Læsetid: 3 min.

Et klassisk mesterværk

3. december 1999

'Fanny og Alexander', Bergmans sidste biograffilm og et af hans mest tilgængelige værker, får nu repremiere

Filmklassiker
Kærligheden til teatret og til filmen, til kvinden og til barnet, samt det lige så dybtfølte had til denne verdens hellige sataner - alle disse velkendte Bergman-temaer er samlet i det over tre timer lange episke pragtværk Fanny og Alexander fra 1982.

Den lille verden
Synsvinklen ligger hos den ti-årige Alexander (Bertil Guve), som i løbet af det par år i begyndelsen af det 20. århundrede, som filmens handling strækker sig over, oplever rædslen ved at se sin far dø og den måske endnu større gru ved at blive trynet åndeligt såvel som korporligt af sin bispelige stedfar. Har man set filmen, vil man utvivlsomt stadig huske både dødsscenen, hvor den døende far (Allan Edwall) rækker ud efter den skrækslagne dreng og klamrer sig til hans hånd i selve dødsøjeblikket, og den knugende scene hvor den despotiske stedfar knækker drengens instinktive modstand ved raffineret psykologisk terror og ender med at tæve ham med tæppebankeren.
Fra filmens indledende julefest anno 1907 - holdt i julens traditionelle, varme røde og grønne farver - over den gråligt tonede mellemperiode, hvor faderen dør, og moderen (Ewa Fröling) begår det fejltrin at gifte sig igen med den forkerte, til den løfterige lyserøde afslutning, hvor Alexander og hans lillesøster Fanny er samlet med resten af den fædrene familie Ekdahl omkring en dobbelt barnedåb, er Alexander blevet modnet på godt og især ondt.
Han har lært at tage afstand fra abstrakte doktriner, men til gengæld at sætte så meget desto større pris på det, som både hans far og libertiner-onklen Carl Gustav (Jarl Kulle) omtaler som "den lille verden". En verden, hvor det ikke er de store idealer og ideologier, der står i fokus, men derimod de umiddelbare glæder: kunsten, den gode mad, de milde smil og de blomstrende frugttræer. Medlemmerne af den kunstneriske familie Ekdahl er ikke skabt til at gennemskue verden, men de er i besiddelse af et dyrebart talent for at leve livet.

Generøsitet
Fanny og Alexanders lovprisning af 'den lille verden' skal muligvis ses som den ældre Bergmans kommentar til hans egne tidligere livtag med tilværelsens store spørgsmål, tænk blot på det metafysiske hovedværk Det syvende segl. Fanny og Alexander er en langt mere folkelig og langt mere tilgængelig film. Ingen lærde udlægninger er påkrævet for at forstå dens enkle og dybt humanistiske budskab.
Det er en film, der er skabt med den modne kunstners generøsitet, eller, med et citat fra Oscars tale til medarbejderne på teatret, med "orden, klarhed, omsorg og kærlighed". Her er ingen afstandtagen fra menneskelige svagheder - svagheder, som for øvrigt i filmen mestendels tillægges de ofte ganske latterlige mænd. Såvel Jarl Kulles erotisk umættelige Carl Gustaf som broderen Carls drikfældige hidsighed er skildret med øm forståelse, ja sågar den sadistiske biskop antager henimod slutningen næsten menneskelige karaktertræk. Måske fordi Bergman, ifølge eget udsagn, har lagt splinter af sig selv og sin egen historie ind i alle de mandlige personer.

Klassisk skønhed
Filmens æstetiske udformning er lige så klassisk som dens grundlæggende humanistiske budskab. Her er ingen smart klipning eller hippe effekter, men derimod klassisk skuespilkunst af højeste karat i en på én gang filmisk og teatralsk scenografi, der formidles forbilledligt i Sven Nykvists klassisk smukke fotografering.
I det omfattende galleri af skuespillere finder vi ikke blot repræsentanter for Bergmans faste team - ud over de allerede nævnte tillige Erland Josephson, Harriet Andersson og Gunnar Björnstrand - men også bl.a. en helt ung og struttende sensuel Pernilla August (som dengang hed Wallgren). Og lige så overraskende som genial er anvendelsen af maleren Hans Henrik Lerfeldt som et blævrende kvindeligt (!) kødbjerg.
Det hele indrammes af en stadig selvreferentiel påmindelse om, at dette er teater, film, skuespil, en kunstnerisk iscenesættelse af en lille verden, der afspejler den store. Det er Bergman, når han er bedst!

*Fanny og Alexander (Fanny och Alexander). Manuskript og instruktion: Ingmar Bergman. Sverige 1982. 187 min. (Vester Vov Vov)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her