Læsetid: 16 min.

'Hvorfor ikke?'-samfundet

31. december 1999

Det postnationale selskab og dets fjende: Globalisering og tab af politik, intellektuel hæmningsløshed og den nye vilkårlighed truer friheden

TILLÆG (2. sektion)
Når katten dropper musen
Hvad kommer efter Rød-Grøn? Efter New Labour? Når den venstreorienterede midtes politik er slået fejl i Europa? Min formodning er: nye former for totalitarisme med udgangspunkt i spørgsmålet "Hvorfor egentlig ikke?". De trænger sig frem mod magten overalt, ikke kun i Østrig og Schweiz. For at begrunde denne antagelse stiller jeg det spørgsmål, hvilken plads det politiske har i den Nye Modernitet.
Siden Antikken har demokratiet været territorialt, dvs. at man både i teori og praksis har sidestillet rum, stat og politisk fællesskab. Såvel de tidlige græske bystater som nutidens historisk unge nationalstater er indbyrdes forbundne territorialstater. Efterhånden som Modernitetens nationale projekt er gået sin sejrsgang gennem de sidste 200 år, er menneskeheden blevet opdelt i politiske rum og enheder, der opfattes som territorialsamfund, afgrænset fra hinanden og med en national - dvs. territoral - identitet. I overensstemmelse med det anerkender nationalstater ingen autoritet over sig.
Det gælder dog ikke på det interne plan, som det fremgår af føderalismens rangorden: Det mindste politiske territorialfællesskab er kommunen; den er en del af en region, som igen er en del af centralstaten. Denne geografisk givne ansvarspyramide regulerer det politiske liv. Føderalt demokrati vil sige, at der findes en trinvis rum-opdeling mellem den kommunale, den regionale og den nationale solidaritet, og på hvert af disse niveauer foretager borgerne (dvs. territorialborgerne) prioriteringer, bilægger konflikter og træffer forpligtende beslutninger.

Min centrale tese er følgende: Til alle politiske begreber og institutioner klæber stadig hjemstavnens jord. Den fremherskende nationale forståelse af begreber som demokrati, stat, politisk fællesskab, suverænitet, voldsmonopol, ret til at udskrive skatter, føderalisme, kommune, offentlighed, parlament, borgerrettigheder og borgere bygger på en territorial præmis. Den nuværende politiske teoris mainstream bunder i en tvangsmæssig ligestilling af lokaliteten og det politiske Selv.
Deraf følger min anden tese: Denne territoriale forudsætning for det politiske liv bryder sammen, efterhånden som det postnationale samfund udvikler sig. Det vil sige: Når sameksistensen løses fra den rumlige binding, når en bølge af transnational mobilitet for mennesker, erhvervsliv og risici ophæver den territoriale forudsætning, så ændrer alt sig. Derfor er det afgørende spørgsmål, om demokratiet vil overleve denne revolution, og om en forandring af det politiske er mulig. Og hvad sker der, hvis det mislykkes?
Den store tænkerflugt fra politikken og valgslægtskabet mellem postmodernitet, systemteori og neoliberalisme har betydet, at spørgsmålet om 'opfindelsen af det politiske' i den postnationale æra forhastet er blevet strøget fra kataloget over de spørgsmål, der skal tages alvorligt. Den, der alligevel spørger efter en renæssance for det politiske, udsætter sig for secondhand-tænkernes spot.
Derfor er det (med bemærkelsesværdige undtagelser) det samme billede, der frembyder sig på de politiske og politologiske scener: Den protektionistiske refleks behersker scenen i hele det politiske spektrum. Den ene vil redde nationen, den anden demokratiet, den tredje socialstaten, den fjerde naturen. Men alt, hvad det er værd at stræbe efter - nation, demokrati, social samvittighed og miljøbeskyttelse - afhænger, hvis man følger den herskende forestilling, af den territoriale forståelse af staten og er i fare, når den er truet. Det er så meget mere forbavsende, som det europæiske eksperiment kun kan lykkes i et opbrud fra den territoriale politikforståelse.
Hvad er det 'postnationale samfund' så? Til at begynde med er det en globalisering af biografier, hvilket gør kortslutningen fra hudfarve til oprindelse, sprog, pas, national identitet og loyalitet til en fejlslutning. Et epokebillede af samfundet er ved at være forældet. Hvor samfundet i den første, nationale epoke af Moderniteten blev tænkt som en statsligt organiseret 'beholder', så bliver det i den postnationale Nye Modernitet koblet fra denne sidestilling mellem territorium, samfund og politisk identitet.

