Er vi en flok forvoksede babyer, der drømmer om rockstjerner som kitchede helgener, og har vi opgivet jagten på kunstens mening og de fundamentale spørgsmål?
Verdenskompas
"Tate Gallery i Liverpool har gjort noget frygteligt imod mig. Det har overbevist mig om, at når jeg dør, så er Guds kongerige det sidste sted, jeg vil hen. Gud, vær så venlig, send mig ikke i himlen. Jeg elsker ilden. Og jeg har begået en forfærdelig synd."
Kunstanmelderen Waldemar Januszczak faldt forleden på knæ i The Sunday Times og bønfaldt Gud om ikke at blive sendt i himlen, hvis han dér på nogen måde risikerer at blive konfronteret med den omgang 'religiøse kitch', som netop nu er udstillet på Tate Gallery.
Udstillingen Heaven har i efteråret været i Düsseldorf, men nu er den kommet til The Beatles' elskede Liverpool. Dér har Januszczak bl.a. set den russiske maler Olga Tobreluts 'renæssance'-maleri af Hollywoods unge darling, Leonardo DiCaprio, der i sin næsten nøgne og himmelvendte positur "prætenderer at være den hellige sankt Sebastian".
Han har set den amerikanske kunstner Jeff Koons sende sangeren Michael Jackson i himlen "isvøbt guld og hvidt fra top til tå, og han vugger en ny lille ven i sit skød: en abe, som ligner ham selv ganske meget."
"Og Lady Di vil også være der (i himlen, red.), i legemsstørrelse, iklædt flagrende blå gevandter af den slags, der er fremvist i millioner af katolske ikoner af millioner af omsorgsfulde Mariaer. Så det er officielt. Tate insisterer på det. Himlen vil se ud som en juleudgave af Stars in Their Eyes."
Og med lån fra den amerikanske cafékæde, Hard Rock Café, udstilles 'mindeværdige genstande' fra rockens verden i Tate Gallery. Og "en kunstner fra Las Vegas kaldet - ja, vil De ikke gerne vide det! - Jeffrey Vallance har samlet de svedige satintøjstykker, som Elvis plejede at smide ud til sit publikum og genudstillet dem for os med stille ærefrygt: ligstykkerne fra Tennessee."
Januszczak erkender, at det er en underholdende udstilling - tænk bare Elvis og Ladi Di som sekulære helgener - der "fortæller os noget sandt om vor tids kunst og derfor også om tiden selv."
'Slået af den infantile atmosfære på det meste af udstillingen' konkluderer anmelderen: "Showet har ret. Vi er bare en flok store babyer! Og regnbuer og sommerfugle vil præge den menneskelige livsbetingelse overalt i det 21. århundrede!"
Intellektuelt bluff
Infantilisme eller ej, så er det blevet sværere at samtale offentligt om kunst og værkernes mening. Den slovenske filosof Slavoj Zizek beretter i den tyske ugeavis Die
Zeit, hvordan han i en offentlig kunstdiskussion blev bedt om at udtale sig om et maleri, og han forsøgte at lave (erkender han selv) et intellektuelt 'bluff' - bl.a. med ord som: "Billedets ramme her foran os er ikke dets virkelige ramme: Der er en anden, usynlig ramme, der foregives i det maledes struktur, en ramme, som indrammer vor iagttagelse af billedet..."
Og så tilføjer han: "Til min store overraskelse var dette korte indkast en utrolig succes. Flere af de efterfølgende talere refererede til 'rummet mellem de to rammer' og ophøjede det til en stående vending. Det gjorde mig ked af det. Hvad jeg måtte erfare var ikke kun et bluffs virkningsmagt, men også en radikal indifference."
For at forklare hvorfor tager Slavoj Zizek en omvej. Kants fornuftstænkning udøver ikke længere nogen magt over os. I stedet hersker den historiske relativisme, der "er interesseret i, hvorfor nogen siger noget, ikke i hvad der bliver sagt."
Selv mener han, at der igen er brug for at stille "de store naive spørgsmål: Hvad er Livet? Hvad er Verden? Hvad er den frie Vilje? Så længe vi ikke gør det, er der forlængst andre - som New Age obskuranter - der gør det for os og imod os."
Men vore dages herskende kulturvidenskaber tager ikke længere de fundamentale spørgsmål alvorligt og er "gået i den såkaldte postmodernistiske politiks fælde.
Sågar når de foregiver at være socialkritiske, glemmer de, at det fænomen, de undersøger, er underordnet den globale kapitalismes kontekst."
Som eksempel nævner han, at begrebet 'arbejder' er forsvundet og erstattet af begreber som 'indvandrere', 'migranter' og 'multikulturelle problemer'. Men i virkeligheden er arbejdsprocessen henvist til undergrunden - som i Fritz Langs Metropolis - og i dag er der "milioner af arbejdere, der sveder i den tredie verdens fabrikker. (..)
Stillet over for deres usynlighed kan Vesten vrøvle om arbejderklassens usynlighed."
Kropsligt arbejde bliver i de fleste Hollywood film, om overhovedet, repræsenteret som 'uanstændige kriminelle handlinger'. I mesterforbryderens domæne (f.eks. fremstilling af narko eller af en raket) - og efter at en James Bond har mødt denne social-realisme på den illegale fabrik, så "søger han tilbage til vores forbrugsparadis".
Det paradis har sine egne fælder, understreger Zizek. F.eks. i form af det freudianske 'over-jegs paradoks': "Jo mere Coke De drikker, jo tørstigere bliver De; Jo mere profit De får, jo mere vil De have; Jo mere De følger over-jegets befalinger, jo mere skyldig bliver De. ...Eller jo mere du besidder af det, du begærer, jo mere savner du, og desto større bliver dine krav."
"Denne logik er den klare modsætning til det kærlighedens paradoks, som Julie udtrykker over for Romeo med de udødelige ord: 'Jo mere jeg giver, jo mere har jeg.'"
Overjegs-paradokset kaster lys ind over den måde, kunst- og kulturscenen fungerer på, mener Zizek. Ofte beklager man sig over kommercialiseringen og markedsgørelsen af kunstværkerne, men der finder også en modbevægelse sted, påpeger han: "Den voksende kulturalisering af markedet selv." Kultur bliver en central komponent i markedet, men "for at overleve på markedets konkurrencebetingelser må det kultur-økonomiske apparat i dag ikke alene tolerere, men fremstille stadig stærkere og mere chokerende effekter og produkter."
At provokationen forlængst er blevet til markedsværdi, kunne man læse forleden i International Herald Tribune. I en artikel - med overskriften: "Fornærmelse af Bourgeoisiet, del II" - skriver Souren Melikian, at Sothebys auktionshus har solgt Marcel Duchamps opdaterede 1964 version af det berømte 1917 uninoir til en noget højere pris end forventet: For 1,6 millioner dollar plus salgsafgift, "betalt af en køber identificeret kun som 'LO81'. Duchamp ville have elsket det navn."
Problemet er bare, som Melikian bemærker, at det, surrealisterne udtænkte som en joke til at provokere borgerskabet, i dag ofte reduceres til en "simplificeret parodi".
"Senere stimulerede surrealisterne dem, som havde lidt talent og havde en stærk tendens til at tage en joke for det, den aldrig var - en model," slutter Melikian.
