Læsetid: 11 min.

Til kamp mod grinebideriet

31. december 1999

Venstrefløjen må se at blive færdig med sit sorgarbejde, så der kan komme noget knofedt ind i arbejdet for en lysere fremtid

TILLÆG (2. sektion)
Ej blot til lyst
Der var engang. Nærmere bestemt for 25 år siden. To voksne mænd, Ejvind Larsen og Ebbe Kløvedal Reich, skrev et skuespil med titlen Til kamp mod dødbideriet. Anledningen var 100-året for N.F.S. Grundtvigs død, og sigtet var at hæve røsten mod de dødbidere i koksgrå veste, som sad i magtens centre og søgte at holde livskraften og glæden stangen, fordi den var en farlig kraft, der med kærlighed og latter og respektløshed kunne true magten og den herskende orden.

Dødbiderne de ville kvæle røsten,
fordi den lød så frit, at den var farlig for der's magt.
De måtte dræbe frihed, glæden, trøsten,
så de - og ingen andre - sku' få noget sagt.

Dødbiderne går nu i koksgrå veste,
de sidder i et glaspalads og kører rundt med os
og si'r, de ved det hele og det bedste.
Nu må vi ha' gjort kål på deres ros!

I dag er det andre tider. I dag er det folk af Larsens og Reichs egen støbning, ståsted og tradition, der risikerer prædikatet dødbidere. Påklistret, ikke af dagens magt, men af folk som har rødder samme sted som de selv, men som synes, glæden og friheden og lyssynet på fremtiden er forsvundet fra de kritiskes rækker. Nu er det de engang oprørske, der beskyldes for at værne om gamle dogmer, undertrykke nye tanker og modarbejde udvikling. Møntes kritikken ikke på folk som Larsen og Reich personligt, så rammer den dog det miljø af folkesocialister, EU-skeptikere, vækstkritikere og andre, som de menes beslægtet med, og som i deres kritik af den bestående model nu hævdes at fremtræde sortseende, negative og uden mental forandringsvilje. Her er ikke længere det livsmod og den 'omstillingsparathed', som er enhver revolutions motor, hvad enten revolutionen er socialistisk, markedskapitalistisk eller noget helt tredie - eller fjerde. Her er i stedet, hedder det, småborgerlig konservatisme i rød-grønne gevandter, 'lejrtænkning', klynk, jammer og konstant ondt i røven. Med den kroniske skyldfølelse som redskab forsøger de nye dødbidere fra den én gang så muntre og fandenivoldske venstrefløj at kvæle røsten på dem, der længes efter retten til livsglæde, optimisme og fremtidstro. Hedder det.
Og det er så, hvad disse ny-progressive udi egen selvforståelse prædikerer: Det gode humør tilbage, lyssynet genindsat, for samfundet og fremtiden i stedet for imod. Nyd det, som én af dem siger. Smil til verden. Naivitetens politik på dagsordenen.
Grinebidere er måske et stærkt ord at mønte på dem, men den sproglige parallelitet til dødbiderne frister. For deres latter og livsappetit er ikke - som dengang - på en form, der truer magten i de koksgrå veste. Den er vist snarere magtens allierede, villet eller ej.
Hvad er det dog, der er sket? Er oprøret fra 70'erne blevet reaktionært i sin tværhed? Og er de, der nu revser oprørerne, selv reaktionære i deres insisterende optimisme? Er venstre blevet højre på hele to måder? Hvor ligger i så fald håbet?

