Læsetid: 3 min.

Gråt i gråt

10. december 1999

Sentimentalisering er det sidste, der kan påduttes Gladsaxe Teaters ambitiøse og civilisationspessimistiske afskedssalut til århundredet

Teater
Det har ikke altid været lige let at få øje på forfatterpersonligheden bag de manuskripter, som Adam Price har signeret. Genrer som musicals og Taxa har kaldt på en vægtfylde uden det helt håndfaste personlige aftryk; men med det ret sorte facit for århundredet, som her præsenteres, kan man konstatere, at en moralist er sprunget ud af skabet. En kritisk observatør, der bag sit kendte - tidligere ofte rigeligt glatte - vid demonstrerer en god portion nøgternhed og en pen, som er midt i et glid fra underholdningsteatrets behov for typer til en mere perspektiverende egentlig persontegning.
Koblingen med nyromantikeren Henrik Sartou og billedmageren Jesper Corneliussen gør ikke sagen mindre perspektivrig og resultatet er langt mere opsat på at få sagt nogle ubehageligheder end Ole Bornedals udspil i samme genre på Gasværket.
Rammen er et monstrum af en kæmpevilla i gotisk forfald ligesom årtusindet og i nedbrændt gråt i-gråt, så er fin-de-sieclets modefarve og den moralske status ved overgangen til år nul samtidigt markeret.
Århundredets bedst beskrevne mikrokosmos, familien, er samlet på årets sidste aften; at der bag facaden findes færre succeshistorier end foran kan ikke komme bag på nogen, men hvilke og hvorfor fremgår af forestillingens spring frem og tilbage mellem nutid og de foregående årtier. Historiens Liv, Le, Henning og Rudolf indgår ikke bare i en biologisk kæde, de er også produkter af århundredets evolution, som her på falderebet står med nogle temmelig indgribende menneskelige forviklinger på kernefamilieplanet. "Tænk at I orker mit rod!" som Birgit Sadolins mor med de successive parforhold fra tresserne og frem siger til børnene, da de planlægger juledagenes kombinationer af ex-partnere, fælles- og papbørn, der ikke kan være i stue med hinanden.

Døren smækket i
Familiesagaens politiske og sociale klangbund er både godt og grundigt, men også næsten dagsaktuelt, lagt ud. Så meget, at der i en scene fra besættelsen falder en sidebemærkning, der refererer til Berlingskes friske afdækning af A.P. Møllers medvirken på både den ene og den anden side. Hele vejen fra præ-tyvernes overfladiske societyfrue, der kommenterer 1. verdenskrigs udbrud med en klage over sit forsvundne balkort, til nutidens tre par, der hver for sig er lige fucked up, mærker man en bagvedliggende bevidsthed, der er sig århundredets menneskelige omkostninger på det basale partner&børn-plan meget bevidst. At aktualiteten så går så vidt som til at bøje sig for halvfemsernes obligatoriske incestvinkel og medtage lidt mor&søn-snavs på sidelinjen er bare så kedsommeligt. Og den objektive holdning tipper i en scene fra et '68-kollektiv, der beskrives i efterrationaliseringens groteske bakspejl på en måde, der kolliderer med det foregivne flue-på-væggen pow.
Alligevel - hvis man drager til Gladsaxe med forventninger om lidt uforpligtende millenium-status i revymellemlejet, går man både sobergjort og let opløftet derfra. Holdet har en hensigt og spillet - Hanne Windfeld som den begavede forlægger med den umodne, nyrige ejendomshandlermand Christian Mosbæk, husvennen Finn
Nielsen (i stykkets bedste rolle, var han dog bare blevet sparet for slutningen), Vera Gebuhrs eventyrtrængende mormor, Birgit Sadolins mor&datter, Thure Lindhards unge mand (især vittig som businessminded bz'er&autonomklon), Claus Gerving og Ann Kristine Schmidt samt Gladsaxes lysende Mette Maria Ahrenkiel - er frisk, klangrigt og berørende.
En ganske velplaceret smækken med døren.

*Scener fra et århundrede af Adam Price. Instr.: Henrik Sartou. Scen.: Jesper Corneliussen. Gladsaxe Teater. Til ultimo januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her