Nietzsche taler klarsynet om 'sammenligningens tidsalder' og mener dermed, at den enkelte ikke kun kan vælge og skifte mellem forskellige traditionstilbud. Tværtimod kan og skal verdens kulturer - i grænsetilfælde - på ethvert sted og til enhver tid gennemleves ved siden af hinanden og for så vidt sammenlignes, sættes i forhold til hinanden, gøres forståelige for hinanden, altså oversættes.
Den, der vil vide, hvor postnationalt et land, f.eks. Tyskland, allerede er blevet, kan læse det ud af alle de første tegn: Når tyske politibetjente bærer tyrkiske navne; når sorte taler bayersk. Når der ikke længere kan sluttes fra virksomhedsejernes nationale tilhørsforhold til medarbejdernes. Når antallet af blandede ægteskaber (allerede hver sjette i Tyskland) vokser. I dag står der selv i protestantiske og katolske småbyer 'tyske' moskeer ved siden af de 'tyske' kirker. Muslimske soldater i forbundshæren (nu ca. 5.000) kræver en imam. For at tænke tanken til ende: Når universitetseliter, politiforbund, samarbejdsudvalg, dommere, parlamentarikere og regeringer - også i Tyskland - tager såkaldte 'nationale' fodboldlandshold (Frankrig!) som forbillede.
Det postnationale samfund indebærer globalisering indefra. Mennesker handler internationalt, arbejder internationalt, gifter sig internationalt, børnene bliver internationale, dvs. flersprogede og opdraget i fjernsynets og Internettets generaliserede Intetsteds. Heller ikke politiske identiteter og loyaliteter adlyder længere det nationale loyalitetsmonogamis bud.
Men transnationalitet er ikke kun et privilegium for Global Players. Netop randgrupperne, de udstødte og illegale, spænder med beundringsværdig kreativitet den transnationale bue mod diskriminering. For alle gælder nær-afstandens nye sociallogik: Det er ikke stedet, der skaber fællesskabet, for i lokalsamfundet hersker ofte isolation, had og vold. Kun i den ophævelse af afstanden, som er mulig i den elektronisk forbundne verden, får 'lige så godt her som der'-livet - måske - mening og vinder socialt fodfæste.

Mange frygter, at staten og byen i det postnationale samfund mindre og mindre vil tilhøre sine borgere. Til sidst opstår der et samfund uden borgere og dermed et ikke-samfund. Uden at ligge under for verdenssocialarbejdernes fejlslutning om den harmoniske multi-kultur kan man sige, at denne frygt bygger på den fejlagtige territorialiserede politikforståelse.
Når folkeslag og territorier løsner deres nationalstatsligt organiserede forbindelser, er det ikke politikken, men dens territoriale selvforståelse, der dør. Og så begynder meningsflikkeriet uden traditionens blå stempel; folk søger, opfinder, overvinder - og bliver forskrækkede over de det. Så begynder det postnationale samfund og dets fjende.
I det postnationale samfund krydser globalisering og individualisering hinanden og forstærker hinanden. Enhver må selv - i sin egen biografis katapultsæde - besvare spørgsmålet: Hvem er jeg? Og alligevel betyder individualisering politisering. F.eks. er der i USA og Europa som reaktion på den seksuelle hæmningsløshed opstået kredse af unge kvinder, der kun vil lade sig forføre af mænd efter forudgivne regler: Kys kun, hvis du først er blevet spurgt, om du vil kysse! Berøringer må følge en erogenzoneinddelt rangskala.
Man kunne tro, at her bliver kvindens Nej-Ja genetableret, og det 'naturlige' forhold mellem kønnene igen åbenbaret. Men det er en vildfarelse. De konventioner, der skal indstiftes, er retabuiseringens bevidste, politiske konstruktioner. Hvor grundlaget for sameksistens bliver til beslutningssammenhænge, er grænser og tabuer kun politisk mulige som selvbegrænsning. Selv vores formodede inderste impulser og sikreste tilhørsforhold bliver da opfattet som noget valgt.
Men hvad betyder det, når parforhold, altså arbejdsdeling, seksualitet, mandlighed og kvindelighed, ikke mere kan bygge på en forud given natur, men må praktiseres - på ulige vilkår! - under et evigt krav om retfærdighed og ændring af perspektiver og roller? Hvad betyder det, når børn ikke mere forstås og behandles som en gud- eller naturgiven skæbne, men som forældrenes vedvarende udviklingsopgave med en forventet ret for de producerede børn til at kritisere indbyggede produktfejl - som små voksne, fremtidsvoksne, der beskyttes af grundlæggende rettigheder? Når det emotionelle krav-demokrati geråder ud i malstrømmen af utrygge arbejdsforhold og ekstrem ulighed?
Betyder det oprør eller tilbagetog? Massedemonstration eller masseafskedigelse af partneren, altså masseskilsmisser? Kan der overhovedet være et forpligtende bånd mellem Jeg og Jeg uden en villet og bevidst transcendens? Hvor ligger altså grænserne for individualiseringen?
Grænserne bliver ikke mindst skabt og forstærket af individualiseringen selv: Jo mere individualiserede mennesker bliver, desto flere er der, der bukker under for andres individualisering (skilsmisse, delt forældremyndighed, dobbelt karriere).
Hvilke konsekvenser har individualiseringen for partidemokratiet? Er individuel selvbestemmelse og kollektiv autonomi overhovedet forenelige? Den politologiske mainstream går ud fra, at de sociale strukturer og det politiske system dækker det samme. Det kan - som Michael Greven viser - udtrykkes i tre præmisser: Interessernes kollektivitet (så de kan organiseres); klare loyalitetsbindinger mellem partier og sociale miljøer; og endelig den nationale identitets forrang.
Netop disse præmisser - kollektivitet, loyalitet, national identitet - går imidlertid i opløsning med den fremadskridende individualisering. Der tegner sig et samfund med svindende partibinding og postnational multi-identitet. Den generaliserede tillid slår over i en generaliseret mistillid. Ikke-vælgernes ikke-parti bliver et potentielt flertal. Det centrale dilemma er, at udviklingen trækker i to retninger: Den nationalstatslige politiks muligheder for at handle skrumper ind til nær nul, mens behovet for at handle stiger voldsomt.

Men den, der siger, at verden nu bliver upolitisk, tager fejl. Tværtimod: Den er blevet til en anarkistisk revolutionsfest, fordi erhvervslivets udenrigspolitiske globaliseringesrevolution slutter sig til klippe-klistre-revolutionen i privatlivets underetage.
Dette dæmoniserede globaliseringsspøgelse vil jeg gerne indfange ved hjælp af en (ironisk ment!) metafors lasso: I omkring 100 år har stat, erhvervsliv og fagbevægelse leget 'klappe, klappe kage' i nationalsamfundets sandkasse og derved lært at omgås hinanden på en civiliseret måde. Det vil sige, at man - når sandkagerne var færdige - skiftevis har fået skovlen under hinanden efter alle overenskomstsystemets og skatteudskrivningens regler. Pludselig har erhvervslivet fået skænket en kæmpestor bulldozer og er i færd med at rydde hele sandkassen. Stat og fagbevægelse bliver siddende og råber på mor.
Dette billede kan fortolkes på én måde: Politikere og fagbevægelse burde lære af erhvervslivet, hvordan globaliseringens nye magtspil fungerer, så de kan bryde ud af den territoriale handlens sandkasse-aksiomatik og bide fra sig over for erhvervslivet. Men det kan også bruges til at afklare den nye situation - med det mål at skelne mellem territorial og af-territorialiseret magtdannelse.
Sagt på en anden måde: Gennem revolutionen inden for telekommunikation bliver samfærdselsvejene frigjort fra territoriet. Det er ikke de nationalstatslige grænser, der bliver mere gennemtrængelige, men selve rumbegrebet, der bliver revolutioneret. Det er ikke beherskelsen af et territorium, der er vigtig i fremtiden, men adgangen til nettet. Ganske vist er det at handle på det elektroniske net ikke som sådan magtdannende, men det kan meget vel være det - for det første i modsætningen til statens og fagbevægelsens territoriale magt, for det andet i kombination med kapitalens magtressourcer.
Handel på nettet muliggør en vægtløs mobilitet - det ene sted kan være lige så godt som det andet. Hermed forvandles erhvervsmagtens og statsmagtens sandkasseleg til en 'kat og mus'-leg. 'Katten', erhvervslivet, kan med sine investeringer skabe eller nedbryde den nationale politiks og samfundets livsnerver - arbejdspladser og skatter. Statsmagtens 'muserolle', skyldes det, der engang var statens styrke: territorialbindingen.
Statsmusenes udspil over for hinanden i de livsvigtige spørgsmål om skatter og arbejdspladser betyder ikke så meget, så længe de handler 'nationalt', dvs. 'suverænt' som enkeltstående territorial-mus. Derfor er det politiske Europa det eksperimentelle svar på globaliseringen.
På ét centralt punkt er metaforen med kat og mus ganske vist forkert: Denne kat vil slet ikke æde musen. Det betyder, at statens magt ikke bliver snigløbet, overtrumfet og brudt ved erobring, men ved unddragelse. Det er ikke imperialisme, men ikke-imperialisme, ikke investorernes indmarch, men deres udmarch, der er krystalliseringskernen i den globale økonomiske magt. Det er ikke erobring, men ikke-erobring, der truer nationalstaten.

Erhvervslivets af-territorialiserede magt beror også på det modsatte af det, territorialstaten bygger sin magt på: Det har intet militær, ingen voldsmidler; ja, ikke engang legitimitet. Hverken regering eller parlament skal godkende investorernes udmarch eller indtog. Betyder det, at den globale økonomi handler illegitimt? På ingen måde; forsætlig ikke-erobring hverken kan eller skal godkendes.
Forsætlig ikke-erobring - i denne formel gemmer sig også svaret på det spørgsmål, hvorfra det af-territorialiserede erhvervslivs politik henter sin gennemslagskraft: nemlig fra en politik, der består af fuldbyrdede kendsgerninger. Det kan man anskueliggøre ved at se på en parallel-aktør, den globaliserede videnskab - f.eks. med hensyn til de etiske spørgsmål, som humangenetikken rejser.
Det drejer sig om eugenik eller om den filosof-mening, at man genetisk kan forny 'menneskeparken' så gennemgribende, at den kan hæves op fra det jævnes krybespor og ind i filosoffernes tankeverden. Denne eller hin filosofs genetiske generalisering kan man betragte som en gyser eller forkynde som selve lykken (og spørge sig selv, om menneskeheden kan reddes ved, at hver enkelt erhvervsgruppe ophøjer sig selv til et genetisk designerforbillede).
Men det er ikke det, det drejer sig om. Det afgørende er, at vi kan tale os varme i hovedet, mens humangenetikkens antropologiske forandring af verden fuldbyrdes som en frit løbende politik ved hjælp af ufuldbyrdede kendsgerninger. Efter globaliseringens logik: Hvis ikke her, så dér. Altså her.

I den offentlige debat om følgerne af de tekniske nyskabelser har et dræbende argument vist sin styrke: Hvorfor problematisere noget, der kommer alligevel? Sådan bliver etikken til en slags ringeklokke på humangenetikkens (eller noget andets) interkontinentale hurtigfly.
Det samme gælder for kapitalens investeringsbeslutninger: Der bliver skreget offentligt op, mens de nu vægtløse investeringsbeslutninger fuldbyrdes i det elektroniske verdensrum af dem, der har magt til at skabe kendsgerninger ved at handle - anonymt og uden at kunne drages til ansvar. På den måde bliver staterne mere og mere underkastet en ekstern kontrol fra finanseliter, hvis interesse i et land hurtigt blomstrer op og lige så hurtigt kan visne. Enhver skat, ethvert regulerende indgreb fra politikerne bliver til et argument for investorernes tilbagetog.
Men også investorer har brug for infrastruktur: trafiksystemer, skoler og universiteter, demokratisk livskvalitet, flittige medarbejdere, der er rede til selvudbytning - altsammen ting, der koster betydelige summer og i sidste ende alligevel må stilles til rådighed af staten. Det kan til gengæld kun ske ved hjælp af skattestigninger, hvilket igen driver investorerne på flugt. Denne form for dobbeltstraf har man hidtil kun udforsket i eksperimenter med rotter. Hvad politik betyder for dem, kan man aflæse af løbende eksperimenter i det virkelige liv.
Den, der i denne situation - ironisk - stiller Karl Jaspers-spørgsmålet om tidens åndelige tilstand, kan nævne et afgørende stikord, som er kendetegnende for vor situations eksplosivitet: Grundlagsmulighederne. Det betyder: For os mennesker er noget væsentligt gået tabt - muligheden for ikke at træffe beslutninger. Ikke blot natur og menneskenatur - den metafysiske forskel mellem det fødte og det skabte, mellem menneske og maskine, krig og fred - men også den territoriale aksiomatik om politik og demokrati er uigenkaldeligt blevet trukket ind i beslutningssfæren.
Grundlagsmulighederne er, anvendt på en anden måde, lig med beslutningstvang. Fra nu af er også ikke-beslutningen kun mulig som beslutning. Politiseringen af antropologiske visheder kan nu, på grund af afgørende tabuer, kun begrænses politisk.
Grundlagsmuligheden rejser 'Hvorfor egentlig ikke?'-holdningens spørgen efter nye former for totalitarisme. Den, der forestiller sig det organiserede vanvid, de afskyelige blodsudgydelser, rædselshistorien om den statslige ødelæggelse af menneskelig værdighed i det 20. århundrede, må blive dybt foruroliget af dette spørgsmål.

For når som helst denne republik (Tyskland, red.) i de seneste år har skændtes om sit åndelige grundlag, har det været 'Hvorfor egentlig ikke?'-spørgsmål, der gav anledning til striden: Hvorfor egentlig ikke sidestille Holocaust med den stalinistiske terror og relativere den? Hvorfor egentlig ikke krænge det frustrerede tyske selvhad af sig og på ny åbne sig for den 'skæbne', som ligger i historien? Hvorfor egentlig ikke flytte mindet om Holocaust fra det offentlige til det private rum og gøre det til et spørgsmål om den enkeltes samvittighed? Hvorfor egentlig ikke afværge det posthumane menneskes misere ved at mobilisere den humangenetiske reparaturfantasi?
Denne palet af spørgsmål kan man male videre med: Hvorfor egentlig ikke vove kapitalisme uden demokrati? Hvorfor egentlig ikke afslibe - dvs. reformere - de alligevel forældede institutioner i det nationalstatslige demokrati, så de store fremtidsproblemer - arbejdsløshed, pensioner, skatter - endelig kan løses teknisk effektivt med de bedste eksperters samlede sagkyndighed til gavn for alle? Hvorfor egentlig ikke, når børneskændere, voldelige unge og udhuling af pensionerne griber om sig, følge lov og orden-staterne og straffe gerningsmændene med offentlige stokkeslag? (SPD ville rose sig af have fået gennemført en begrænsning til 15 stokkeslag og frit valg af læge).
Det ville være en alvorlig fejl at undervurdere det faktum, at den moderne stat ganske vist er blevet svækket med hensyn til materiel manøvrefrihed og demokratiske kvaliteter, men samtidig har fået nye beføjelser til at handle autoritært. Mulighederne for at nå frem til konsensus på demokratisk vis bliver mindre. Men det statslige potentiale til at gennemtvinge beslutninger - ved hjælp af vold, retslige midler og informationsteknologisk kontrol - bliver moderniseret og forøget. På den måde er det blevet muligt - under opretholdelse af den demokratiske facade! - at imødegå det demokratiske magttab på autoritær vis. Epokeblandingen 'demokratisk totalitarisme' truer.
Hungeren efter grænser og strukturer bliver umulig at tilfredsstille, efterhånden som de bliver opløst. Grundlagsmulighederne og tabula rasa-moderniseringen maksimerer potentialet for massemobilisering. Massemediernes klart erkendelige cæsarisme gør det muligt at snigløbe den plurale opbygning af veto-magterne - partier, fagbevægelse, parlamenter.

Den postmoderne frigørelse fra rationalitet og moral begunstiger en posthuman, postdemokratisk hæmningsløshed. Den effektivitet i de statslige volds- og kontrolmidler, der kræves fra alle sider, indsnævrer allerede i dag grundlæggende rettigheder. Det er i dette rum for statslig magtudfoldelse, der nu har åbnet sig, 'Hvorfor egentlig ikke?'-spørgsmålet udfolder sin 'totalitære charme'. At stemple dette spørgsmål som fascistisk er ikke kun forkert af historiske årsager, men også fordi det er at se totalitæres forførende kraft fra en forkert vinkel.
Tabubrud fra højre: 'Hvorfor egentlig ikke?'-spørgsmålet er en typisk konvertitkonstruktion. De, der er skolet i oplysningens ånd, væbner sig med den legende grænseoverskridelses forførende kraft for at rydde politisk virksomme oplysningsargumenter af vejen. Den raffinerede spørgeform gør det muligt at dreje spiddet rundt. Gårsdagens oplysere skal falde i mod-oplysningens fælde. Tabu-bryderen som den, der tabuiserer - denne selviscenesættelse og selvafsløring viser sig i den høflige gestus: Jamen, så svar dog!
Moderniseringskonformisme: På samme måde som tabubruddet virker tiltrækkende, er 'Hvorfor egentlig ikke?'-spørgsmålet virkningsfuldt på grund af dets moderniseringskonformitet. Spørgsmålet stiller sig i det stærkeres tjeneste - det, der jo formentlig sker under alle omstændigheder. Globaliseringen forvandler politik og demokrati til zombier - hvorfor skal man så jamre over den ved at spørge efter kosmopolitisk demokrati?
Det teknisk mulige skaber moralen. Ikke omvendt. I kølvandet på den guldgraverstemning, som f.eks. humangenetikken fremkalder, bliver bevisbyrden vendt om: Det er ikke de manglende hæmninger, men resterne af de moralske hæmninger, der skal begrundes.
De manglende målestokkes magt: Ved at stille 'Hvorfor egentlig ikke?'-spørgsmålet vender man magtstrategisk op og ned på uretfærdighederne i en tidsalder, der har mistet de forpligtende målestokke: religion, natur, fornuft, moral, videnskabelig rationalitet. Tilbage bliver så kun opfordringen: Hvorfor egentlig ikke? Spørgsmålet kan ganske vist også komme fra den, der længe har søgt et objektivt holdepunkt og er vendt tilbage med tomme hænder. Den enes rådvildhed er den andens gennemslagskraft.
En ny enkelhed: Tilværelsen er blevet mere kompliceret. Det ved i dag enhver syvårig, der må indrette sin dag efter de skilte forældre. Derfor vokser længslen efter en ny enkelhed. Denne længsel stiller 'Hvorfor egentlig ikke?'-spørgsmålet ved hjælp af et trick: Man følger den postmoderne rationalitets- og humanitetskritik og siger sig dermed selv fri for begrundelsestvangen.
Efter at fornuftens høje ret er blevet afskaffet, kan man ugenert genoplive den letsindige naturalisme eller den mest plumpe nationalisme. Således ligner det postmodernes greb i kostumekisten et greb efter det oprindelige. Her som dér bliver urgamle tankeopskrifter serveret på nye måder og kritikken afvist - somme tider med henvisning til sagens natur, somme tider med henvisning til at rationalisme, humanisme osv. er død.
Territorial ufornuft: Uanset om det verdensomspændende forsvar for menneskerettigheder bliver fordømt som 'terroristisk handling i fredstid', eller om 'dæmoniseringen af det nationale, som angiveligt bor i ius sanguinis", bliver beklaget og en ny national ubekymrethed frembekymret - altid triumferer den territoriale ufornuft. Mod den postnationale åbenhed bliver billeder af det lukkede samfund spillet ud - ikke f.eks. fremadrettede påmindelser om forbindelsen mellem nationalitet og verdensborgerskab, sådan som Goethe, Nietzsche, Heine, Brecht og Thomas Mann har tænkt før os. Men nationalisme er ikke andet end den postmoderne tilbagevenden til det oprindelige, og det er en brandfarlig illusion i den globale æra.
Aldrig kan for meget politisk frihed begrunde et totalitært herredømme. Men hele tiden begynder den politiske friheds afslutning dér, hvor der offentligt klages over individernes frihed, og hvor friheden uimodsagt bliver devalueret.

Ulrich Beck underviser i sociologi i München og London. En af hans mest kendte bøger er Risikosamfundet: På vej mod en ny modernitet

© 1999 Ulrich Beck & Information

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her