Læsetid: 3 min.

Det kedelige årti

30. december 1999

Lyrisk set har det sidste årti været katastrofalt kedeligt, men nu er det heldigvis forbi

Lyrik

Der skete noget i starten af 80'erne. Nu er det snart 20 år siden, og hvad er der sket siden? Søren Ulrik Thomsen har udgivet et par bøger, og hvad ellers? Peter Laugesen og Henrik Nordbrandt har skrevet 'store' digtsamlinger, men de tæller ikke, for de er ikke nye.
F.P. Jac sagde det i et interview for noget tid siden: "Der er ingenting sket i 90'erne." Han pegede på en overset digtsamling af Lars Bukdahl Næseblod i Sofus City, og hvis man klipper de 50 procents tomgang ud af den, kan der da være noget om snakken.
Jeg synes, Kirsten Hamman udgav en opsigtsvækkende digtsamling med Mellem tænderne, og skulle man nævne tre digte af Katrine Marie Guldager, fire af Naja Marie Aidt og to af Morten Søndergaard? Vi har da digtere, men det er alligevel som om, der ikke rigtigt er sket noget spændende i 90'erne.
Groft sagt vil der, når vi ser tilbage, og når vi taler poesi, være en eneste 'stemme fra halvfemserne', og det er Søren Ulrik Thomsen. Tankevækkende. Og så kan man diskutere, om han overhovedet 'hører til' 90'erne og ikke 80'erne.

Et kor af stemmer
Man siger om 90'erne, at stilen har været den individuelle og frem for alt kendetegnet ved forskellighed, og sådan er det også med lyrikken. Men måske er det her, hunden ligger begravet. Måske har denne individualisme givet grobund for en lyrik, der ikke siger folk noget som helst. Den peger ikke på det fælles, højst ved at sige, at vi er fælles om at være forskellige individer, og det er aldrig nok. Specielle eller ekstreme blik på verden og versioner af virkeligheden udtrykt i kunstnerisk form er først interessante, når de rammer noget i læseren, den individuelle læser, der, hvor særegen hans verden end er, gerne vil have den sat i relief af en andens og ikke kun se forskelle. Måske har individualismen givet poesien vanskelige vilkår.
'Der er en mangfoldighed af stemmer', plejer vi at sige som noget positivt, men hvad hjælper det, hvis ingen i koret synger om sagen?

Dybt og klart
"Lægge sjælen til ro på et brændende blad", i slutningen af Thomsens program-digt i Hjemfalden er en linje, man vil huske. Den står op og sover, er sammensat, kontrastfuld, lysende og musikalsk samtidig med, at den i det programdigt, den står i, siger noget om, hvad man bør eller kan gøre i sit liv. At tale sig frem til sin stemme og glemme/ sig selv, gå planken ud og blive benådet,/ lade sandheden falde/ og lægge sjælen til ro på et brændende blad.
Hos Hamman husker man linjerne: Jeg er et menneske/I kan godt invitere mig/ Jeg bruger offentligt tilgængelige gloser, egentlig ikke for den dagligdags, ligefremt berettende stil, men indholdet, lysten til at være med iblandt andre, angsten for at blive lukket ude og blive ensom. Når poesien er noget ved, siger den som i disse tilfælde noget dybt ganske klart med den portion nerver, følelser og søgen, der får linier til at synge, og det har været sjældent.
Men alt dette er selvfølgelig bare en personlig smag fra en individuel kritiker, der har kedet sig med en masse digtsamlinger og lykkeligt glemt dem igen. Og sådan gik 90'erne. Nu er de heldigvis forbi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her