Læsetid: 3 min.

Jagten på gode råd

16. december 1999

Hvem kan man stole på i littarturen?

"Vi læser for at vide, at vi ikke er alene," siger Anthony Hopkins i filmen Shadow-lands. Vi er sammen. Men hvad lærer man af at læse fiktion? Er det ikke mest oplevelser, spænding og underholdning, det handler om? Okay, man får en viden om, hvordan andre bærer sig ad i forskellige situationer og miljøer og i andre lande, men lærer man også noget om, hvad man kan gøre? Hvor tit får man gode råd, der er praktisk anvendelige, som man lige kan gå i gang med at udføre i sit eget liv? Vise ord er der jo nok af. Til den, der ønsker at blive klogere på livet er sådan én som Jens Christian Grøndahl ekseptionel. Han belærer os om drømme, om kærlighed og om længsel. F.eks i den seneste roman Hjertelyd, hvor det bl.a. hedder: "Visse drømme er for gamle til at blive opfyldt, og det er ikke deres vidtløftighed, der gør dem umulige. Man har bare drømt dem for længe." Den slags, men råd?

Dem man kan li'
Man kan starte med at lede blandt personer, som man godt kan li', som tiltaler én og næsten bliver ens nye venner. F.eks. den halvgamle galning i Ida Jessens seneste roman Sommertid. En kæmpe stor mand, der også fylder med sin udstråling og sin grovkornede livslyst, for som han siger: "Man skal vise hvem man er", ikke holde sig tilbage. Fordi han kun vil ha' det bedste, har han købt en flødefarvet Jaguar til sig selv, og når han skal føre samtaler med folk, forlanger han vågenhed og opmærksomhed af partneren, en vis kvalitet. Til gengæld er han ikke så god til det huslige og har engang præsteret at vaske op i flydende andefedt! En livsnyder og samtidig en lidt verdensfjern ekcentriker, der minder om en figur hos Mette Winge i Nogle dage i september, hendes mærkelige, anarkistiske ornitolog, der uskyldigt bliver blandet ind i et barnemord, skønt han ikke interesserer sig for andet end fugle.

Elske det man gør
Lidenskaben minder igen om en person, der i Claus Beck-Nielsens roman Horne Land reparerer køkken med en imponerende entusiasme. Her kommer personerne, udover at virke interessante, til at kaste lærdom af sig: Man skal elske det, man gør, det man har mellem hænderne.
Men der er også andre mere konkrete ting, man kan lære i fiktionen. I en af årets romandebuter får man et godt råd om, hvor og hvordan det er godt at score damer i København. Man går i seng klokken ti og står op klokken to, halv tre. Går hen til jazzklubben La Fontaine eller Drop Inn og kigger efter cykler med baby-stole udenfor. Her går man ind, for, som det hedder i romanens logik, "der er en grund til at de ikke er taget hjem, ikke? De har ikke fået det, de er kommet for. De flotte fyre er taget af sted med andre piger, og de få fyre der er tilbage er fulde, for de er kommet for tidligt og har drukket for tæt." Det hele foregår i Erling Jepsens Ingen grund til overdramatisering og bliver sagt af en dramatiker med succes.
Så jo, enkelte tip er der.
De skønlitterære bøger er vejledere i drømmenes hav. Så må man selv finde ud af, om man kan og vil føre dem ud i livet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her