og Ellemann-Jensen havde været statsminister - lige så længe. Sandsynligvis.
Nu ved I alle, hvorledes det siden gik, uden at man af den grund bør afskrive Engell i danske landspolitik, hvilket også ville være synd og skam, eftersom der er lysår imellem rigtigt begavede konservative politikere. Pointen er tilfældighedernes spil, som kun en dåre ikke frygter i politik. Også dansk.
Resumé: Det eneste for alvor vigtige i dansk politisk historie i det 20. århundrede er Danmarks tilslutning til det europæiske 2. oktober 1972. At det havde den afgørende betydning demonstrerede jo netop katastrofevalget kort efter, hvor reaktionen viste dybde - og tænder.
Man tør vel gå ud fra, at kun noget meget vigtigt ville kunne udløse en sådan reaktion, som vi stadig trækkes med. Hvor længe endnu?
Godt Nytårhundrede!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu