Læsetid: 2 min.

K'nyt

11. december 1999

Havkat i hyttefad
*Den kontroversielle sognepræst fra Seem, Søren Krarup, er udpeget af Dansk Folkeparti til at være partiets første repræsentant nogensinde i Danmarks Radios bestyrelse. Krarup har gennem årene optrådt som skarp debattør i aviser og bøger.

Pioner-bog på nettet
*År 1900 udsendte titulær professor Andreas Schack Steenberg en publikation der satte noget i gang: Folkebogssamlinger. Deres Historie og Indretning. Med sine direkte anvisninger på at drive biblioteksvirksomhed fik bogen en følelig indflydelse på den danske biblioteksudbygning. I 100-året for pionerværkets udgivelse bliver bogen nu gjort tilgængelig på www, som led i Danmarks Biblioteksskoles
BIBDAN-projekt, der i 2001 afsluttes med en cd-rom/dvd-udgivelse, der i multimedieform
illustrerer dansk biblioteksvæsens udvikling gennem det 20. århundrede. Steenbergs bog findes på www.db.dk/pe/bibdan.

Godhedsmaskine i bakgear
*Så er der juleopera for de mindste. I Vesterbro Kulturhus i København kan man på søndag kl. 12 og på mandag kl. 10 se og høre Æventyr Operaens Katastrofe ved Juletid, dertil musik fra operaer af Rossini og Mozart fortæller historien om opfinderen professor Hagebusk, som udvikler en godhedsmaskine, der ved en fejltagelse går i bakgear og forvandler nissen Tomte til en meget ond nisse. Æventyr Operaen fejrer i disse dage ti års jubilæum som turnerende børneopera.

Figuras jul
*Som i vandspejlet, ansigt møder ansigt, slår menneskehjerte menneske i møde. Citatet er fra Ordsprogenes Bog og indgår i Pierre Dørges bidrag til Figura-ensemblets julekoncert, der finder sted i Radiohusets studie 2 på søndag kl. 14 med reprise på Helsingør Teater i Århus mandag aften kl. 20. Jens Hørsving bidrager til koncerten med et nyt elektroakustisk værk for solo el-bas dedikeret til Sonny Rollins. Desuden spilles Ivar Froubergs Voyelles I-II og Anders Brødgårds Orakler.

Syngende hamstere hitter
*En sang der består af samples fra en kult-hjemmeside med dansende hamstere (www.hamsterdance.com) ventes at ryge ind på toppen af den britiske hitliste ved juletid. Lyden af dansende hamstere er blevet samplet af bandet The Cuban Boys, tre musikere, der har mødt hinanden på internettet og udsendt cd-en Cognoscenti Versus Intelligentsia. Cd-en udkommer i næste uge, men Hamster-sangen er allerede blevet spillet på BBC, hvor DJ John Peel siger, at han ikke har oplevet en så massiv lytterreaktion siden Sex Pistols God Save the Queen.

Galapagos i planetariet
*Planetariet i København spiller i den kommende tid en ny Omnimaxfilm om de ejendommelige Galapagos-øer ud for Ecuadors kyst, som er rige på dyrearter, der ikke findes andre steder i verden. Filmen tager tilskuerne med på havets bund i 900 meters dybde, ned i en grotte samt rundt på øerne, hvor bl.a. leguaner og havskildpadder lever, men ingen rovdyr. Der er tale om en Europapremiere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her