Læsetid: 2 min.

Da Knud trak stikket ud

18. december 1999

Sebastians sidste rockplade kom i 1990, et afgørende år for kunstneren

Boguddrag
Vi spoler tilbage til 1990: Egentlig ved han ikke helt, hvorfor han gik med til det. Deadline-stress, for lidt søvn, alt for mange smøger, måske et ønske om at give slip for at kunne koncentrere sig om det, der nu engang er hans metier - musikken, og så måske også en luns kød til et pladeselskab, der var sultent efter at få deres bid af kagen, nu, hvor han for første gang meget længe udsender en helt almindelig Sebastian-plade af den slags, branchen og detailhandlen kan forstå. Ikke nogen musical ... gode rene sange, der kan høres hver for sig, og som har airplay-potentiale. Så da Poul Bruun, direktør for pladeselskabet Medley, kører hjem fra studiet, kan han i mere end en forstand nynne med på "Miraklernes Tid." Knud er, efter en l-a-n-g frem-og-tilbage-diskussion, gået med til, at bagsiden på hans nye cd forfremmes til forsiden. "Det bliver årets cover. Kan du ikke se det," siger Bruun, og er godt tilfreds med at have skabt hverdagens lille mirakel: Sebastian har bøjet sig for markedsføringsargumenter!
Bøjet og bøjet ... Knud Torben Grabow Christensen kan godt se, hvor Bruun vil hen. Han kan bare ikke se, hvad det skal til for. Først ville de have en video. Nu om dage kan man nemlig ikke sælge en plade uden en video, Knud, men man kan åbenbart heller ikke lave en video uden stylist. Som om han ikke altid har haft stil, men da forandring i alt andet end privatlivet altid har fascineret ham som proces, siger han ja til at undergå en forvandling til en Clark Gable-lookalike, som trådt ud af Scott Fitzgeralds frådende, dekadente 20'ere. Dengang handlede det også om kunstens overlevelseskamp midt i overflade og medløberi, Vind og Vejrhaner om igen ...

Lunken modtagelse
Da pladen har været på gaden nogle uger, indser Knud, at han skulle have gjort det, han altid har været tryggest ved - fulgt sin intuition. Videoen er en håbløs umusikalsk konstruktion, og pladeomslaget får mere omtale end indholdet. Den lunkne anmeldermodtagelse af Miraklernes Tid bekræfter ham i, at hans liv er for kort til rockmiljøet og dets slet skjulte aldersfacisme, dette non-stop marked for impulskøb, hvor dansk er blevet et fy-ord, og historieløshed og profitjag er henholdsvis Gud og profet.
Sebastians farvel til rocken proklameres ikke i prime time. Det er bare sådan, det er. Han er et andet sted og har i virkeligheden været der længe (...) Han kan godt se, hvad der er sket, men forstår ikke hvorfor den musik, der (...) opstod af nødvendighed og opposition, nu præges af alt andet. Hver gang han påpeger det, siger de unge og de mange i branchen, der så gerne vil være yngre: 'sure Knud' ... At de så overser, at få har genreeksperimenteret så meget som Sebastian, har han kun skuldertræk til overs for.
Og her rundes årtiernes cirkel: Historien om Sebastian er historien om en sanger og sangskriver, der forlod rocken på samme måde som han kom ind i den for små 35 år siden - i protest ...

*Redigeret uddrag af bogen "Sebastian 50: Fra Den Store Flugt Til Klinkevals." Lindhardt & Ringhof. 1999.

© Torben Bille

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu