Læsetid: 3 min.

Informations Dumpingpriser 1999

30. december 1999

Alting har sin pris - eller også kan det få en. Information står ikke tilbage for den stride strøm af prisuddelinger på randen af år 2000 og uddeler de berømte og berygtede Dumpingpriser[TM]

Jernkorset til Leif Davidsen
*Davidsens billedbog om Østfrontens frivillige fortjener et jernkors, men vi har kun et fotografi af samme. Hov, ved nærmere eftersyn forestiller det slet ikke et jernkors, men en stegt sild. Nå, skidt med det, hvem kan se forskel når musikken spiller. Heil Leif og held og lykke fremover med opfindsomheden.

Glarmesterlaugets ærespris til Hanne Bech Hansen
*Den københavnske politidirektør udviste heltemodig tilbageholdenhed, da geschæftige unge en aften fik god tid til at skabe gennemtræk i Nørrebros butikker - og dermed sikrede gode opgaver til lauget. Næppe var den gæve kvinde blevet kritiseret for sin tilbageholdenhed, før hun beordrede sine styrker til lynangreb på selv den mindste demonstration - hvilket lauget beklager. Hold nu takten i Klinkevalsen, Hanne.

Den Gyldne Selvrose til Erik Rasmussen
*Chefredaktøren for Mandag Morgen (erhvervspingernes svar på Vagttårnet) priser sig selv for at sætte dagsordenen. Hvor den bliver sat, er knap så vigtigt, bare den pynter, tænker Ridderen af Dagsordenen, Erik Rasmussen. Der jo, som det fremgår af efternavnet, er far til statsministeren, oppositionslederen og Radiomusen. Rosen overrækkes i næste uge Rasmussen på en konference lavet af Rasmussen. Til lejligheden har han lavet en ekspertrapport om konferencen.

Årtusindets mest aktive politiker-prisen til Valdemar Sejr
*Kong Valdemar Sejr var - sammen med Svend Tveskæg - først til at gøre Danmark til foregangsland i den store verden. Han førte en aktiv dansk udenrigspolitik, der ville noget. Og han red selv i spidsen for Den Internationale Brigade. Valdemar Sejr var Danmarks konge år 1202-41. Med sværd i hånd indfusionerede han først Nordtyskland, siden Estland i sit rige. Forsynet opmuntrede denne foregangsmand ved i 1219 at nedkaste Dannebrog over hans korstog i Baltikum.

Jødekagen til Pia Kjærsgaard
*Lederen af Dansk Folkeparti får en velbagt kage for indtil videre at have holdt hånden over de herboende jøder. Tak til Pia Kjærsgaard for dette sympatiske træk.

Gosplans mindepris til Annegrethe Foss
*Ørestadsselskabets direktør, Annegrethe Foss får mindeprisen for sin årelange praktiske bevisførelse for, at det er umuligt på effektiv vis at planlægge to jernbanelinjers møde, især hvis dette møde skal finde sted på Nørreport Station. Nørreport lukker og slukker - og Ørestadens jubeltog fortsætter.
*Fodnote for alle de historieløse pladdernakker: Gosplan er - selvfølgelig - det sovjetiske regeringsorgan, der 1921-63 stod for genrejsningen af næringslivet vha. femårsplaner.

Den Punkterede Narresut til Prins Nikolai
*Skrighalsen fik masser af navne, men selvfølgelig ikke lige dem, dette blad havde bragt i forslag: Mugge Aksel Holger Knud Valdemar Joachim Georg Metz Wang Henry Kurt Muhammad Pia Kjærsgaard Djengis Siumut Jesus Røde Fjer Max Ole Løvig Simonsen Sepp Brian Guldklump Børge Laneth August Else Boelskifte Oskar Richard Fedtmule Operahus von Trier.

Rektorkollegiets hyldest til Frands Mortensen
*Medieforskeren og dandyen Frands Mortensen hyldes af Danmarks universitetsrektorer for sin uegennyttige kamp for at blive rektor for Aarhus Universitet. Særligt skal fremhæves Mortensens utrættelige insisteren på fri tyggegummi og tv-sendetid til alle forskere. Mortensen kvikker bestandig.

Mødrehjælpens Fortjenstmedalje til Carsten Jensen
*Efter at have set verden begynde og ende er forfatteren Carsten Jensen ad krogede intellektuelle stier nået frem til samme erkendelse som de fleste andre på denne klode: At det er dejligt at få et barn. En flot, flot medalje til Jensen for hans første Laura-bog.

Pris-drop

Vi har besluttet i år at droppe følgende priser:

*Kristeligt Folkepartis tv-pris til den kanal, der ikke har en version af Stripperkongens piger.
*Orkanens Blå Øje til Henrik Voldborg.
*Trøstpræmien til Synnøve Søe fordi hun er blevet ansat på Ekstra Bladet.
*De tre tenorers talentpris til Kurt Thorsen - for hans måde at være på
*Slankepillen til Carsten Koch, minister for buttede kvinder.
*Den våde cerut til Peter Aalbæk Jensen for at filme skælmsk med Henning Camre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu