Den Heller'ske fælde

FORFATTEREN AKSEL Sandemose blev kendt for sine romaner, men også for et princip, som blev beskrevet i en af bøgerne, nemlig Jante-loven, som senere fik sit eget liv uafhængigt af bogen i den almene begrebsverden.
På samme måde voksede netop afdøde Joseph Hellers udtryk, catch-22, sig større end den satiriske roman af samme navn (som ellers var af betragtelig storhed) og lige ind i diverse amerikanske ordbøger.
Man standser op i en umulig situation, kigger på hinanden, ryster på hovedet og siger: "Det her er en typisk catch-22".
Det betyder som regel, at man står i et valg mellem to lige umulige løsninger - og at der ikke findes en tredie mulighed. Ligegyldigt hvad man gør, er det forkert. En situation, "som udelukker succes, et dilemma, hvor offeret ikke kan vinde", siger The New Shorter Oxford English Dictionary.
Men udtrykket er mere subtilt end som så. I romanen fra 1961, inspireret af Hellers egne oplevelser som bomberpilot under Anden Verdenskrig (solgt i 20 mio. eksemplarer!) foregiver hovedpersonen, Yossarian, at være sindssyg, fordi han så ikke vil kunne sendes ud på flere selvmorderiske bombetogter af den sataniske øverstkommanderende for en eskadron i Middelhavet, hvis officerer er mere interesserede i parader og forfremmelser end i krigen.
Men millitærlægen tolker dette som et ekstremt sundhedstegn, et sikkert bevis på, at hovedpersonen dybest set er mere moralsk og fornuftig end de fleste - og afviser at erklære ham syg, hvorfor Yossarian alligevel kan sendes ud på nye bombetogter...det, han netop ville undgå. Lægen henviser til paragraf - eller punkt - 22, som den danske titel blev, og som altså rummer en argumentation, der bider sig selv i halen.
ROMANEN fik først en blandet modtagelse og solgte ikke specielt meget, men dens ry voksede og nåede uanede højder, da den blev filmatiseret i 1971 og samtidig kunne opleves som en kommentar til den da eskalerende Vietnam-krig. Til kriges absurditet i det hele taget.
Heller er blevet sammenlignet med Kafka og den samtidige Kurt Vonnegut, filmen med Stanley Kubricks Dr. Strangelove, og qua sit sygt-sundt tema med Ken Keseys Gøgereden, bogen og filmen, i en periode, hvor også psykiateren Ronald D. Laings såkaldt anti-psykatriske teorier vandt frem...at en psykisk sygdom kunne være en sund reaktion på en sygdom i familien eller samfundet. Catch-22 har vist sig mere langtidsholdbar end Norman Mailers krigsroman De nøgne og de døde og regnes i dag for en af århundredets helt store romaner.
Hvorfor voksede romanen i betydning? Fordi den var mere end en krigsroman. F.eks. møder man i den en mand, som er pakket ind i gaze. Livsfunktionerne holdes i gang af sonder og kanyler. Man kan komme i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er et menneske bag bandagerne. Der kunne lige så godt ikke være det. Eller det kunne lige så godt være hr. Jensen som hr. Hansen.
Et billede på den ansigtsløse patient i det moderne hospitalsvæsen? Ja, men meget mere end det: På bureaukrati og systemer, der er vigtigere end menneskene. De er til for menneskenes skyld, men vender sig samtidig mod menneskene. Uden at nogen egentlig har villet det. Vi sidder alle i diverse sakse.
SELVFØLGELIG er der et gran af letkøbthed i det, når vi møder systemerne med en hovedrysten - fra skattevæsenet over diverse andre EDB-styrede systemer og dansk politik til det, soldaterne selv kalder Cirkus Milli. Men satiren rammer alligevel.
Eksempelvis Watergate-præsidenten, der brugte udemokratiske metoder til det, han selv sagde var et forsvar for demokratiet.
Og har vi ikke selv på det mindre plan oplevet politikere vedtage en løsning omkring Det Kgl. Teater, som de færreste var tilfreds med, men som de stemte for på grund af de politiske konstellationer?
Og på det store, mere alvorlige plan: At stå over for en Kosovo-situation, hvor det "var forkert" ligegyldigt, hvad man gjorde. Om man blandede sig eller ingenting gjorde? En typisk Catch-22 - i hvert fald i den enkle betydning.
For øvrigt var Hellers bog lige så populær i østlandene som i Vesten. Man genkendte absurditeterne fra det kommunistiske system.
I DEN NEKROLOG, Washington Posts Peter Carlson havde skrevet i avisen i går, refererede han en frokost, Heller og han nød sammen for et års tid siden, lige da Lewinsky-skandalen så småt var ved at udvikle sig. Heller gav udtryk for, at han fandt den stærkt underholdende ("I love it"), fordi den var så latterlig. En sand kender af det absurde, konkluderer nekrologskriveren.
Og en sand catch-22-situation. Anklagerens hele taktiske manøvre gik ud på at fange Clinton i den Heller´ske fælde: Hvis præsidenten løj om affæren, ville han risikere, at anklageren kunne bevise affæren. Og så havde Clinton tabt. Hvis han sagde sandheden, ville han risikere, at den moralske forargelse var så stor, at han kunne blive tvunget til "frivilligt" at træde tilbage. Og så havde han tabt.
Et særdeles anvendeligt begreb, denne catch-22.
Bjørk