Læsetid: 2 min.

K'NYT

18. december 1999

Parløb på Nationalmuseet
*Nationalmuseet planlægger at bringe en udstilling i år 2000 om Mangfoldighedens Danmark. Folk fra museet og folk udefra sættes sammen i makkerpar, som hver skal vælge en genstand fra museet, der belyser det flerkulturelle, danske samfund - til dokumentation og debat. Hver uge vil der føjes en ny genstand af et nyt makkerpar til.

Støtte til Kulturfabrikken
*Kulturfabrikken har fået en bevilling på 1.250.000 kr. fra Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg. Pengene skal bruges til omlægning af Kulturfabrikken til selvfinansierende virksomhed. Kulturfabrikken har modtaget kommunestøtte siden starten i 1992, men tidligere i år var der udsigt til at støtten helt skulle falde bort i år 2000. Så galt gik det altså ikke, og Kulturfabrikkens bestyrelse udtaler, at den "er glad for kommunens positive holdning og pengene, som betyder, at vi kan arbejde videre på det nye koncept." Reorganiseringen af Kulturfabrikken vil først være tilendebragt 1. marts næste år. Indtil da fortsætter driften som hidtil.

Vind Claus Meyer
*Frem til 31. januar kører Dansk Flygtningehjælp en telefon-konkurrence, hvor gevinsten er at Claus Meier og kokke fra restauranten Meiers Mad kommer hjem til vinderen og kokkererer for 12 personer. Man deltager ved at ringe til 90 500 900 og besvare konkurrencens miniquiz, hvorved man samtidig donerer 50 kr. til Flygtningehjælpen. Pengene går til Dansk Flygtningehjælps arbejde på Balkan, i Østtimor, Somaliland og Danmark.

Forfatteren får ny redaktør
*Forfatteren Trisse Gejl er fra 1. januar ansat som redaktør af Dansk Forfatterforenings blad Forfatteren. Trisse Gejl afløser Erik Wichmann, der har være redaktør på bladet siden 80'erne. Trisse Gejl, der er skønlitterær forfatter og cand. mag. i æstetik og kultur fra Århus Universitet, debuterede i 1995 med romanen Hvor mælkebøtter gror og udgav i 1998 romanen Spradefuglen.

Gad sponsorerer Diamanten
*Konsulenfirmaet SponsorMarketing A/S, Høyer & Kunckel, har formidlet en sponsoraftale mellem boghandel- og forlagskoncernen Gad og Det Kongelige Bibliotek. Det er første gang, Det Kgl. Bibliotek indgår en sådan aftale, og ifølge en pressemeddelelse fra biblioteket beviser aftalen, at "biblioteket for alvor er kommet på banen som en faktor i kulturens mangfoldige verden." Sponsoraftalen løber over en fem-årig periode.

Bellmania
*I et brev stilet til litteraturredaktionen klager forfatter Søren Sørensen over, at journalister lægger døve øren til foreningerne. "Det er synd for læserne," skriver Søren Sørensen, som mener, det er i foreningerne, tingene sker. Vi iler med at gøre opmærksom på Selskabet Bellmann i Danmark. Foreningen udsender medlemsbladet Bellman, hvis seneste nummer indeholder en artikel om fattigvæsnet på Bellmans tid samt et rigt udbud af Bellman-relaterede tips og nyheder. Bl. a. oplyses det, at dansk-svensk forfatterselskab har udsendt bogen Å andra sidan bron/på den anden side (af) broen med bl. a. essays om Bellman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her