Læsetid: 4 min.

Den hvide ands byrde

28. december 1999

Carl Barks er en af århundredets store digtere og humorister - han gjorde Vestens børn til borgere i Andeby

Mesterstreg
I den strøm af kulørt lekture, der flyder gennem det 20. århundrede, står Carl Barks som en klippe. Der er ingen over ham, ingen ved siden af.
Han er født i Oregon i 1901, og der tilbringer han i dag sin alderdom. I forhold til hans lange liv blev hans karriere som serietegner relativt kort: Fra 1942 til 1967 byggede han sit eget univers i udkanten af Disneys imperium. I de år blev Vestens børn borgere i Andeby.
Barks mener selv, han har været en habil eskapistisk eventyrfortæller. Han har været mere end det. Han er en af århundredets store digtere og humorister, en moderne Cervantes.
Også hos ham er helten en bedrøvelig skikkelse, en lille and med høje idealer - og store problemer, når de skal gøres til virkelighed. Sådan er det i alle de korte fortællinger om anden og hans familie. De er små glimt af hverdagslivet i en absurd virkelighed.

En statue
I en historie fra 1953 optræder Anders And som postbud. Han har netop fået jobbet. Der er storm og frost i luften. Han står med et brev i hånden, rød af raseri, trods den bidende kulde. Brevet er fra Fætter Højben til Andersine. På næste billede flyver brevet for vinden.
Da dukker, som ud af intet, en statue op: et postbud dækket af sne. "Denne statue er rejst til minde om postbud A. Prompte, som aldrig tabte et eneste brev."
"Jeg føler mig pludselig som en rigtig skidt fyr," siger Anders. Og så går den vilde jagt gennem Andeby - bag en sneplov, op i en signalmast, hen ad en højspændingsledning. Brevet skal fanges, idealet skal efterleves, koste hvad det vil.
Og så mislykkes det alligevel. Det er en meget ynkelig Anders, der efter en vild, forgæves jagt bliver sat til optøning i Andersines ovn.
Så burde hans lidelser være forbi. Men så let går det aldrig hos Barks. Det ringer på døren. De tre nevøer har fundet brevet under en grønspætteøvelse. Lysende af stolthed sætter de Anders' nederlag i relief. Og ikke nok med det: Konvolutten viser sig at indeholde et frierbrev. Andersine er fuld af beundring over, at Højben har kæmpet sig helt ned til posthuset med det.
Anders ender som taber på grund af sit eget moralske svigt. Og man elsker ham for det - som altid i de bedste af de korte historier.

En hvid and
Men der er en verden uden for Andeby. Det store, kulørte univers, som også var tumleplads for Tintin. Anders og ungerne drog på lange, spændende eventyr i glemte dale, dybe jungler og ud i rummet. Siden kom Onkel Joakim til. Nu drejede det sig om at forsvare amerikansk kapital og dens interesser overalt på kloden. En hvid ands byrde.
Men der er intet i denne vidtstrakte verden, der ligger fast - lige så lidt som i Andeby. Den kan være klassisk kulørt med onde indfødte i ørkener og urskove. Men pludselig kan Carl Barks finde på at se det hele med andre øjne. I Anders And i Dværgindianernes land er sympatien på indianernes side, og Onkel Joakim er et fjols, når han tror, han kan eje deres land: "Jeg har købt og betalt jorden - og dermed basta," siger han.
Men en lille høvding river kontrakten i stykker og svarer: "Jeg tror nu næppe, det papir vil blive anerkendt af søens fisk og skovens dyr."
Den historie vender sig mod kapitalismen og dens ødelæggelse af naturen. Andre gange bliver Joakims livssyn forsvaret med næb og kløer. Carl Barks' historier er som drømme - helt uafhængige af, hvilke holdninger han har som privatperson og amerikansk statsborger.

Fejlfortolkning
Det er ikke altid, Barks selv forstår de historier, han har skabt. Helt galt gik det, da han forsøgte at analysere en af dem. Den handler om Onkel Joakims kamp med en indisk maharaja om hvem, der har retten til at kalde sig "verdens rigeste mand". Striden fører til, at den ene statue større og mere prangende end den anden skyder frem i Andebys parker.
En kvinde skrev et brev til forlaget og beklagede sig over denne historie, der handlede om spild af penge. Et dårligt eksempel for læserne.
"Jeg skrev tilbage til kontoret, at den kvinde havde taget fuldstændig fejl af pointen," fortæller Carl Barks:
"Alle de penge, der var blevet brugt på disse statuer, var gået i cirkulation. De penge havde skabt en enorm mængde arbejde for juvelerer, guldsmede og cementstøbere. De havde alle fået et job ud af det, så pengene var ikke spildt."
Hvor kan man finde et bedre bevis på, at Anders And er en hyldest til kapitalismen? I hvert fald ikke i den omtalte historie! Den er kemisk renset for guldsmede og storkapital i velsignet kredsløb. Den fortæller, hvor flygtig den ære er, der kommer af rigdom.
Så vidtspændende er Carl Barks' værk, så mangfoldigt og selvmodsigende, at det kan være svært at overskue - også for ham selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her