Læsetid: 2 min.

K'NYT

23. december 1999

19.000 Peter Pedal-protester
*Folkebevægelsen for Bevarelsen af navnet Peter Pedal får stadig større tilslutning. I går havde over 19.000 personer tilkendegivet deres støtte på P3-radioprogrammet Højtryks hjemmeside (www.dr.dk). Der er kommet forslag om demonstration foran forlaget Carlsen, boykot af bøgerne med Pedalens nye, forhadte navn (Georg Nysgerrig), ligesom der ude blandt medlemmerne ymtes om, at man taktfast vil råbe Peter Pedel i biografen, når en ny Georg Nysgerrig-film får premiere. Ædedolkenes Klub vil udvide sin årlige 33-retters menu med en Pedal-bananret.

Årets Björn
*Sangskriverne og komponisterne Helle Coboldt, Niels Martinussen, Flemming Pless, Pia Raug, Bente Schlichtkrull, Henrik Strube og Arne Würgler har taget initiativ til Björn Afzelius mindefond. Det er tanken at hæderen skal gå til en kunstner eller et initiativ, der har "vidnet for frihed og menneskeværd og kæmpet mod undertrykkelse." Prisen vil blive uddelt 9. november hvert år ved koncert i Christians Kirke i København, umiddelbart efter det traditionelle fakkeltog i hovedstaden på Krystalnatten.

Boghandlerne ud af Saxo
*Den danske boghandlerforening er blevet enig med forlagene Gyldendal og Munksgaard om at opsige samarbejdet omkring internetboghandlen Saxo med udgangen af december 1999. Boghandlerne satser i stedet på at udbygge og forbedre deres fælles internetside, www.bogguide.dk, der i disse dage relanceres i nyt design.

Sic
*Nil novi sub sole er latin og betyder intet nyt under solen. Hvis man døjer med latinske citater er der hjælpe at hente i idéhistoriestuderende Bodil Kjærs ordbog over latinske sentenser. Den er udkommet på Hans Reitzels Forlag og er tænkt som pro primo et praktisk værktøj, pro secundo også til spredt læsning og som sådan en kilde til indsigt og underholdning.

Ikke mere snak
*Ikke mere snak, tak! hedder en ny bog fra freelancefotografen Mogens Laier, der gennem de sidste par år har arbejdet på et kærlighedsportræt af verdens mindste storby, Århus. Mere end 3.000 billeder ligger bag bogen (Billedforlaget), hvis 144 sider er krydret med citater af Steffen Brandt. "Der er rigtig mange af Steffen Brandts tekster, der passer ualmindelig godt på århusianerne," siger Mogens Laier, hvis bog bl. a. indeholder en billedserie fra Musikhuset, hvortil Laier havde inviteret hele byen til fotosession.

Nytårsløjer bevares som folkeminder
*Foreningen Danmarks Folkeminder er opsat på at registrere og arkivere omstændighederne omkring årtusindets fest for eftertiden. På sin hjemmeside på Internet opfordrer foreningen folk til at fortælle om, hvordan de fejrer det sidste nytår i det 20. århundrede. Hvor, med hvem, hvilket tøj de har på, hvad de spiser og så videre. Oplysningerne vil blive givet videre til Dansk Folkemindesamling, så fremtidens kulturforskere og andre interesserede kan se tilbage på et veldokumenteret årtusindskifte (www.folkeminder.dk).

Rock'n'Skælv
*Rockorkestret Si Senor holder en af århundredets sidste velgørenhedskoncerter når de lillejuleaften spiller på Stengade 30. Entréindtægterne fra koncerten går til ofrene for jordskælvene i Tyrkiet, og i den anledning har Si Senor fået en stribe gæster til at medvirke ved showet, bl. a. Carsten Islington. Si Senor har tidliger eoptrådt på TV2's morgen-tv og er blevet sammenlignet med bl. a. Velvet Underground, Brian og Pulp. Koncerten begynder kl. 22.30 (http://listen.to/sisenor)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu