Læsetid: 7 min.

Klaus lærer at rocke

24. december 1999

Lynggaards bedste plader i bogform - 25 vadesten i teenageforbrugerens dannelsesrejse

Portræt
Et barnekammer i provinsen i starten af 60'erne. I hjørnet et skab med en fodbold og møntsamlingen, måske et frimærkealbum på hylden, vi ved det ikke nøjagtig, tingene er ligesom uskarpe. Ugerne går trygt og regelmæssigt, men også noget ensformigt.
En eftermiddag i 1965 bryder uvejret løs.
"Jeg husker det tydeligt," siger Klaus Lynggaard, "jeg har vel været otte-ni år og vi havde fået fjernsyn. En eftermiddag præsenterede man protestsangeren Donovan fra Skotland. Speakeren sagde, at nu kommer der en sang, bygget på et eventyr af H. C. Andersen."
Donovan spiller Little Tin Soldier, og Lynggaard er solgt på stedet. Da han nogle dage efter får lommepenge, cykler han direkte op i en musikbutik, hvor der står en kasse med singleplader.
"Manden stak hænderne ned i kassen og rakte mig en vaskeægte Donovan. Jeg kørte hjem med pladen og vidste godt, at det ikke var Tin Soldier, men Donovan," siger Klaus Lynggaard.
"Det var mit popøjeblik."

Begærets mål
Lynggaard har netop udsendt bogen Verdens 25 Bedste Rock- og Popalbums, Volume 1, 1952-75, en lille bog med 25 tætpakkede skæringer om levet lyd. Donovan er ikke blandt de udvalgte 25, men det er The Beatles med albummet Meet the Beatles.
"Jeg skulle lige omkring Donovan, før jeg fandt ud af, at det især var Beatles-singler, det handlede om," siger Lynggaard, der dog også forbinder perioden med navne som The Who og Kinks.
"Jeg havde en legekammerat, som havde en Beatles-ep. Den var begærets dunkle mål for mig i mange år. Der var to sange på hver side. Jeg scorede den senere - den havde She loves you og I'll get you på den ene side og Boys og Please mr. Postman på den anden."
Selve lytningen foregik ved, at man satte sig på gulvet i stuen foran grammofonen og spillede, indtil man ikke kunne holde det ud mere. "Det var almindeligt med særlige mapper til singleplader," husker Lynggaard, der fik sin første mappe ved at skrive til Aktuelt. Mappen var gratis, man skulle blot vedlægge 2,75 i frimærker.
"Det galdt om at få dem fyldt op, og så byttede vi helt vildt med hinanden. De store piger og drenge havde albums, men det var ikke noget, man måtte låne. Man fik lov at se omslaget, hvis man var heldig."
Søndag eftermiddag hørte man top 20, og der var ingen ude at lege. For Lynggaard var det ikke nok at lytte - uge for uge skrev han lister over tophitsene.
"Min søster skulle ikke komme for godt i gang, når far arbejdede," mindes han.

Eget værelse
Da Lynggaards forældre nogle år senere køber nyt anlæg, arver lille Klaus den gamle radio og grammofonen. Familien indretter sig således, at Klauses værelse ligger så langt fra forældrenes soveværelse, som det er arkitektonisk muligt.
"Det var smart tænkt," erkender Klaus, "for så kunne jeg faktisk larme og spille musik."
Omkring '68 sker et skift. Takket være især Bob Dylan vokser lp'er (de såkaldte albums) i status og bliver det forjættede land for Klaus og vennerne. Med det større format får drømmene vinger - målene er nu 1) at spille selv og 2) at få en spolebåndoptager.
"Jeg fik en gammel Tandberg," siger Klaus Lynggaard, "og jeg begyndte selv at købe plader. Den Tandberg kørte altid, altid, altid. Det handlede om at få indspillet så meget som muligt. Man lånte lp'erne og sagde, man bare skulle indspille dem. Hvis man satte dem på 1 7/8, kunne man have fire lp'er på en båndside. Det blev lo-lo-lo-fi, men skidt med det."

Avisruten
En milepæl i Lynggaards rockkarriere indtræffer, da det lokale bibliotek udvider med musikafdeling omkring 1970.
"Man fik to poletter," husker Lynggaard, "jeg havde alle familiens poletter plus lånerkort nede hos mig, så jeg kunne låne ti plader af gangen. Det rykkede."
"Jeg fik ikke de store lommepenge, så det var først i tredje real, da jeg fik en avisrute, at jeg blev en rigtig teenage-forbruger. Avisruten kostede mig stort set et skoleår. Men jeg fik råd til nogle plader, noget tjald og så min knallert - de tre vigtigste ting for mig dengang."
En sommer plukker Lynggaard jordbær og der bliver råd til en elguitar til 325 kr. Han begynder at spille i en række garagebands.
"Guitaren stemte aldrig, men skruede man lidt op, så lød det sgu meget godt," erindrer Lynggaard.
- Hvordan samledes man omkring musikken?
"Skæv," svarer Lynggaard, "jeg var i et meget hardcore flippermiljø. Reglerne var klare: Man skule have meget langt hår, cowboybukser, dufflecoat, flade sko, ørkenstøvler, firkantede støvler eller træskostøvler og partisantørklæder. Knallert var alfa og omega. Man fandt ud af hvem der var alene hjemme i weekenden, og så splejsede man og kørte op til en pusher, der hed Super-Niels, og det var lige meget, hvor mange penge man købte for: Det hele blev røget. Pink Floyd var gudebandet, men også alt hvad der var langt og ambitiøst og dobbelt-lp."
"Rockmusikken ville være finkulturel og konceptplader blev det helt store. The lamb lies down on broadway med Genesis, det syntes vi bare var enormt signifikant."
Klaus Lynggaard husker koncerterne som en kultisk ting. Her samledes stammen:
"Der kom folk fra København og opland, som alle så ens ud og mødtes og bekræftede hinanden, ligesom punk og grunge senere," erindrer Lynggaard.

Costello og vreden
I 1977 flytter Lynggaard til København og går til koncert med Iggy Pop i Daddys Dance Hall. Mødet med punk-ikonet Pop bliver et vendepunkt.
"Til koncerten var samlet de første 150 punks og de så ud til at have det sjovt på en lidt morbid, selvdestruktiv, udrangeret måde. Hvor hippierne gjorde idelogisk op med hele den vestlige verdens præmisser, var punken et opgør med forbrugersamfundet. Men den tog afstand fra politik, bl. a. på grund af sidste generations fallit mht. at lave verden om. Vi hadede hippier og alle dem, der var over 30 og sad på flæsket," siger Lynggaard, der omkring '77 er fast besluttet på at gå punkvejen.
"Det var mere Elvis Costello, der trak, fordi han havde briller," husker Lynggaard, "briller er et handicap i forhold til mange drengeting. Fodbold, svømning - du kan ikke se de søde piger. Det satte nogle begrænsninger, men var med til at gøre mig til den, jeg er."
"Costello står på forsiden af My aim is true foran en Fender Jazzmaster og glor på dig med enormt store hornbriller. Lige som mig var han pissesur på det hele, rigtig vred og negativ. Jeg ville være en Costello-mand. En Costello-klon. Hans sange modsvarede min egen tilstand."
Punken udvikler sig senere til new-wave, goth og no-wave m.m. Siden kommer industrial og synth og teknopop, og scenen klinger af omkring '85, hvor Klaus Lynggaard endegyldigt står af det subkulturelle ræs.

Johnny Panic
"Der var ikke flere ideologier, jeg kunne tegne abonnement på," siger han.
Lynggaard skrev sin første artikel til M&M i '75. Den handlede om Neil Young. I starten af 80'erne var han med til at starte blad - og i den periode skrev han under navnet Johnny Panic. I '84 skriver Lynggaard fast ved Kristeligt Dagblad, senere knyttes han til Det Fri Aktuelt. I '92 gik han til Dagbladet Information som rockanmelder, og i dag er han chefredaktør for kulturmagasinet Blender. Ved siden af rocken har Lynggaard plejet en digterkarriere, hvis mest berømte frugter nok er ungdomsbøgerne om Martin og Victoria.
- Hvordan lytter Klaus Lynggaard til musik i dag?
"Jeg sætter mig i en stol og stirrer ud i luften og spiller pladen og lytter efter, både med intellektet og kroppen, og prøver at analysere musikken. Man må lytte med sin erfaring. Det er en vildt anstrengende måde at lytte på, derfor har jeg droslet mit anmelderi ned, for der er ikke meget glæde ved det," siger Klaus Lynggaard, i dag også aktiv i bandet Quote Unquote. Han inddeler sin lytterkarriere i tre etaper: Flipper, punker og menneske.
"Det er frigørende at komme ud af subkulturerne. Man går efter mere almene ting og slipper for gruppepresset. Men jeg havde godt af at være med og havde behov for det," konkluderer Lynggaard, der næste år udgiver en volume 2 i serien om de 25 bedste.

*Klaus Lynggaard: Verdens 25 Bedste Rock- og Popalbums, Volume 1, 1952-75, forlaget Rosinante

Klaus Lynggaards bud på de 25 bedste pop-albums fra perioden 1952 til 1975:
1. Hank Williams: Moanin' The Blues. 2. Frank Sinatra: Songs For Young Lovers/Swing Easy! 3. Elvis Presley: The Sun Sessions. 4. The Weavers: At Carnegie Hall. 5. 41 Original Hits from the Soundtrack of American Graffiti. 6. The Beatles: Meet The Beatles. 7. The Ronettes: Presenting The Fabulous Ronettes Featuring Veronica. 8. Bob Dylan: Bringing It All Back Home Donovan: Fairy Tale. 9. The Kinks: Face To Face. 10. Country Joe & The Fish: Music For Mind And Body. 11. Pink Floyd: Piper At The Gates Of Dawn. 12. The Beach Boys: Smiley Smile. 13. The Doors: Strange Days. 14. Love: Forever Changes. 15. The Byrds: The Notorious Byrds Brothers. 16. Dusty Springfield: Dusty In Memphis. 17. The Rolling Stones: Let It Bleed. 18. John Lennon/Plastic Ono Band: John Lennon/Plastic Ono Band. 19. David Bowie: The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars. 20. The Carpenters: Now & Then. 21. Lou Reed: Berlin. 22. Joni Mitchell: Court And Spark Neil Young: On The Beach. 23. Roxy Music: Country Life. 24. Brian Eno: Another Green World. 25. Patti Smith: Horses

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu