Den fremstormende videnskab om humor, gelotologien, giver ny viden om forgangne tider og håb for fremtiden - årtusindets vits er dog endnu ikke fundet
Gelotologi
I: En ven spurgte Gud, hvor han havde tænkt sig at holde ferie i år.
"I hvert fald ikke på jorden," svarede Gud, "for da jeg var der for 2000 år siden, gjorde jeg en kvinde gravid, og de har talt om det lige siden."
Humor er som vand. Den er overalt, og dens veje er uransagelige. Ovenstående vittighed er fundet blandt milliarder af artsfæller på Internettet, det nye, verdensompændende medie for vitser. Humor og jokes ligger sammen med sex og musik i toppen blandt de mest efterspurgte emner på www, men trods vitsernes eviggrønne popularitet ved ingen, hvem der opfinder dem.
Og det er en af humorforskningens største gåder.
"Én teori går ud på, at det er langtidsindsatte i fængslerne, der finder på vitserne," siger Rod Martin, professor i psykologi ved University of Western Ontario i Canada, "men den teori skal vist ikke tages helt alvorligt."
Rod Martin er medlem af International Society for Humor Studies (ISHS). Og det selskab skal tages helt alvorligt.
ISHS er over 20 år vokset fra studiekreds-stadiet til et verdensomspændende, akademisk netværk med velbesøgte årlige konferencer samt eget nyhedsbrev og tidsskrift, begge med titlen Humor.
Når humorforskningen er relativt ny, skyldes det ifølge Rod Martin, at der har været en vis modstand i akademiske kredse imod lystbetonede emner. Siden starten af firserne er der sket en opblødning, det er blevet stuerent at forske i humor, og ISHS har løbende hvervet medlemmer fra en bred vifte af humanistiske fag og fra alverdens lande. Takket være gelotologien (uofficiel betegnelse for humorforskning, af græsk gelos=latter) ved vi i dag mere end nogen sinde før om, hvorfor vi griner og af hvad.
"Latter bunder i traumatiske ting og alt, hvad der gør os nervøse eller ængstelige," forklarer Rod Martin. "Når sex er et af de største emner for vitser, er det på grund af nervøsiteten og tabuet. Humor er en måde at føle sig glad og fri, på trods af problemer eller ydre fjender."
Rod Martin har ved forskning i sammenhængen mellem stress og humor fundet, at der er to grundlæggende forskellige måder at le på under stress. Enten ler man, fordi man ikke vil se tingene i øjnene, som en art eskapisme, eller også er latteren led i en erkendelsesproces, der baner vej for handling.
II: Hvorfor går soldaterne rundt med en hotdog i hånden?
Fordi Saddam Hussein vil hælde sennepsgas på dem.
(Fortalt blandt amerikanske soldater under Golfkrigen)
Koncentreret zeitgeist
En af ISHS' pionerer, psykiateren William Fry, sammenligner forskning i humor med anekdoten om de fem blinde, der undersøger en elefant - de kan hver beskrive et element af sandheden, men helheden opstår først, når delbeskrivelserne lægges sammen. I forsøget på at sammenstykke et kort over latterens natur er gelotologien måske på sporet af noget stort, for vitser er andet og mere end mental stesolid - de er tidskapsler, komprimerede skattekister af information, der ved afkodning og analyse sladrer om, hvem og hvordan vi var i forskellige historiske epoker.
Det mener i hvert fald Joseph Boskin, der som professor i sociologi ved Boston University har forsket i to former for det 20. århundredes humor, dels folkeviddet generelt, dels de såkaldte vitscykler, dvs. serier af jokes baseret på temaer som f.eks. katastrofer, elefanter eller elpærer. Hos Boskin hænger vitserne i bund og grund uløseligt sammen med begrebet zeitgeist.
"Vits-cyklerne optræder i skarpt afgrænsede historiske perioder og hænger tæt sammen med tidsånden eller store sociale konflikter eller forandringer," forklarer Boskin.
"I starten af århundredet var Helen Keller-vitser populære, senere fulgte vits-cykler om elefanter eller syge (f.eks. de to følgende, red.)."
"60'erne skiller sig ud derved, at de første socialt bevidste vittigheder ser dagens lys. Den sociale bevidsthed skinner igennem både i vitser, i graffiti og hos komikere. Der er skepsis i 60'ernes humor, men ikke kynisme. Kynismen dukker til gengæld op sidst i 60'erne sammen med de første elpære-vitser."
Elpære-vitserne er typisk fjendtlige i tonen og sladrer om individets forhold til en gruppe, hævder Boskin. (eks. V).
III: Hvordan brændte Helen Keller fingrene?
Da hun læste vaffeljernet.
(Helen Keller var en blind og døv kvinde, der i starten af århundredet kæmpede en heroisk kamp for en normal tilværelse, red.)
IV: Hvad er forskellen på en elefant og en blomme?
En elefant er grå.
V: Hvor mange newyorkere går der til at skrue en elpære i?
Hvad rager det dig.
"I 1980'erne og 90'erne dominerede katastrofe-vitserne," siger Joseph Boskin, der ved siden af humorstudier har forsket i vold i byzoner i USA.
"De startede med Nathalie Woods-vitserne, da hun druknede i 1982. Siden kom katastrofen i Bhopal, Tjernobyl-katastrofen og Challenger-katastrofen. De har alle være genstand for vits-cykler, ligesom Lewinsky-skandalen, der også må betegnes som en katastrofe," siger Joseph Boskin.
Ifølge Boskin er humor, ved siden af musik, den vigtigste samlende faktor i amerikansk kultur. I modsætning til f.eks. japansk kultur, hvor der er en skarp grænse mellem alvor i arbejdstiden og en hæmningsløs pjatten efter arbejdstid, er humor integreret i alle niveauer af amerikansk samfundsliv.
"I århundredets løb har humoren været med til at forene og danne bro mellem folkeslag. Religiøst, etnisk og racemæssigt er USA det mest komplekse samfund i verden. Humor er amerikanernes redskab til at håndtere konflikter og vold," siger Boskin.
Høge-vitser og due-vitser
Don Nilsen, professor i engelsk litteratur ved Arizona Universitet og sammen med sin kone Aileen stifter og primus motor bag ISHS, mener, at humorens væsen har en grundlæggende dualitet.
"Humor kan bruges til enten at konkurrere eller skabe bånd," siger Nilsen.
"Der er f.eks. en tendens til, at mænds humor nedgør andre, hvor kvinders typisk skaber bånd. Had og racisme er tit forklædt som humor, der søger konfrontationen men har et sikkerhedsnet under sig, som når man tilføjer: 'kan du ikke tage en joke?'" siger Don Nilsen.
Professor i kommunikationsteori og ISHS-medlem Charles Gruner har skrevet en bog om humorens oprindelse, hvori han hævder, at al humor af natur er fjendtlig eller aggressiv. I Gruners teori er urlatteren en slags psykologisk befrielse, tæt forbundet med skriget efter kamp med en fjende eller et dyr.
Don Nilsen tager afstand fra Gruners teori:
"Sociologiske studier viser, at både børn og voksne griner mere, når de er sammen med andre, end når de er alene. Det tyder på, at humor er et socialt bindemiddel," siger Nilsen, der skelner mellem solidariske eller synergiske vitser (skaber sociale bånd) og magt-vitser (styrker et individ eller en gruppe ved at nedgøre andre).
VI: Støt Grevinde Danner Stiftelsen. Tæv din kone!
"Grusom humor kan ikke karakteriseres som humor, fordi den mangler det dobbeltsyn, der netop karakteriserer sand humor," siger Nilsen. "Mange umodne religiøse mennesker har et endimensionalt syn - de kan se deres egen religion og sandhed, men er blinde over for andres synspunkter. Det samme gælder i autoritære regimer, hvor man straffer folk for at gøre grin med magthaverne. Evnen til at anerkende flere synspunkter er en af de egenskaber, der kendetegner humor, og hvis man ikke har den evne, har man ingen humoristisk sans," siger Don Nilsen, der mener, man bør være varsom med, hvilke vitser man kolporterer.
"Fortæl ikke en joke, der tramper på nogen, der allerede ligger ned," siger han.
"Man kan sagtens styrke en gruppe ved at fortælle jokes eller drille, men det afgørende er, at man har gode følelser over for den gruppe, der er genstand for vitsen."
Demokrati dræber humoren
"Don Nilsen har fodret dig med amerikansk ideologi," siger Christie Davies, professor i sociologi ved Reading University, der er stærkt uenig med sin gode ven og ISHS-kollega Don Nilsen.
"Folk er meget mere sofistikerede i deres måde at bruge jokes på, end man kan udlede af vitsernes indhold. Vitser er dobbelttydige, de skal ikke forveksles med seriøse udtalelser. Don Nilsens fejltagelse er, at han ikke forstår den pointe."
- Du siger altså at han selv mangler humorens dobbeltsyn?
"Ja, men han er amerikaner og hvad kan man forvente? Ironi er jo ikke amerikanernes stærke side," siger Davies, der mener, at det politiske klima i høj grad dikterer den humor, der er gældende på givent tid og sted.
Christie Davies forsker i etnisk humor og har skrevet bøgerne Ethnic humor around the world og Jokes and their relation to society. Hos Davies er humor grundlæggende aggressiv, og fjendtligheden ses af den måde, folkeslag og befolkningsgrupper udstiller hinandens dumhed på, som vi kender det herhjemme fra f.eks. Århus- eller molbo-historier. Regions-humor af den type er et globalt fænomen.
"Hvor god er den politiske humor i demokratiske lande som England eller Danmark?" spørger Davies retorisk, "ikke ret god, fordi vi kan tale åbent om politik. Derimod florerede humoren under kommunismen i Østeuropa. De havde den bedste politiske humor i verden, fordi de var nødt til at sige tingene indirekte."
VII: Hvad ville der ske, hvis man fik kommunistisk styre i Sahara?
Ikke meget de første par år, men så ville man få mangel på sand.
"I USSR havde man en officiel humor, men den vigtige humor var i undergrunden," siger Christie Davies. "Man prøvede at kontrollere humor gennem systemet. Det fejlede. Folk regnede ikke med den officielle humor."
"Det er et interessant faktum, at selv folk i KGB fortalte undergrunds-jokes imod systemet. Sådan var det helt tilbage til Stalins tid. Men når forholdene bliver for farlige, stopper humoren. Der er ikke registreret nogen vitskultur blandt nazilederne, til gengæld var der mange jokes om Franco."
"Jeg tror, humoren trives bedst under et dekadent, autoritært styre. Under Hitler eller Stalin var folk bange, men da det kom til Bresjnev var systemet åbenlyst i problemer, og folk var ikke bange på samme måde."
Den evige nar
Målt med en årtusindsskala ser Davies ikke de store udviklingstendenser i folkeviddet.
"Overgangen fra land- til bysamfund er den eneste virkeligt afgørende milepæl i den vestlige verdens humorhistorie," siger han, "samtidig med den industrielle revolution i sidste århundrede, ændrer vitser sig fra at være lange, udredende fortællinger, med en indbygget morale, til at være korte, selvstændige historier, som er skarpere og bedre konstrueret."
Ifølge Davies var og er landsamfundenes humor baseret på narrefiguren, eksempelvis den gamle tyske trickster (spilopmager) Till Eulenspiegel. Figuren - det vise fjols - er stadig meget udbredt i fortællinger i midtøsten og på Balkan, hvor han kaldes Joha og Mullah Nasrudiin. Eulenspiegel holder et spejl (spiegel) op for det lille samfunds fejl. Historierne går tusindvis af år tilbage, med rødder i østen.
"Iranerne er nok nogle af verdens mest sofistikerede humorister," siger Christie Davies, "de kender Mullah Nasrudiin men er samtidig mestre i at fortælle moderne vitser."
Christie Davies tror ikke på, at humor som sådan spiller den store rolle for samfundets udvikling.
"Hvis du beder folk forklare, hvorfor noget er sket, hører man aldrig humor nævnt som en grund. Hvorfor ikke? Fordi det ikke er en vigtig grund," siger Christie Davies.
VIII: De sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste.
- Hvad så med alle os andre?
(Woody Allen)
Den tyske gelotolog og professor i psykologi Willibald Ruch fra universitet i Düsseldorf har for nylig lavet en undersøgelse af humoren i det moderne Tyskland. Det viser sig, at nonsens eller vrøvle-vittigheder er de mest populære ved siden af sex-vitser. Samme tendens ses ifølge Rod Martin i Canada, og professor i lingvistik ved Youngstown State University, Salvatore Attardo, ser et lignende humor-skift i Italien, hvor 70'ernes bølge af politisk ladet venstrefløjshumor er blevet afløst af 80'ernes og 90'ernes nonsenshumor.
"Venstrefløjshumoren i 70'erne var møntet på både specifikke politikere og hele systemet," siger Attardo. "Humoren var populær i brede kredse og humormagasiner solgte enormt, f. eks. Il Male, der startede som et meget kontroversielt magasin men blev en bestseller, og bladet Cuore."
"Ved slutningen af 80'erne forsvandt den politiske humor. Nonsens og ordspil tog over, og i dag dominerer den type humor totalt. Il Male er gået ud. Cuore findes endnu, men sælger meget mindre."
Attardo frygter, at dominans fra Hollywood og amerikanske sitcoms vil udjævne nuancerne i den globale humor.
"Når man har set Teenage Witch på polsk, har man set alt. Tv-selskaberne dumper produktet på europæere og asiatere. Jeg tror, det med tiden vil spille ind på folks smag. Det er godt for dem der sælger sitcoms, men skidt for den kulturelle diversitet," siger Attardo.
Er den politiske humor på tilbagetog, så vinder humorens politik til gengæld frem med stormskridt. Antallet af humorkonferencer i verden er stærkt stigende, ISHS's medlemstal vokser støt, og der gøres for tiden ihærdige bestræbelser over hele verden på at få humor ind i varmen som anerkendt terapeutisk, medicinsk og pædagogisk værktøj.
Uanset hvad man griner af, så er humor nemlig sundt for kroppen. Det er bevist, og den viden er lokomotivet i kampagnen for helsehumor.
"Latter stimulerer hjerterytmen og cirkulationen samt hjernefunktionen, og den aktiverer netværk, der har med kognitive funktioner at gøre. Latter stimulerer muskulær adfærd, så man får fysisk motion," siger William Fry, pensioneret professor i psykiatri ved Stanford University. Fry har forsket i humor i mere end 30 år og har ført adskillige beviser for latterens sundhedsfremmende egenskaber.
"Forsøg viser, at latter øger hjerterytmen øjeblikkeligt efter, at man begynder at grine. Det fortsætter gennem latterperioden, og jeg undersøgte, hvor meget man skulle knokle på en romaskine for at nå det samme. Det tog ti minutter på en romaskine og 15 min på en cykel at nå samme øgning i hjerterytme."
Humorbevægelsen indenfor terapi og behandling står ifølge Rod Martin utroligt stærkt i USA. I Tyskland og Schweiz har læger, psykologer, terapeuter og pædagoger etableret organisationen Humorcare, der er paraply for en række humorfremmende selskaber og foreninger. Lignende initiativer er undervejs i Grækenland og Spanien, hvor der næste år afholdes en stor international konference om humor og behandling. I Skandinavien stiftedes i januar Nordisk Selskab for Medicinsk Humor, og også i Japan - der næste år er vært ved ISHS´s konference Humor 2000 - har bevægelsen vind i sejlene:
IX: Her har jeg gået og behandlet Dem for gulsot i fire år - og så fortæller De mig først nu, at De er japaner!
"Der er ingen tvivl om, at den praktisk anvendelige humor står foran sit store internationale gennembrud," siger Fry. "Humor er noget af det mest demokratiske, der findes. Forskningen fortæller os nemlig, at alle uden undtagelse er født med humoristisk sans og potentialet for humor."
"Latter er bare ét af de genetiske adfærdsmønstre, der signalerer, at humor er til stede. Latter optræder få måneder efter ethvert barns fødsel. Selv små børn, der er født blinde og døve, smiler og griner. Desuden ses en latterlignende reaktion hos chimpanse, gorilla og orangutang," siger William Fry, der mener, at civilisationen gennem tiderne har lagt sociologiske, kulturelle, politiske og psykologiske betydningslag ovenpå humorens fysiologiske fundament.
Og der er håb forude:
"Den internationale humoroprustning inden for medicin og behandling ser jeg som et kollektivt tigerspring hen mod en mere moden og sammentømret menneskehed," siger Fry, "man skal ikke undervurdere humorens betydning ved håndtering af konflikter. Heil Hitler har en vis klang, men havde man sagt
Heil Schickelgruber, så var den aldrig gået."
- Christie Davies hævder omvendt, at humor overhovedet ingen rolle spiller i politik.
"Det kan du ikke regne med," ler Fry, "Christie er den inkarnerede humor. Han er en rigtig spøgefugl og elsker at tage gas på folk. Sådan er hans natur."
X: "Doktor, doktor! Min kone er blevet kleptoman!"
"Det var dog skrækkeligt, men fortæl mig først, tager hun noget for det?"
Rod Martin er skeptisk overfor William Frys vision om en humoristisk verdensbevægelse, der vil tage brodden af de store konflikter.
"Jeg var på en konference i Schweiz for nogle uger siden, hvor man promoverede humor i stor stil, men jeg har nogle forbehold. Vist er der gode ting ved humor, men det her kan blive meget simplistisk. Jeg laver terapi med folk, der har depressioner og andre psykiske problemer. Hvis folk er meget deprimerede, kan man ikke bare sige "grin dig ud af det" - det ville være upassende og uetisk. Folk er nødt til at konfrontere de underliggende ting, der gør dem deprimerede. Jeg tror humor mere er et resultat af at være blevet psykologisk sund, end det er en grund," siger Rod Martin.
Til syvende og sidst er der også faren for, at gelotologien simpelthen analyserer humoren ihjel. En vis risiko er der, erkender ISHS' stifter Don Nilsen:
"Jeg plejer at sammenligne det med læger, der dissekerer en afdød, for derved at at finde vigtige data om de levende. Godt nok dræber vi humoren, når vi dissekerer og analyserer vittigheder, men til gengæld finder vi vigtige oplysninger, som vi ellers ikke kunne have fundet. "
"De bedste humorforskere kan analysere en vittighed og grine af den på samme tid, og alt i alt tror jeg, at forskningen på området er med til et løfte humoren til et højere niveau af bevidsthed."
Det sidste grin
- Hvad er årtusindets vits?
"Den, der skal stå på min gravsten," svarer Joseph Boskin, Boston-sociologen, der destillerer vitsernes tidsånd. "Og den er: Det sidste grin får Han. For hvis man går i dybden med tingene, er den mest demokratiske egenskab ved livet: Døden - at ingen slipper ud i live (eks. XII). Derfor er den ultimative joke det faktum, at der er livet og døden. Jeg kan ikke svare hverken værre eller bedre."
XI: "Me' forlov, hr. betjent, hvem æ'red, der er død?"
"Det er såmænd gamle fru Nicolajsen omme fra Løngangsstræde."
"Herregud - lever hun endnu!"
Kilder: Vits-eksemplerne VI, VII, IX, X og XI er hentet fra Poul Malmkjærs humorsamling 'Den sjove, den flove og den virkelig grove slår til igen', der er udgivet på Forlaget Centrum