Den startede længe før Murens fald. Nedturen. Det oprør, der fra begyndelsen i 1968 blev båret af lige dele politisk indignation og grænseoverskridende sanselighed kørte fast på de indre linjer. Godt nok rykkede normer og magtbalancer, godt nok blev retten til fri abort sikret, tæv til skolebørnene forbudt, muligheden for at nægte militærtjeneste anerkendt, studenterindflydelsen på læreanstalterne øget og meget mere. Men revolutionen udeblev. Og oprørerne opdagede, at der alligevel ikke var nogen vision for det nye samfund at hente øst for Jerntæppet. Med sine koncentrationslejre, sin tvang og undertrykkelse, sin materielle armod og sin oprustning på dødbringende atomvåben var det socialistiske samfund, der skulle skabe frihed for folket, gledet over i sin egen modsætning. Hverken på moral, respekt for menneskerettigheder eller evne til at sikre bedre levevilkår kunne den virkeliggjorte socialisme i Øst hævde sig over den kritiserede kapitalisme i Vest.
Tre reaktioner fulgte: Fortrydelse. Fornægtelse. Og fortabthed.
Blandt de, der havde håbet mest og været længst ude, indtrådte bondeangeren. Det idealbillede, man havde holdt op for sig, og i hvis navn man havde godkendt totalitære metoder, undertrykt egne behov og sværmet for vold, afslørede sig som så hæsligt, at man måtte rense sig, gå bodsgang og gøre op med egne kamp- og meningsfæller.
Nogle skrev bøger og kronikker, hvor de anklagede sig selv eller - oftere - kammeraterne for stalinisme og det, der var værre. Andre bevægede sig ud af ungdommens undergravende vildfarelser ved at kravle mod de højest tilgængelige poster til sikring og beskyttelse af den bestående kapitalistiske verdensorden. Lige så indædt de havde forsøgt at omstyrte det borgerlige demokrati, lige så passioneret værner de nu dets værdier.
De mindre ekstreme havde mindre at angre. Men derfor også mindre tilskyndelse til at forkaste det program for socialisme, de havde arbejdet for. Den kapitalistiske markedsøkonomi blev fastholdt som det egentlige onde med dets iboende krav om vækst og konkurrence, destruktivt for både den indre og den ydre natur. Som kapitalismens manifestationer blev - og bliver - EU, WTO, de store selskaber og de mindre udliciteringer defineret som de afgørende angrebspunkter. Men kampen fremtræder defensiv, ind imellem næsten depressiv, fordi det er så åbenlyst, at markedet har sejret og sejrer hver dag. Humøret er gået fløjten, tænkningen går i ring. Lejrtænkning, siger de, der ikke mere kan holde fornægtelsen af virkeligheden ud.
For blandt disse har mange set kendsgerningerne i øjnene. Set at markedet i en vis forstand fungerer. Evner at indoptage og neutralisere kritik, evner at afværge kriser og evner at skabe fortsat vækst og velstand. Markedslogikken er cementeret. Men den er ikke smuk, den er ikke menneskevenlig, ikke økologisk, og den er ikke solidarisk og lighedsfremmende. Desårsag er den svær at elske, og desårsag føler mange realister sig fortabte og forladte. Min Gud, mit håb, hvorfor har du forladt mig? Svaret er tavshed, og derfor er de selv blevet tavse. Indadvendte. Apolitiske.

