Analyse
Læsetid: 5 min.

Guds Parti og naboerne

24. december 1999

Hizbollah regner med at militsen kommer til at spille en vigtig rolle i Mellemøstens fredsproces. Sandheden er, at processen tværtimod kan true selve Hizbollahs eksistens

Da sheik Hassan Nasrallah i dette forår udtalte, at "fjenden har indrømmet, at vi har en betydelig indflydelse på det kommende valg", sagde han måske noget, som lå tættere på sandheden, end han selv kunne håbe på.
Ehud Barak, som gik hen og blev ministerpræsident i fjendelandet Israel efter valgsejren den 17. maj i år, appellerede til vælgernes gunst med en række løfter om at skabe fred langs landets grænser. Det er han godt i gang med nu og selvsamme fredsproces, som blev valgets hovedtema, kan nu komme til at true sheiken og hans bevægelses hele eksistensberettigelse.
Hassan Nasrallah er generalsekretær for den militante libanesiske Hizbollah-milits, som gennem de sidste mange år har ført an i den væbnede konflikt mod Israel. Organisationen opstod i 1982 i kølvandet på den israelske invasion af Libanon. Under navnet Fred for Galilæa iværksatte den daværende Likud-regering en storstilet militæroperation, som førte israelske tropper helt til Beirut. Felttogets formål var at rydde ud i de kræfter i Libanon, som ved hyppige raketangreb gjorde livet surt for borgerne i det nordlige Israel, og ganske vist lykkedes det at få PLO definitivt ud af sit hovedkvarter i Beirut.

I palæstinensernes sted trådte Hizbollah, som med PLO'sk ildhu har ført kampen videre. På trods af at Israel efter tilbagetrækningen fra Libanon i 1984 forblev i den såkaldte sikkerhedszone i den sydlige del af landet og her fortsætter med at poste både penge og våben i lokalområdets kristne Sydlibanesiske Hær (SLA), hænger man fast i det libanesiske kviksand, uden at freden for alvor er kommet til Galilæa.
Med jævne mellemrum får det nordlige Israel endnu en bølge af katyushaer ned over sig. Selvom disse gamle sovjetiske raketters ødelæggelsesevne er begrænset sammenlignet med moderne angrebsvåben, er den psykologiske effekt betydelig.
Derfor kæder Ehud Barak en afklaring af situationen i Sydlibanon sammen med spørgsmålet om Golanhøjderne, når israelere og syrere snart sætter sig til forhandlingsbordet. Styret i Damaskus betragter stadig Libanon som syrisk provins og er til stadighed til stede i nabolandet med en stærk militær repræsentation, og formodes derfor at have nøglen til den sikkerhed, Israel kræver for sine borgere i nord mod at trække sig tilbage fra Golan.

Syrien er helt bestemt i stand til at tøjle Hizbollah. Det vil ikke være helt ukompliceret, men kan lade sig gøre," siger Anat Kurz, som er ekspert i islamisk fundamentalisme ved Tel Aviv Universitetets Jaffee Center for Strategic Studies.
Hun ser også dette som det egentlige formål med den syriske udenrigsminister Farouk a Sharas besøg i den libanesiske hovedstad tidligere på ugen. Efter sine møder med Libanons ledere udtalte udenrigsministeren, at de to landes fredsforhandlinger med Israel vil forløbe parallelt, og at Libanon kræver en ubetinget israelsk tilbagetrækning fra sikkerhedszonen. Derimod afviste a Shara at udtale sig om, hvorvidt hans besøg også havde til hensigt at tæmme Hizbollah.

Hizbollah - eller retteligt Hizb Allah, Guds Parti - kom til verden i byen Baalbek i den syrisk kontrollerede Bekaa-dal. Her har bevægelsen stadig hovedkvarter og har gennem årene oparbejdet stor erfaring i guerillakrig. Små let bevæbnede enheder lægger til stadighed baghold for israelske og sydlibanesiske tropper, og selvom der ikke har været større sammenstød gennem længere tid, vides Hizbollahs operationelle styrke at være øget.
I takt med at israelske politikeres tanker om at trække sig ud af Libanon har taget form, er Israels veludbyggede efterretningsnet af civile libanesere forsvundet. Uden dette har den israelske hær vanskeligere ved at kortlægge Hizbollahs bevægelser og forudse næste angreb.
Kampen mod Israel har altid været grundlaget for Hizbollahs aktiviteter," siger Anat Kurz til Information. "Og med udsigten til en fredsslutning mellem Israel og Syrien er dette grundlag pludselig begyndt at vakle. Trækker Israel sig ud af sikkerhedszonen og slutter fred med Syrien, som det er Baraks erklærede hensigt at gøre inden næste sommer, er Damaskus nødt til at føre Hizbollah i kort snor."

Hizbollah baserer sig, ligesom Hamas og de fleste andre fundamentalistisk islamiske grupper i Mellemøsten, på et omfattende socialt arbejde. Ved dette opnår man bred folkelig tilslutning, som Hizbollah underbygger ved at føre an i kampen mod den zionistiske fjende. Målsætningen er imidlertid ikke så meget at føre udenrigspolitik som at skabe grundlaget for at omdanne Libanon til islamisk republik.
Bevægelsen ved godt, at en fredsslutning kan komme til at koste mindst nogle stykker af de 7 ud af 128 mandater, man har indvalgt i det libanesiske parlament. Der er flere lignende bevægelser i Libanon, som uden den væbnede kamp mod Israel fører en langt mere overset tilværelse. Af organisatoriske hensyn er man derfor nødt til at være imod en fredsslutning med Israel. Skulle dette ske vil Hizbollah befinde sig lidt i samme situation som NATO efter Sovjetunionens sammenbrud. Man vil have mistet sin raison d'etre.
Anat Kurz mener, at mens dele af organisationen vil indse, at tiderne har ændret sig og være forberedt på at omlægge aktiviteterne tilsvarende, vil stærke elementer Hizbollah fortsætte med at skabe hindringer for fredsprocessen:
"Dette var budskabet, da organisationen umiddelbart efter at den nye syrisk-israelske forbindelse blev kendt, lod meddele at man fortsætter den væbnede kamp uanset udviklingen i fredsprocessen."

Hizbollah henter ideologisk oprustning og i et vist omfang økonomiske midler i Teheran. Bevægelsens grundlæggere, Sayyid Abbas al Mussawi og sheik Subhi al Tufayli, fik begge deres religiøse uddannelse i Iran, hvor Revolutionsgarden gennem de første år også sørgede for militær træning og våbenleverancer. Omfanget af den økonomiske støtte kendes ikke, men månedlige beløb i størrelsesordenen 20 millioner dollar er flere gange blevet nævnt.
Professor i politologi ved det israelske Bar Ilan Universitet, Efraim Inbar, finder disse tal voldsomt overdrevne. Iran er ikke noget velhavende land længere, men det er givet, at Teheran stadig støtter Hizbollah, ligesom bevægelsen henter midler i andre arabiske stater og hos et antal velhavende privatpersoner.

Men denne iranske forbindelse er stadig afhængig af de politiske vinde i Syrien, som ikke blot kontrollerer Hizbollahs træningslejre i Bekaa-dalen, men også kan stække organisationen forholdsvis effektivt ved at blokere for videre iranske våbenforsendelser, som kommer gennem lufthavnen i Damaskus. Dette er ikke sket endnu og vil heller ikke nødvendigvis ske, selvom fredsforhandlingerne kommer i gang.
"Da Rabin i sin tid talte med syrerne blev Hizbollahs aktiviteter ikke standset," siger professor Inbar til. "Dette er helt almindelig, mellemøstlig realpolitik, som ikke kan være meget anderledes. I øvrigt gjorde Kissenger nøjagtig det samme i Vietnam!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her