Læsetid: 4 min.

Kommer man i himlen med de lyde?

14. december 1999

Karl Aage Rasmussens musik har udviklet sig til at være noget af det mest raffinerede, der for tiden skabes i dansk tonekunst. Hvad er gået galt?

Koncert
"...musikalitet og det som musikken kan være som sjæleligt og åndeligt forståelsesmiddel, er så uendeligt meget mere end det, den lyder som. Det er et væsentligt hjørnepunkt i min tænkning, som har spredt sig ud i alle mulige retninger. Det har også været med til at give mig en særlig lydhørhed for alle oversete og overhørte komponister. Det har at gøre med at jeg er på jagt efter noget andet end bare lyden af musik. Det er ikke så interessant for mig om musik æstetisk set er tilfredsstillende og om den er artistisk interessant osv. Jeg vil ofte være på jagt efter det bagved så at sige."
For ikke længe siden sagde Karl Aage Rasmussen dette om sin musik. Den nyere del af Rasmussens produktion modsiger komponistens erklærede ambition. Hvilket med al tydelighed kunne høres ved portrætkoncerten med Athelas Ensemblet søndag aften i Den Anden Opera.
Rasmussens musik er blevet så æstetisk stimulerende, så artistisk interessant, så raffineret og smuk slet og ret, at den for mig at høre ikke har ret meget med komponistens æstetiske credo at gøre.
Engang havde den det måske, i perioden med 'genklangs-værker', hvor musikhistorien blev genbrugt. Et af Rasmussens mest elskede værker er formodentlig Mahlers 5. Symfoni, men den er jo skrevet én gang, så hvordan genskrive den på en ny måde uden at det lyder gammeldags? Nogenlunde sådan var den æstetiske ambition omkring 1970.
I det projekt blev Ives taget op, ikke mindst af Rasmussen ("...en særlig lydhørhed for alle oversete og overhørte..."). Rasmussens musik fra den periode lod sig farve af Ives' pluralisme - danskerens musik var ikke særlig perfekt, vellykket, eller afrundet. Hans Berio Mask fra 1977 er et eksempel på dette.

Musik er det den er
Rasmussen har været ude efter det andet, det bagvedliggende. Et af hans yndlingscitater er fra Ives' far, George, som var bandmaster i en lille provinsby i Connecticut. Ives skriver i sine erindringer om en ung mand, hvis musikalitet var ødelagt efter fire år på Bostonkonservatoriet. Han kommer for at høre dette band og hører så Ives' fars kirkekor i hvilket der befinder sig en 'umusikalsk' Mr. Bell. Den unge mand fra Boston siger til Ives' far: "De kan da ikke have Mr. Bell i deres kor, han ødelægger jo det hele." Så svarer George Ives: "Jamen, se dog på hans ansigt, når han synger. Du tror da ikke man kommer i himlen med nogle små pæne lyde?"
Med Rasmussens nyere musik, har komponisten stadig sværere ved at hævde, at den har noget som helst at gøre med det, komponistens hævder er hans æstetiske mål. Måske man ikke skal tage komponisten på ordet, men på musikken. I en sådan situation vil en komponist typisk sige: "Musikken er ikke det, den lyder som om den er." I de fleste tilfælde udtrykker den sætning det rene og skære vrøvl. Musikken er det, den er for mig, når jeg har lyttet til den. Det er som regel noget fysisk og meget konkret.

Den ny Rasmussen
Rasmussens nyere musik er måske ikke "små, pæne lyde", men det er efterhånden så finkæmmet for 'skæverter' eller 'knaster', at det er værd at kommentere. Hvis komponisten stadig ikke er interesseret i hvorvidt musikken "...æstetisk set er tilfredsstillende og om den er artistisk interessant," så har musikken, om jeg så må sige, taget røven på komponisten.
Her følger et par eksempler på denne iagttagelse: Webs in a Stolen Dream (1996) og søsterværket Twin Dream (1997) er minutiøst udarbejdede værker, med en detaljerigdom og en opfindsomhed, som giver mindelser til Bent Sørensens musik. Ja, faktisk er tonemylderet og de faldende linier ikke langt fra Sørensens The Deserted Churchyards.
Denne Rasmussens musik lyder som noget, man har hørt før, enten i komponistens egen produktion eller hos andre, ikke mindst Ligeti. På samme måde med violinkoncerten Sinking through the Dream Mirror (1993/rev. 1997), som blev aldeles overbevisende forløst af violinisten Anne Søe Iwan og Athelas-folkene. De mange faldende linier er siden Nørgårds 3. Symfoni blevet dansk stil, men giver ekstra mening hos Rasmussen, når man tænker på at musikken er skrevet umiddelbart før operaen Titanics Undergang: De faldende linier udtrykker en meget enkel symbolsk tanke om undergang.
Men igen her er der tale om en poetisk, drømmemusik med hurtige og langsomme tempi, der overalt passer harmonisk og melodisk ind i hinanden som ét kæmpemæssigt netværk. Også her er der en Stimmigkeit - en indre logik og ydre skønhed, der er slående.
Komponisten Rasmussen, der også er kunstnerisk leder for Athelas, havde også sat Ives' Four Ragtime Dances på programmet, måske som en hyldest til en af de åndelige mentorer, der engang satte så meget i gang hos Rasmussen. I kraft af sammenstillingen af Ives og den ny Rasmussen, blev det tydeligt, hvor langt sidstnævnte i virkeligheden har fjernet sig fra 'genklangs-æstetikken' til fordel for et nyt perfektheds-ideal - sådan lyder det i al fald.

*Athelas Sinfonietta Copenhagen under Giordano Bellincampi i Den Anden Opera, søndag. Værker af Rasmussen og Ives. Solist: Anne Søe Iwan

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her