Venstrefløjens sorgarbejde. Det er det, der er i gang over hele linjen. Tabet af en drøm. Et nyt årtusind vinker, uden et håb, en vision at samles om. Mundvigene nedad.
Det er ikke - modsat hvad nogle iagttagere hævder - undergangsforestillingerne, der dominerer. Ikke mere. Det er det modsatte. Frygten for, at det faktisk kan fortsætte i det uendelige, selv om omkostningen ved fortsat vækst, globalisering, markedsgørelse og kulturel ensretning er tab af menneskeligt fællesskab, åndelig frihed og økologisk bæredygtighed.
Men tristessen er ikke til at klare. Ikke noget at modtage i arv. Sorgarbejde har sin funktion for de ramte og tager sin tid. Men for andre er det nu længst overstået, og for nogle - f.eks. børn af de skuffede oprørere - har det aldrig været relevant. Forbitrelsen, forsagelsen, forkrampetheden, formørkelsen er ikke til at holde ud at se, høre, endsige leve på. Billedet af samfundet som ubeboeligt er ubærligt.
Derfor gås der nu til vaflerne i protest. Nu skal livskraften den ondenlyneme genindsættes. Skyldfølelsen og den sorte samvittighed jages ad helvede til og den bedrøvede, stillestående venstrefløj have én på sinkadusen. Nu skal der tages livtag med dagens virkelighed, ikke med fortidens spøgelser. Og fordi dette slag i den venstreorienterede bolledej ikke kun er udslag af nøgtern politisk analyse, men også af personlig historie og kollektiv psykologi, går man så galt i byen. Dvs. nogle går galt, nogle steder. Grinebiderne.
Tor Nørretranders favner i sin ny bog Frem i tiden positionen klart. Først distancen til og opgøret med det, man kom fra:
"Denne dybt småborgerlige glæde ved undergangsudsigten gælder selvfølgelig også en civilisationskritisk miljøbevægelse, der ikke er meget for at se i øjnene, at den markedsøkonomi, man kritiserer, har vist sig at kunne løse en masse af de problemer, den selv har skabt. Hele besværet ved en diskussion om kapitalismens succes og ubestridelige evne til at overvinde selv meget store problemer, var så dejligt unødvendigt dengang man vidste at verden alligevel går under om et øjeblik og alle succes'erne blot blev opnået på lånt tid. Miljøet leverede det pant på uopsætteligheden af en forandring, som det tidligere var proletariatet, der leverede."
"Men i og med at dommedag er aflyst, står såvel venstrefløjen som hele kulturen og lider af rystende mangel på visioner, utopier og planer for fremtiden."
Og så buddet på det nye, på livsbekræftelsens program, planen for fremtiden:
"...måske er det mest realistiske lige præcis at være naiv. Hvad er der galt med en naivitetens politik, som bare siger, at nu gider vi ikke vente længere på, at vi får lukket leddet og afsluttet den der ydmygende hungersnød i en verden, der har mad nok," skriver Nørretranders i sin argumentation for at løse verdens sult- og fattigdomsproblemer ved, at hver af klodens velstillede borgere lægger én krone om dagen.
Forfatterne til bogen Borgerlige ord efter revolutionen - Henrik Dahl, Christine Antorini, Jens Reiermann, Signe Wenneberg og Lars Goldschmidt - har en mere rå tone, men i grunden samme ærinde. Venstrefløjens svar har for sjældent været konstruktive skriver de og hånler:
"Lukke øjnene. Hæve stemmen. Sige det der engang virkede. Stampe i jorden. Holde fast. Vente på det går over. Lade som om tiden står stille. Sige nej, nej, nej. Og ud, ud, ud. Og uha-da-da. Og jamen-alligevel. Ikke fordi det på nogen måde hjælper, men af gammel vane."
"Kritik er blevet at have ondt i røven. Man har ondt i røven over dem, der tjener penge. Man har ondt i røven over dem, der har talent. Man har ondt i røven over de smukke og de dygtige. Man har ondt i røven over, at nogle bor i store huse og kører i europæiske biler, mens andre bor i lejligheder og kører på cykel..."
Bandbullen komprimeret. Og svaret:
"Vi mener, at fremtiden tilhører dem, der gør sig umage. Dem, som gider. Dem, som vil noget med livet, deres egne liv, deres børns liv, andre menneskers liv (...) Vi er meget enige om at vende os mod et samfund, hvor det er synd for de fleste."
"Det enkelte menneske er guddommeligt, fordi det skaber sig selv og sin verden. Men det kræver at dette menneske vil sig selv. Ellers er det blot et offer. Eller i værste fald slave af sin egen, indbildte magtesløshed," hedder det. Og:
"...alt, hvad vi har at tilbyde de udstødte, er en opfordring til at tage sig sammen."
Før dem kom Bjørn Lomborg med sin afvisning af miljøkrisen og den dårlige økologiske samvittighed og med sin legitimering af retten til at have det sjovt og nyde det. På linie med Henrik Dahl og Co., der vil have lov at vedkende sig glæden ved store italienske biler og 200 heste under egne sko. Og have accept af månedslønninger på 80.000, hvis fliden og talentet er til det.
Vær naiv. Stol på godheden. Realiser dig selv. Nyd det. Det er - en central del af - det nye bud på en progressiv politik for forandring og forbedring af verden. Det er også af anmeldere og kommentatorer blevet kaldt renlivet konservativ politik, selvom de involverede ikke selv måtte have indset det. Mange af f.eks. Per Stig Møllers publicerede ræsonnementer kan genfindes i de nye venstrefløjsrev-sende, fremskridtsoptimistiske skriverier.

Det er noget rod. Flokken af venstrefløjskritiske forfattere har ganske vist ret i noget aldeles centralt: Det gælder om at genvinde selvværdet, bryde ud af offerrollen, tale op til mennesker, gøre hinanden til ansvarsbevidste borgere snarere end hypnotiserede forbrugere. De har så ret, at også statsministeren i dag bruger deres formuleringer. Men i deres ubændige, forståelige, trang til at fremmane lysere tider, smider de ny-venstreorienterede, ny-konservative eller hvad de nu er, den sociale indignation eller indsigten i magtens reale væsen eller begge dele overbord. Den reale betydning af interessemodsætningerne i virkelighedens verden nedtones - måske fordi de i dag ikke bare går mellem kapitalejere og ubesiddende, men nok så meget mellem informations-eliten, som de selv - og undertegnede - tilhører, og den majoritet af menneskeheden, der lever i og af den materielle virkelighed - herunder også den marginaliserede gruppe, der lever på randen af det hele. Solidariteten synes på forhånd med de stærke, individets selvrealisering betones i det uendelige, og projektets sprog er vindernes.
Som postuleret venstreorienteret projet er det påfaldende, hvor lidt det i sin retorik rækker hænderne ud mod andre end informations-eliten, mod dem, der allerede har og kan.
"Elite på alle niveauer i alle livets forhold", hedder det i salgsbrochuren fra det seneste skud på stammen af management-bureauer, High Performance Institute, der sælger selvrealisering til de købedygtige. Lidt på samme måde lyder sangen fra de, der nu taler kritiske borgerlige ord til den gamle venstrefløj. Konservativ ideologi i ny sproglig klædedragt.
Problemet er naturligvis, at ikke bare kritikerne selv forekommer konservative. Det gør netop også genstanden for deres kritik, den gamle venstrefløj med de nedadvendte mundvige. Derfor kan de - grinebiderne - ikke uden videre affærdiges. Lige så lidt som dødbiderne kan det. Man kan sige, at opsangen er nødvendig, samtidig med at den ikke rummer løsningen.
Det hele - i begge lejre - handler om længsel. Behovet for en positiv vision ved indgangen til et nyt årtusind er så stærkt, at nogle nu er ved at eksplodere, mens andre snarere synes i færd med at implodere.
Der findes mennesker, som ikke er skuffede eller vrede. Mennesker, der har haft mindre himmelstormende drømme, mere ydmyge personlige forestillinger om, hvad der kan laves om og hvornår. Mennesker med mindre at angre og knap så meget at miste. Men også mennesker, der i deres livsførelse har vundet den værdighed og selvfølelse, som nu efterspørges. Og tilmed besidder noget af den naivitet, der ikke handler om, at en krone om dagen tryller elendigheden bort, men om at det nytter at gøre sin daglige, praktiske indsats trods problemernes omfang. Besidder den handlingens optimisme, som der er brug for og mangel på og bud efter.
De kan findes i folkelige organisationer, i græsrodsbevægelser, i lokalsamfundene, i unges aktivistmiljøer. Myndiggjorte borgere med konkrete erfaringer, der er gode nok til at indgive dem både selvopholdelsesdrift og troen på, at verden, selv den globaliserede, kan påvirkes. Mennesker, der ser mere praktisk og mindre ideologisk på tingene og anerkender, at EU og WTO og globaliseringen er en del af virkeligheden og hverken skal dæmoniseres eller tilbedes. Mennesker, der ikke oplever, at alternativet til verdensrevolutionen, må være selvrealisering med 140 kilometer i timen. Mennesker der sætter grænser for egne materielle eller karrieremæssige eskapader, fordi 'det har sin rimelighed', og uden at de oplever det som tvang fra moraliserende kommisærtyper.
Det er ikke sikkert, at masterplanen for en ny verdensrevolution kommer herfra. Men det er nok her, handlekraften, myndigheden, solidariteten og sammenhængskraften vil overleve og hente næring.
I venten på at grinebiderne får grinet af, og dødbiderne bliver færdige med sorgarbejdet, var det måske en ide at rette ørerne den vej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her