Læsetid: 2 min.

JAZZ

14. december 1999

Ved ERIK WIEDEMANN
Solal og Portal
*Vi må vist takke tildelingen af årets Jazzpar-pris til den franske pianist Martial Solal for, at vi nu får noget så sjældent som en fransk jazzindspilning udgivet i Danmark. På den hører vi udover Solals blændende klaverspil med dets paradoksale blanding af inspirationer fra Art Tatum og Thelonious Monk, en anden fransk mester (som godt kunne være Jazzpar-kandidat), nemlig basklarinettisten Michel Portal, der også spiller klarinet, sopran- og altsax. De to har hver for sig og sammen skrevet de tolv stykker, som viser dem i fri, men gennemdisciplineret stil.
Martial Solal/Michel Portal: Fast Mood. BMG/RCA 7432-169.310-2

Dansk debut
*I den stadige strøm af danske jazzudgivelser skiller bassisten Jens Skou Olsens kapelmester-debut sig på flere måder fordelagtigt ud. Han har skrevet ni kompositioner, der formidler lyriske stemninger, med hovedvægt på det, som en af dem, der også er pladens titel, antyder: September Roads. På disse efterårsveje færdes han med sit fint artikulerede basspil hjemmevant sammen med tre andre musikere, hvoraf én, den begavede pianist Søren Nørbo, for første gang høres som andet end solo- og duomusiker, mens saxofonisten Claus Waidtløw spiller sopran og, for første gang, tenor (der dog næsten lyder som hans mere vanlige alt). Udmærket trommespil af Lars Juul. Af en debutplade kunne jeg dog have ønsket mig mere varierede stemninger og en enkelt standardmelodi eller to.
Jens Skou Olsen Group: September Veje. dacapo DCCD 9451

Dansk duo
*Pianisten Jan Kaspersen og tenorsaxofonisten Bob Rockwell vakte i 1992 berettiget opsigt med duopladen Ballads and Cocktails, der viste begge fra deres allerbedste side. Det gælder ikke mindre efterfølgeren, hvor der spilles Ellington, Thelonious Monk og monk'sk Kaspersen samt et par standardmelodier. Derimod spilles der kun Monk og Kaspersen på den særdeles velrealiserede soloplade, som Kaspersen fik optaget i kulturhuset i Nuuk i august 1997, og som først nu er sendt til anmeldelse.
Rockwell/Kaspersen Duo: More Ballads and Cocktails ... And the Blues. Olufsen DOCD 5393
Jan Kaspersen: Katuaq Concert. Olufsen DOCD 5384

Werners projekter
*Den udmærkede pianist Kenny Werner høres på sin ny plade i trio med Drew Gress (bas) og Billy Hart (trommer) og i duo med Joe Lovano (tenor). Havde han blot ladet det blive ved det, men der er også gjort plads til en kvintet, en violinist og en syngende skuespillerinde, og det spreder i rigelig grad energien - og interessen.
Kenny Werner: Beauty Secrets. BMG/RCA 7432-169.
904-2

Hun vågner
*Den danske gruppe When Granny Sleeps udgiver sin tredie cd, som også er den første uden gæstesolister. På Birth fra 1994 var det David Liebman og Ben Besiakov, og på Planet Construction fra 1996 Ray Anderson. Denne gang klarer Niclas Knudsen (guitar), Kasper Tranberg (kornet), Nils Davidsen (bas) og Anders Mogensen (trommer) sig uden assistance, og de er jo også efterhånden rykket op i eliten på deres respektive instrumenter. Om det ligeledes gælder Knudsen, Tranberg og Mogensen i deres egenskab af komponister, er dog endnu et åbent spørgsmål.
When Granny Sleeps: Welcome. dacapo DCCD 9447

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu