Læsetid: 2 min.

Himmelske jordsange

11. december 1999

Med sin hidtil største satsning viste Marilyn Mazur sig ikke kun som en mageløs slagtøjspiller, men også som en unik orkester- og kor-komponist

Koncert
De mange projekter Marilyn Mazur er impliceret i, andres og egne, viser hende sædvanligvis med mindre ensembler. Hendes eget, internationale orkester, Future Song, der samles et par gange om året, består f.eks. af en lille halv snes musikere. I 1996-97 viste hendes A Story of Multiplicity imidlertid, at hun også kunne håndtere en dobbelt så stor besætning, næsten et big band, nemlig det, der udgjorde Brande International Music Workshop Orchestra, som også var internationalt sammensat.
Og senest har hun torsdag og fredag præsenteret en ny suite, Jordsange, et værk af halvanden times varighed, skrevet for trio, kompakt big band (Copenhagen Art Ensemble) og mindre kor (Ars Nova). Musik, der, som så meget tidligere fra Mazurs hånd og ånd, er præget af hendes dybt musiske personlighed, af en kunstnerisk leg, der altid er rodfæstet i alvor.

Norsk og orientalsk
Ved uropførelsen i Pumpehuset hørte man først en trio bestående af Mazur selv på slagtøj og to norske musikere, som hun tidligere har arbejdet sammen med, sangeren Per Jørgensen og el-guitaristen Eivind Aarset. Sidstnævnte skilte sig ud fra den ellers altovervejende akustiske musik, som Mazur dyrker, men ved at betone el-guitarens finere elektroniske virkemidler kom Aarsets udfoldelser til at ligge i organisk forlængelse af Mazurs udstrakte anvendelse af allehånde bækkener og andet metal-slagtøj.
På den baggrund gav Jørgensen, som foreløbig gemte sin pakistanske (?) kornet, sig ud i den form for orientalsk farvet scatsang, som er hans speciale, og som i sin blanding af raga- og flamenco-træk og muezzin-på-speed var endnu mere frapperende end tidligere. Efter denne trio-introduktion, som bl.a. omfattede et ældre stykke, "Circular Chant" (indspillet af Mazurs Pulse Unit i 1994), og som tjente til opvarmning af lokalet, fulgte en kort pause, hvor orkester og kor stillede op på hver sin side af tribunen.

Trioen i centrum
I den følgende fremførelse af Jordsange forblev trioen, og især Mazur selv, det dynamiske centrum på tribunen, hvorfra orkester og kor tog afsæt. Mazur benytter her for første gang sangtekster, der ikke er hendes egne, men er lånt fra nordmanden Vigdis Garbareks filosofiske sentenspoesi. Den blev næsten forståelig i Jørgensens vokale fortolkning og i korets (under ledelse af Ivan Hansen).
Trioens instrumentale side blev tilsvarende forstørret op af orkestret og dets mange fremragende solister, med karakteristiske indslag af minimalmusik (f.eks. i Thomas Clausens el-klaver) og mindelser om Miles Davis' Bitches Brew-musik (f.eks. anvendelsen af basklarinet).
Denne Mazur-suite, som spænder fra det spirituelle til det jordiske og fra det vegeterende til det sanselige, er et værk af stor detail-rigdom, som unægtelig kræver mere end en enkelt gennemhøring. Også derfor må man håbe på en cd-optagelse, der af hensyn til mange balance-problemer bør foretages i studie.
Herefter er det rimeligt at citere den første jordsang: Det virkelige ord er stumt.

*Marilyn Mazur: Jordsange til tekster af Vigdis Garbarek, med Mazurs trio, Vokalgruppen Ars Nova og Copenhagen Art Ensemble i Pumpehuset torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu