Læsetid: 3 min.

Gnistrende unge stjerner

10. december 1999

Et par debutanter på kun 11 og 12 år giver liv og charme til den norske film 'Kun skyerne bevæger stjernerne'

Ny film
Det er ikke mange norske film, der flimrer over de danske biograflærreder. Kan hænde, at vi ikke går glip af så meget, men vi må heller ikke glemme, at der inden for de sidste år er kommet i alt fald to absolut seværdige norske film hertil: Pål Sletaunes skævt underdrejede sorte komedie Junk Mail og Berit Nesheims fine ungdomsfilm Frida, hjertet på hånden.
For manuskriptet til Frida, hjertet på hånden stod Torun Lian, der nu selv har instrueret sin første film. Kun skyer bevæger stjernerne hedder den, og skønt den nok er mere alvorsfuld end Frida, er de to film alligevel tydeligt beslægtede. Ikke blot har de humoren tilfælles, de deler også den overmåde præcise registrering af pubertetsungdommens ellers ofte så uigennemskuelige reaktionsmønstre.

Elegant manuskript
Torun Lian, der også har skrevet den roman, som Kun skyerne bevæger stjernerne bygger på, er en erfaren manuskriptforfatter, og det mærkes tydeligt ved den elegante måde, hvorpå hun med kyndig hånd gradvist opruller historiens centrale informationer for et nysgerrigt publikum. Hvorfor denne knugende stemning i starten? Hvem er død? Og hvorfor?
Fordi publikum således får dramaet serveret i nøje doserede portioner, er det næsten synd at resumere handlingen. Jeg kan dog røbe så meget, som at det drejer sig om en
11-årig pige, Maria, som midt i sit eget pubertære oprør både gennemlever sorgen over lillebroderens død og knytter sig til en jævnaldrende fyr, som hjælper hende ovenpå igen, så hun til slut bliver i stand til voksent at påtage sig et ansvar for, at familien kommer videre.
Man kan indvende mod manuskriptet, at det undertiden springer over, hvor gærdet er lavest og udelader nogle elementer, som vel strengt taget var påkrævede af hensyn til historiens logiske sammenhæng. På den anden side gør det egentlig ikke så meget, for dette er en film, der lægger større vægt på følelsesintensiteter end på logiske sammenhænge.

Alvor og humor
Filmens største aktiv er dog uden diskussion de helt unge hovedrolleindehavere. Den kun 11-årige Thea Sofie Rusten, der debuterer i den krævende rolle som Maria, er ganske enkelt et fund. Hun er lige rørende og lige overbevisende som usikkert og emotionelt hudløst barn og som øretæveindbydende, opsætsig og kontrær oprører mod de voksnes åndssvage tyranni.
I den ligeledes debuterende 12-årige Jan Tore Kristoffersen, der spiller Marias unge ven Jacob fra Bergen, har Torun Lian fundet et absolut værdigt modstykke til Thea Sofie Rusten. Med sin brede og kantede vestlands-dialekt og det aldrig svigtende glimt i de mørke øjne kan han charmere sig vej ind i ethvert hjerte.
Det er de to unge, der bærer filmen. De voksne skuespillere - bl.a. Anneke von der Lippe, der spiller Marias mor - må nøjes med at spille andenvioliner. Det gør de med større og mindre held, men eftersom der kun er tale om biroller, betyder heller ikke dét så forfærdelig meget.
I kraft af de to purunge skuespilleres gnistrende talent lykkes det Torun Lian at slippe mere end godt fra at tackle et så vanskeligt emne som sorgen over et barns død. Tilsammen præsenterer de den alvorsfulde historie med så megen ømhed, varme og humor, at det aldrig bliver pinligt, men til gengæld ofte meget morsomt.

*Kun skyer bevæger stjernerne/Bare skyer beveger stjernerne. Manuskript og instruktion: Torun Lian. Norge 1998. 98 minutter (Grand, Husets Biograf, Øst for Paradis,
Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her