Læsetid: 10 min.

Kærlighed og kjoler

18. december 1999

Når jeg tænker mig om, kan jeg huske hver eneste kjole jeg har ejet hele mit liv. Og en del som andre har båret. Især min søsters. Mens en snoet strøm af sweatere, bluser, skjorter, t-shirts og cowboybukser fortoner sig i uopmærksomhed og glemsel

Essay
Tillykke! Det blev en kjole... Jordmoderens dom er entydig. Hendes stemme er professionel, lavmælt og lettet.
For en veloverstået fødsel er trods alt et mirakel.
Jeg har fået endnu en datter.
Naturligvis fortæller jordmoderen, at det blev en pige.
Men kjolen er på lystavlen i samme sekund. Piger er kjoler. Drenge er: jeg ved ikke hvad - noget ukendt fra Mars?
Det er nu hændt forlængst og er alligevel nærværende. For det er altid kun et øjeblik siden, at jeg fik min yngste datter. Om fyrre år husker jeg det fortsat. Barnemoderen belønnes med hukommelsens episke præcision.
Alverdens mødre udgør en frimurerorden. Dens hemmeligheder deler vi på kryds og tværs af tider og kulturer.
Når talen falder på fødsler - får vi hjertebanken. Og lyst til at fortælle.
En lille tøs!
Jeg har kræfter til en tankerække af kjoler:
Lyseblå med smock til sommerbrug og den første jul: Skal vi vælge velour eller viellya? Har jeg noget der kan syes om? Hvad med kraver?
Juliane er allerede forpuppet i mit drømmenet af vaner, forventning og kærlighed. Hendes vej bliver kjoler. Om hun vil den eller ej.
Jeg debuterer selv med kjole.
Ved min første offentlige fremtræden er jeg blot ni måneder gammel. Iført en af min tante Hennys hjemmefabrikerede kjoler. Den er nok strikket, men sikkert først optrevlet, strikket og optrevlet. Derpå strikket igen.
Daværende Nationaltidende (senere Dagens Nyheder og senere ingenting) bringer ved årsskiftet 1947/48 en hel side med fotos og tekst om "Årets Børn 1947". Øverst på siden troner jeg (stående - jeg går tidligt), idet jeg sender et nysgerrigt blik ud over min samtid.

Det er efterkrig og rationering. Varemangel og tvungen sparsommelighed. Desillusion og håb. Hår har jeg ikke meget af, men mine store øjne afslører gåpåmod og veltilpasset energi. Min fremtid ligger blot.
En tid for kjoler? En tid for kvinder?
Når jeg tænker mig om, kan jeg huske hver eneste kjole jeg har ejet hele mit liv. Og en del som andre har båret. Især min søsters. Mens en snoet strøm af sweatere, bluser, skjorter, t-shirts og cowboybukser fortoner sig i glemsel og uopmærksomhed.
Min barndom falder i en højtidelig periode.
Atmosfæren er tilpasset. Dengang er der rigtige damer og mændene er betydningsfulde, mytiske og tildels uopnåelige. Min far forsvinder hver dag på arbejde, og jeg aner ikke, hvad han laver. Verden er todelt: Mor/barn og dertil en far, der betaler regningen. Der er stormagasiner og behagelige forretninger med betjening. Således tager min mor sommetider et bestemt antal kjoler eller andet hjem 'i udvalg'. Ekspeditricen noterer omhyggeligt, at fru dit og dat har hjembragt dit og dat til besigtigelse og prøvning i privaten. Senere afhenter forretningen det, som min mor ikke køber. Uden beregning. Chaufføren er i uniform og kasket.
At klæde sig på er en voksen affære, som jeg mindes optager en rund del af min mors hverdag.
En tophistorie i familien er den om min storebror (havlandet år ældre end jeg, men samme højde, drøjde), der midt i Magasin du Nord bliver tvunget ned i en rød tobralcokjole tiltænkt mig. Hvid krave, 'vinger' og sløjfe på numsen. Jeg er hjemmeliggende syg og Torben får vistnok et knæk, da både min mor og ekspeditricerne småfnisende erklærer, at den røde kjole klæder ham bedårende

Drenge i kjoler? Dåbskjolen accepterer vi. Drenge- såvel som pigebørn hældes i et brus af blonder, kniplinger, tyl og broderie anglaise til den første store dag. Vi tror nemlig, at den hvide dåbskjole er en ældgammel tradition og den slags retfærdiggør adskillige ydmygelser.
I virkeligheden er dåbskjoleskikken af nyere dato.
For blot et par sekler siden bliver børnene døbt i såkaldt "kristentøj" - gerne en varm, vatteret pose opsyet i spraglet brochade eller andre finere stoffer fra aflagte selskabskjoler eller kasserede møbler, paneler og skærmbrætter. Thi tidligere er kirke og hjem ikke opvarmede til vore dages niveau og endvidere bliver børnene døbt som sarte nyfødte. Man frygter - med rette - at barnet dør inden den kirkelige velsignelse.
Min egen søn Andreas er fra 1976 og "gik i kjoler" - hedder det sig.
Da han er spæd putter jeg ham i løjerter. Lange bomulds'kjoler', der nederst er forsynet med løbegang og bindebånd. Et praktisk og smukt baby-outfit. Let til bleskift og løjerten skjuler og varmer de som regel ikke særligt charmerende spædbørnspusselanker.
Andreas begynder at gå, og jeg syer forklæder til ham.
Drengemodellen med krydsede seler på ryggen. Knapper eller bændler på skuldrene. Min historieløse omgangskreds finder disse forklæder pigede. Men kik på guldalderens familieportrætter: De yngste børn af begge køn er iklædt kjoler. Kjoler, kitler og skørter giver ukompliceret adgang til underlivet. Man løfter blot op til det, der skal gøres - hurtigt ekspederet.
I Vendsyssel har jeg erfaret, at ældre folk omtaler alle små børn, synligt drenge - oplagt piger - som hankøn.
Og deroppe siger man:
"Rosa - han ligger derhjemme og har hvalpe ..." Om hunhunden på barsel.
Den østrigske filosof, mysteriemand og pædagog Rudolf Steiner anbefaler, at kvinder der passer børn privat og professionelt iklæder sig kjoler eller skørter. Rudolf Steiner mener, at det lille barn har glæde af at have noget at holde sig til og delvis skjule sig under. Moderfiguren med skørt. Fjer og vinger hvorunder der er omsorg, ly og varme.
Vor tids pædagoger er måske fysisk afvisende i deres glatte, uangribelige cowboybukser.
Mors pels er en lille gribebevægelse, som det nyfødte barn praktiserer. Når babyen bliver forskrækket breder det armene helt ud og hænderne udfører en eksakt gribebevægelse. Barnet søger 'mors pels'. Vi var jo aber. For ikke så længe siden. Griberefleksen forsvinder efter nogle uger.

Halvtredserne. Jeg husker Statens Husholdningsråd, Mariekiks og rigtige embedsmænd. Kold krig, Korea og de andres sult. Ingen drømmer om oprør. Bag det hele ulmer erotikken. Vi går i noble cardigans og læggede nederdele. Hvis skørtet er et signal om noget der bør skjules, men kan opnåes, er de plisserede nederdele den borgerlige seksualitets ydergrænse. En slags pigtråd.
Men chokket indfinder sig.
Marilyn Monroe stiller sig på en varmluftsrist og op flyver drømmen. Den berømte scene er prentet i såvel kvinder som mænd. Hun holder på dyden. Forgæves.
Og vi går i biffen og fryder os over Walt Disney der i Askepot lader de to små mus kreere kjolen.
De lægger al deres flid og kærlighed i arbejdet. For når Askepot skal møde sin prins på livets aften, er kjolen afgørende. Eventyr kender hverken til spadseredragter eller slacks.
Thi kjolen nærer vore længsler og drømme. Om den store forening med prinsen.
Vi er endnu ikke konfronteret med faldende sædkvalitet, Viagra og andre livsangstsymptomer.
Halvtredserne repræsenterer kønnenes dans og hun er i kjole. Ind kommer Brigitte Bardot. Hun smider karkluden. Flår køkkengardinerne ned og erklærer:
Jeg gider ikke andet end parring ... Brudekjolen anno 1958 er designet af Jacques Esterel og kan beses på Musée de la Mode et du Textile i Paris. Og vi følger Brigitte. Kilometervis af rosa og hvidternet bomuldslærred bliver tillige med hvide festoner omsat til Bardot-kjoler:
Kom-og-tag-mig-jeg-er-sukkersød-og-dum-som-du-vil-have-det....
Samme år gør Ungarn opstand.

Jeg er ung i hippietiden. En stjernestund. Hår vokser ens på piger og drenge, hvis blot det vokser længe nok. Vi har tid, tørklæder, skørter og kæder. Det dingler og dasker. Bag os er far og mor og deres tungsindige krigsideologier. Slut med at spare. For nu er det nu. Forbrug og 60'er-inflation. Vi inddrager hele verden fra Indien over Afghanistan til Mexico og Peru med en enkelt håndbevægelse. Etnisk er det. Alt lader sig gøre.
Uden dobbeltklik på Nettet.
Og uden synderlig solidaritet med andet end Janus-butikken der leverer varen.
Sleep-inns og happenings. Vi parrer os på kryds og tværs.
Kan man ikke få fat på en fyr - er en rundkindet pige et dejligt bytte.
Hvem fortæller kjolens enfoldige historie?
Ingen - "for alle de som alfe kan - de har hjemme i alfeland". Dragthistorikerne befinder sig fra nu af i moden. Den er jordisk og konkret. Modestudier bliver akademikernes analytiske redningsplanke i tristesse over, at de måske ikke selv forstår sig på tøj.
For i 70'erne går der politik i klunset.
Skørterne hænges ind og kvinderne ud...
Med ét forvandles børnenes tøj. Nøjagtigt på det tidspunkt, hvor barneriget forsvinder via heldagsinstitutionen - kompenseres med barnlig udklædning til overdreven 'festlighed'.

Halvfjerdser-børn trasker rundt i t-shirts, overalls og skidragter i hvinende kulører og alt for brede striber. Jo tristere hverdag - desto 'morsommere' tøj.
Klovnebørnene udstiller mismod og fortabelse. Mor er ikke hjemme, mor er på arbejde, mors arbejde er ikke længere at forføre far. Hendes børn vokser op som nå-generationen. Den går i sort og på RUC til samfundsvidenskabelige studier. Tak til børnehavetiden, der var klistret ind i politiske rollelege om skilsmisser, alkoholisme og narkonedtrapning.
Hvor var poesien, drømmene og dukkerne?
Ligestillingen lander i buksesnak og tomhed.
Da Amalia Bloomer i midten af forrige århundrede agiterer for bukser til kvinder, bliver hun mødt med hån og latter. Siden har vi affundet os med mandetøjet, men aldrig med betegnelsen benklæder. Benklæder er gynækologsprog:
"Vil De være venlig at lægge Deres...."
Mænd i kvindeklæder?
Dirch Passer som Charleys Tante. Forvekslingskomedien.
Hvorfor er det stadig så morsomt med manden i kjolen?
Fordi vi frygter ham. Vi foruroliges. Derfor griner vi.
Æg i testiklerne. Så er vi færdige. Reproduktionen forbi. Mareridtet på vej.
Vi klamrer os til den store kjole - hendes.
Konfirmationskjolen. Brudekjolen. De kongeliges kjoler.
Prinsessens bryllup sætter nationen i brand. Vi jubler og græder. Og bliver dog pålagt, at en kvindelig politidirektørudnævnelse med bukser, briller og kasket er en - sejr.
Kjolen er et symbol på, at forplantning og fortsat liv kan lade sig gøre. Via kjolen tilbeder vi frugtbarheden og kjolen bærer vore ritualer. Kjolen er det eneste beklædningsstykke vi omtaler som en drøm.
"Se min kjole den er rød som rosen..."
Cindy Crawford, amerikansk supermodel vælger selv den røde kjole.
En hvirvelstorm af silkevelour og tyl, da magasinet Vogue fra december 1995 spørger til hendes own choice. Isaac Mizrahi er mester for kreationen, der i al sin enkelthed består af et stramt ærmeløst liv - en corsage - og et brusende, ankellangt skørt. I blodets farve. Det er den rigtigste af alle rigtige kjoler.

Fattigfirserne! Nej - vores erindring hvisker fråsefirserne. Det er vist noget med Schlüter og kartoffelmos. Klaus Riskjær og co. lancerer et uskyldigt plagiat af fordums overklasseliv. Hurtige biler, tvangsauktioner i ét mix med konto hos Illum, der udbyder nostalgi og laksko til de fattigfine.
Vore småpiger genopstår i fløjlskjoler medens omtrent forsølvede kandelabre oplyser en kort gullaschtid.
Et livtag med nyrige eller arbejdsløse forældre afføder en generation af teen-agere, der i 1999 besvarer et hvilketsomhelst udsagn - seriøst eller morsomt - med et kvæstende og kælent okey.
OK-generationen er et produkt af en hidtil uset velstand.

I halvfemserne breder desperationen sig. Korsetteringen vender tilbage. Underkjoler, transparente og syntetiske bæres udenpå bukserne, (for at tilfredsstille både far og mor?). Et vink med en vognstang:
For fanden mand! Se - jeg vil elskes! Jeg tilbyder selvvirke og sødme. Og min tale er ja. Jeg er skamløs.
Vi er et stykke fra Rifbjerg og Jensens: "Trusser og bh (som vi ikke gad have på)"
Og vi mindes den hedebølgeramte landbokone, der tusser rundt i hus og have iført busteholder, underkjole og sko og strømper. Alt fra Dalle Valle. Hun passer sine tagetes og er et chok for os fra storbyen.
Men så i fjor: Min egen datter Astrid i fuldt firspring, 17 somre, skuldertaske og underkjole. På Trianglen!
Kjolen er smuk og praktisk gennem alle tider. Den forfører og skjuler den dertil hørende graviditet. Man kan føde i en kjole.
Kjolen ligger os på sinde i instinkter fra dengang, vi selv var alfer og feer. Naturens vingede væsener, der bevæger sig i indladende flaks og flugt gennem gamle skove og tågede enge. Til og fra vor mandlige modpol. I en tidløs leg.
Vores små nutidspiger tager alfedrømmen til sig.
Barbiedukken er aldrig dejligere end, når hun iklædes det store skrud - balkjolen.
Plasticmanden Ken ligger henslægt i et hjørne - gerne uden arme og ben. I vor irritation ønsker vi at kastrere ham, det lader sig ikke gøre - han er fabrikeret helt uden kønsdele. Min egen yngstedatter på 10 har måske 20 Barbi'er og 1 stk. Ken.
For Barbie er en øvelse. I at forføre, i at elske. I kommende moderskab. Dukken selv er artificiel og gold. Men kjolerne er rigtige nok. Af kød og blod. Barbie-legen er en passion, der driller den moderne ambivalente mor. Vore døtre er ikke i tvivl: Dukken er hæslig - tøjet er dejligt.
Når den lille børnesang Se min kjole fortsat kan stå repertoiredistancen, er det næppe, fordi vi bekymrer os synderligt om den pædagogiske farvelære. Ellers tiltrængt - BR-legetøj gør sit for at spolere og udrydde børnenes medfødte talent for finere farvesyn og nuancer. Nej, kjolesangen rummer den autoriserede længsel efter forsørgeren. Manden der via sit erhvervsarbejde gør det muligt for pigen/kvinden at lægge æg og ruge ud. I fred.
Hvem drømmer ikke om en ædel møllersvend, der iført hel hvidt giver sin gerning og sit totale udkommende til mig og mine små møllerbørn?
Jan Machenhauer, feteret dansk modeskaber, har udtalt, at han finder kvinder ufri i kjoler.
Måske har han ret.
Kjolen begrænser, men gør kvinden stærk og skøn.
Den er på os og i os som et angribeligt anliggende fra spiring til død.
Kjolen er kvindens time og frist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu