Læsetid: 13 min.

Man kan ikke lære talent

18. december 1999

Men man kan lære teknikker og udvikle talent, fremdyrke det. Jeg vidste, hvad jeg ville - lave film, og jeg ledte efter en måde at opfylde det på, siger den polskfødte instruktør Roman Polanski

Interview
Må jeg spørge jer om én ting, lyder det polemisk fra den lille mand i sofaen.
"Hvorfor laver vi det her? Hvorfor mødes jeg med pressen?" Roman Polanski er en utålmodig mand. Han har intet tilovers for dumme spørgsmål - og spørgsmål, han har svaret på en million gange før. Så bliver han træt og uengageret. Men tænder man ham med et relevant eller interessant spørgsmål, så vågner han op og fortæller levende og længe.
Den lille polskfødte instruktør med de store visioner, der i dag bor og arbejder primært i Frankrig, besøger Danmark og den danske filmskole for at holde foredrag om sine film og sin karriere. Hvilket han gerne gør, øser af sine erfaringer og sin filosofi omkring instruktørgerningen til de ca. 200 forventningsfulde tilhørere, garvede og kommende kolleger fra den filmbranche, Polanski har betydet meget for med kompromisløse, stilsikre og brilliante film som Rødt chok, Rosemarys baby, Chinatown og Death and the Maiden. Som han har været en del af i mere end 40 år- siden han selv forlod den polske filmskole i Lodz.
Men i en alder af 66 er Polanski - der selv mener, at han trods sine mange hundrede interviews aldrig har lavet ét godt - ikke længere så ivrig efter at diskutere sine gamle film med danske journalister. Hans kræfter synes få, og tålmodigheden opbrugt, da han efter to dages foredrag mødes med en håndfuld af filmpressens hårdtarbejdende mænd og kvinder (og endnu flere fotografer) til en lille, uformel pressekonference - interview lyder bedre - for at snakke, altså ikke så meget om sin karriere, men først og fremmest om sin nye film, den okkulte thriller Ninth Gate med Johnny Depp i hovedrollen, der har dansk premiere første juledag.
Derfor Polanskis retoriske spørgsmål, da interviewet starter en smule uheldigt med spørgsmål om alt muligt andet end den nye film. "Hvorfor er vi her?" For at snakke om din nye film, lyder det forsigtigt fra en af journalisterne, hvortil Polanski koket svarer:
"Det tænkte jeg nok! Men indtil videre har I kun stillet mig inderlige, psykologiske, filosofiske spørgsmål. Hvis det er for at lave endnu et interview af den slags, jeg har lavet
tusinder af i mit liv, så må jeg sige, at jeg ikke er interesseret." Der fik vi dén - om igen.

Bog og film
Baseret på den spanske succesforfatter Arturo Peréz-Revertes fremragende Dumasklubben handler Ninth Gate om bogjægeren Dean Corso (Depp), der i et forsøg på at verificere en bogs ægthed opdager, at den måske har selveste Djævelen som medforfatter. Et faktum som synes at interessere adskillige mennesker foruden ejeren, den skruppelløse forretningsmand og fanatiske bogsamler Boris Balkan (Frank Langella), og som bringer Corso i klammeri med mystiske og livsfarlige personager og en kult af djævletilbedere.
Om grunden til, at han valgte Dumasklubben som udgangspunkt for en film, fortæller Polanski, at "hvad jeg bedst kunne lide var de spændingsmæssige og komiske elementer som lå i jagten på denne ting, bogen. Når jeg fortalte folk, at jeg skulle lave en film om en bog, så fandt de det ekstremt kedeligt og uinteressant. Selv fandt jeg det meget udfordrende at lave en film, hvor bogen havde en slags hovedrolle."
Arturo Peréz-Reverte er en både underholdende og meget litterært funderet forfatter, som elsker at referere til andre bøger og forfattere, og hans historier er ofte bygget op omkring komplekse intriger og talrige sidehistorier, hvor virkelige bøger, forfattere og personer optræder side om side med fiktive skabelser i en stil, som i mangel af et bedre udtryk er en blanding af Agatha Christie og Umberto Eco.
Det gør Revertes romaner til attraktivt, men ikke uproblematisk filmmateriale, hvor hele plottråde må tages ud af hensyn til overskueligheden. For Polanski betød en beskæring, at den del af historien, som har givet romanen titel og således beskæftiger sig med et originalt manuskript af Alexandre Dumas, måtte skrottes. Tilbage er historien om bogen, som måske er skrevet af selveste Djævelen.
"I romanen er der to plotlinier, og af forskellige grunde kunne jeg ikke have begge med. Først og fremmest var der længden - det ville være blevet en helaftensfilm. For det andet er man i konstruktionen af en film nødt til at være meget mere koncis og striks - man kan ikke fortælle små sidehistorier, som han (forfatteren, red.) gør."
"En af litteraturens forcer er, at man ikke behøver det distinkte, organiserede plot, man kan også fortælle andre ting. Bogen er meget lig Rosens navn, men forfatteren nyder åbenlyst bihistorier og bifigurer - ikke mindst i Dumasklubben. Historien var nødt til at blive beskåret, kun én plottråd kunne bære i en film på to timer," mener Polanski, der ikke har fortrudt sin vægtning af historien.

Bevidst stil
"Når man arbejder på et manuskript," forklarer han, "så har man rigeligt med beklagelser, fordi man gerne vil bruge om ikke et helt plot, så nogle gode scener og karakterer. Men det er problemet med enhver form for redigering, om det er en tekst eller en færdigoptaget film i ens klipperum, så er der mange ting, man er nødt til at smide væk. En skuespillers store øjeblikke eller ind i mellem meget spændende scener, som man er nødt til at efterlade på klipperummets gulv af hensyn til filmen."
En af bogens styrker er dens indlevede skildring af det antikvariske bogmiljø, som synes af en anden og ældre verden end vores. Det er en fornemmelse, som det lykkes Polanski fint at bringe med over i filmen.
"Bogsamlere og bogelskere lever i en lidt anden epoke," forklarer Polanski. "Bogen såvel som filmen foregår nu, jeg flyttede ikke handlingen, men den har at gøre med bogsamlere, og de er naturligvis ikke unge, hippe fyre, som sidder foran en computer. De lever for en stor del i fortiden."
Denne fortidige verden bringes effektivt til live af Polanski, som altid har været sig sine visuelle virkemidler meget bevidst, og som ofte går efter det stemningsfuldt stiliserede. "Jeg har altid en idé om, hvordan det skal se ud, ellers ville det være umuligt at lave en film. Man er nødt til at tilrettelægge i sit hoved, hvad man har tænkt sig at gøre. Selv hvis man overvejer at gå i supermarkedet, så planlægger man at tage bestemte ting ned fra hylderne. Det samme gælder for filmmagere, man er nødt til at have et tydeligt billede af, hvad man vil lave, og være i stand til at gøre det fysisk tilgængeligt for andre, i dette tilfælde publikum. Faktisk så jeg for mig mere eller mindre, hvad jeg fyldte på lærredet."
- Og det kom primært fra bogen?
"Nej, for det tog os ret så lang tid at skrive manuskriptet, og når man skriver og taler om konkrete scener og situationer og mennesker, så udvikler man på en eller anden måde et nyt stykke. Man baserer det på den oprindelige kilde, men det er ikke præcist hvad, bogens forfatter præsenterede for én, man tilpasser det naturligvis."
Hovedrollen som Corso spilles af Johnny Depp, der er en af de unge skuespillere, som har udfordret sig selv mest i forhold til roller og film, hvilket er en af grundene til, at Polanski ville arbejde sammen med ham.
"Det var ikke sådan, at jeg læste bogen og tænkte, 'hvem kan lave den?' Jeg havde kontakt med Johnny inden da. Omkring et år forinden mødtes vi i Cannes, og jeg fortalte ham, at jeg ledte efter materiale, som ville passe til ham. Han er en af sin generations mest interessante skuespillere, og jeg ville meget gerne arbejde med ham."
"Da jeg læste bogen, følte jeg, at Johnny var den rigtige mand til rollen. Faktisk sagde bogens forfatter, Arturo Peréz-Reverte, da han så filmen i Spanien, at Depp var præcis, som han havde forventet."

Underholdning
Ninth Gate er en forrygende flot film, men ikke en af Roman Polanskis bedste eller mest dybe film, hvilket instruktøren godt selv er klar over. "Selvfølgelig siger den visse ting om livet, fordi den rummer karakterer, der portrætteres realistisk. Psykologien synes korrekt. Derfor har alt, de gør, en bestemt mening, men om den siger noget vigtigt, tvivler jeg på," siger Polanski, som i sin næste film gerne vil tackle et mere vægtige emner. "Jeg bryder mig ikke om ordet budskab, men der er vise emner, som er meget mere alvorlige og meningsfulde, som f.eks. filmen, jeg lavede lige inden, Death and the Maiden (forfølgelse, tortur, hævn, red.). Den har en dybere mening og beskæftiger sig med emner, som er vigtigere end det at jage bøger."
Produktionen af Ninth Gate forløb nogenlunde problemfrit for Polanski, der faktisk fik frie hænder til at lave filmen, som han gerne ville.
"Selskabet lod mig i fred, må jeg sige," fortæller han. "Til at begynde med havde de forskellige ideer til omskrivning af manuskriptet, men det var sent i processen, og de indvilgede i at lade filmen fortsætte, som den var. Vi overskred budgettet en smule, fordi en af scenerne ikke var tilfredsstilende i vores manuskript og derfor skulle skrives om. Vi blev enige om at vente med det, og det endte med, at jeg omskrev scenen, hvilket fordrede flere penge - de ønskede ikke at bruge de ekstra penge, og jeg blev nødt til at tage dem ud af min løn. Det var den eneste konflikt, vi havde."

De gode, gamle dage
Når man lytter til Polanski, får man en fornemmelse af, at han længes efter gamle dage, hvor budgetterne nok var mindre, men hvor der også var så meget kortere mellem idé og færdig film.
"Længes ved jeg ikke," svarer han. "Det drejer sig ikke om en form for nostalgi. Men det er en skam, at det er så svært at sætte en film igang for tiden. Det er så gevaldig en risiko, fordi det koster mange flere penge i dag. Inflationen i vores industri følger ikke den generelle inflation. Alting bliver dyrere, men omkostningerne ved filmproduktion er bare steget til astronomiske størrelser i de senere år."
"Således er det sværere at rejse pengene, der er flere vagthunde omkring én, når man skal til at bruge pengene. Risici er større for alle, også for instruktøren, idet han er ansvarlig for det, han gør. Faktisk bliver der lavet enorme mængder film, som næsten alle taber penge, og de få, som ikke gør, genererer så fantastiske overskud, at det næsten er blevet som at spille roulette."
"Tidligere var der store succeser og store fiaskoer, men de fleste film ville på en eller anden måde tjene sig selv ind, og i dag tjener de fleste slet ikke sig selv ind, mens andre film tjener ind, hvad de har mistet."
- Synes du, at de store studier mangler mod til at lave film om vigtige emner?
"De er ikke interesseret i emner, kun i at tjene penge. Derfor bruger de alle de teknikker, som eksisterer til brug i markedsanalyser til at bestemme, hvad de skal gøre. Det er som med fast food: Hvis man putter en lille smule mere sukker i hamburgeren, så vil børnene hive flere forældre tilbage til hamburgerbarerne. Det samme sker med film."
- Og megen af filmproduktionen, i hvert fald den amerikanske, er rettet mod teenagere.
"Det ville være fint, hvis det var for teenagere, men det er kun for børn, mindre og mindre børn hvert år. Jeg kender ikke publikummet til en film som Star Wars, men det er meget ungt. Selv en film som Joan of Arc (af Luc Besson, red.) er for børn."
Derfor, mener Polanski, er det også blevet sværere at være filmfan. "Det er blevet sværere at nyde film af mange grunde. For det første på grund af den slags film, som bliver lavet nu. Også fordi min smag bliver mere og mere sofistikeret, og det bliver sværere at stille mig tilfreds. Men fra tid til anden dukker der en film op, som er alle de ture til biografen værd."
"Jeg elsker at gå i biografen, og jeg kan godt lide at se film med et publikum. Biografer betyder for mig et godt lærred, god fremvisning, god lyd, og frem for alt betyder det at sidde midt i en anonym folkemængde. Og det er en helt anden oplevelse end at se filmen derhjemme, selv hvis man har den bedste teknologi, der er tilgængelig."
"Det essentielle ved en biograf er, at der er en menneskemængde omkring én, og det er noget, som er så fysisk for os. Det har eksisteret siden tidernes morgen, enten som græsk teater, romersk cirkus, middelalderlig passion eller en rockkoncert. Hvorfor gå til en rockkoncert, hvis man kan høre det så meget bedre derhjemme? 200.000 mennesker i mudderet, som kigger på små sangere og hører det med ekko fra højtalere - nej, det er oplevelsen."

Film Polski
Det er ved at være forbi med interviewet. Efter den uheldige start blev stemningen vendt til det bedre. Nu er Roman Polanski træt, og han skal videre til Stockholm Film Festival for at modtage en pris for sit arbejde som filminstruktør. Men inden han siger farvel og forlader Filmskolen, falder snakken meget passende på den filmskole i Lodz, hvor Polanski i slutningen af 50'erne trådte sine kunstneriske barnesko.
"Når man er i skole, så tror man ikke, at man lærer noget som helst," forklarer han. "Men et par år efter, man har forladt skolen, indser man, at man lærte noget. Man ved ikke hvordan, men det gjorde man. Det, tror jeg, er sandt med mange ting i livet. Man erkender, at man har erhvervet sig et eller andet uden at være klar over det på det tidspunkt, hvor man erhvervede sig evnen."
"Man kan ikke lære talent. Men man kan lære teknikker og udvikle talent, fremdyrke det. Jeg vidste, hvad jeg ville - det var mit ønske at lave film, og jeg ledte efter en måde at opfylde det på. Skolen viste mig en vej og gav mig mulighed for at lave mine første film. Der forelå en plan om, at man i løbet af sine studier skulle lave så og så mange film, men hvis man ville lave flere, var der altid en udvej. To mand og et skab var ikke en del af mit pensum, det var en ekstra film, som det lykkedes mig at lave gennem skolen."
"Dén skole var på en eller anden måde en undtagelse," forklarer Polanski med henvisning til, at selvom Polen i 50'erne og 60'erne i lighed med resten af Østeuropa var hermetisk lukket for al vestlig indflydelse, så lykkedes det alligevel eleverne på skolen at opleve film fra det dekadente vesten.
"Vi var så heldige, at Lenin havde fastslået, at af alle kunstarterne var filmen den vigtigste. Det motto stod skrevet på en marmorplade, som hang over indgangen til skolen. Derfor havde alle folk, der på en eller anden måde havde forbindelse med filmindustrien, nogle papirer, som tillod dem meget mere."
"Det var en eksklusiv skole, og indenfor var folk rent politisk meget friere og kunne sige ting, som man ikke turde sige udenfor. Vi kunne også blive udsat for farerne ved vestlig kultur på samme måde, som partiapparatet kunne det. Film Polski var en del af kulturministeriet og omfattede produktion og distribution og også filmskolen. Da kontoret, som indkøbte udenlandske film, gennemså film, som blev sendt til dem fra Frankrig, England eller USA, så sendte de os kopien, så vi kunne se dem på skolen."
"Jeg ved ikke hvorfor, men de lod os altid se de nye film. De mente åbenbart, at det var vigtigt, at vi så, hvordan det foregik udenfor. Det var fantastisk. De dødelige omkring os havde ikke det privilegium."
- Fik det jer til at værdsætte de udenlandske film mere?
"Vi værdsatte alt, der var godt, ikke nødvendigvis vestligt. Der var nogle tidlige sovjetiske film, som vi satte stor pris på. Mærkeligt nok afhang det af generationen. Dem før mig var meget inde i Pudovkin og Eisenstein og de russiske mesterværker - de lavede nogle fantastiske film i årene før, de brød det ned og ensrettede det til socialistisk realisme. Den næste generation var meget forelskede i den italienske neorealisme, det var deres forbilleder. Vi var meget inde i amerikanske og engelske film."q

'Ninth Gate' har premiere den 25. december. Polanskis mesterlige 'Chinatown', der i år fejrer sit 25 års jubilæum, er just udkommet på dvd med nye interviews med instruktøren, producenten Robert Evans og manuskriptforfatteren Robert Towne. Filmen kan købes i Laserdisken i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her