Læsetid: 4 min.

Julefrokost i Kolding

4. december 1999

Dansk Håndbold Forbund fører an i en pseudobegejstring, så nogen burde dømme overtrådt
- Imens prøver det foryngede danske kvindelandshold at finde sig selv med intetsigende storsejre

Håndbold-VM
Selvom man aner et ulmende vulkanisk temperament, virker Jan Pytlick som en nøgtern og uimponeret mand. Derfor kan det undre, at cheftræneren for kvindehåndboldlandsholdet tillader sit hold at afvikle kampe i den overgearede julefrokoststemning, Dansk Håndbold Forbund under det igangværende VM disker op med i Koldinghallen.
Een ting er, at supermarkedskæden Spar demonstrerer sin notorisk dårlige smag i t-shirts af den slags, der gør danskerne så nådesløst grimme. Og skulle det mon være et oppusteligt plasticklaptræ? Noget andet er, at spillere indfanges af følgespots, speakeren gjalder de danske målscoreres fornavne ud og publikum kvitterer med efternavnet, så hjemmebanefordelen nærmer sig det usportslige, de platteste dansktopmelodier sættes på i tide og navnlig utide, og hele udenomshurlumhejet er så opmærksomhedsrøvende, at det er svært at bilde nogen ind, at der faktisk var engang, hvor det var selve håndboldspillet, der fik tilskuerne "op å då op å då op å då".
Jo, iscenesætterne af de store nazi-rallies i Nürnberg ville have følt sig godt hjemme i DHF's festkomité, hvor taktfasthed er Gud. Vi må ikke kede os, og vi har kun det sjov, vi får besked på at lave, er DHF's devise.

Pseudokammerateri
Ret skal dog være ret. Trods de gargantuanske cifre i de hidtil spillede tre kampe har det danske spil ikke i sig selv kunnet retfærdiggøre jubelscener. Det ved Pytlick bedre end nogen. Så da TV2's sidelinjereporter 'fangede' ham torsdag aften efter 42-5 sejren over Argentina i den blanding af gratulationsoverbringelse og pseudokammerateri, der forlængst har erstattet journalistisk, og spurgte om ikke det var fantastisk, enestående, whatever - hun kunne bare blive ved - ja, da kæmpede Pytlick for at holde det skæve smil tilbage.
Jo, det er sikkert altsammen rigtigt, men derfor er det alligevel ærgerligt at skulle bruge kræfter på at spille sådan en kamp, lød cheftrænerens håndboldrealistiske budskab. Reporterens hage faldt ned på brystet og vi skyndte os videre til reklameblokkens tryghed.
Men manden har jo ret. Faktum er, at hverken Angola (31-12), Japan (28-15) eller Argentina har formået at afsløre noget som helst om det danske holds styrke.
Alibi-deltagere
Angolas spillere virkede som et hold basketballspillere, der var blevet for tunge, japanerne var vævre, vidste noget om håndbold, men havde endnu ikke fået lært at spillet består af både forsvar og angreb, og argentinerne havde de største problemer med bare at ramme hinanden og det virkede som en kraftanstrengelse for dem alene at gribe bolden. Ethvert lukket dansk serie 6-hold kunne have slået dem - det mest løfterige ved den danske indsats i den kamp var faktisk, at det lykkedes spillerne at holde fokus på spillet.
De tre holds tilstedeværelse tjener kun som alibi for ledelsen i det internationale håndboldforbund. Alle ved, at håndbold er et europæisk spil, men håndbold er også et magtspil, så demokratiet og stemmebjærgningen på globalt plan indebærer, at undermålerne regnes med.
Den eneste trøst er, at vi heller ikke kan vurdere, hvor gode vore nærmeste konkurrenter til VM-titlen er. Norge med Kjersti Grini i legestuehumør tager også for sig af tag selv-bordet med storsejre, det samme gør i mindre udstrækning Korea, medens Tyskland i Danmarks pulje kom ud for et chokerende uafgjort resultat mod Angola. Omvendt fik Leipzig-backen Grit Jurack befæstet sin position som turneringens topscorer. Hun virker ustoppelig, når hun kommer tonsende ind over midten.

Arvefølgen sikret
Det danske hold har godt hold på en fleksibel 3-2-1-formation, men har i den anden ende endnu ikke fundet sin playmaker. Camilla Andersen spiller kun rykvist godt, og Lotte Kiærskou har momenter af begavet, åbnende spil, men også rene begynderforbiere. Skudtruslen Kristine Andersen virker dog heldigvis som om VM-nerverne er ved at være væk. Hendes viljestærke gennembrud og det telepatiske samspil med den tydeligste danske profil, Christina Roslyng, resulterer i flere og flere spektakulære mål. Og Roslyngs afløser, den dynamiske og direkte Line Daugaard, viser, at tronskiftet efter Annette Hoffmann allerede er effektueret.
De danske målvogtere har vist sig overraskende stabile med den forventede rollefordeling, Lene Rantala som den hurtigt reagerende fra stregen, og en overraskende stabil Gitte Sunesen som den med det kølige overblik. Hun går ikke før hun skal.
Endnu mangler holdet som hold at få greb i den offentlige bevidsthed. Anja Andersen er således fortsat i stand til at stjæle spisesedler og tabloidforsider fra VM-holdet. Senest med luftkastellet om at gøre 2. divisionsholdet Slagelse HK til et dream team. Men lad os se kioskerne på mandag. Med denne weekends kampe mod Makedonien og Tyskland begynder VM nemlig først for alvor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her