Læsetid: 17 min.

Lad tusind blomster forandres

31. december 1999

Op mod årtusindskiftet har en stakåndet stemning grebet de vestlige samfund. Selv om tiden går, som den formentlig altid er gået, er tiden blevet synlig. En tilfældig kosmisk konstellation har gjort det mærkbart indtil smertegrænsen, at tid er forandring, og at forandring sætter skel mellem dem, som kan følge med, og dem som sakker agterud
Hurtigere, hurtigere, hurti....

TILLÆG (2. sektion)
I
Gennem årtier har de vestlige samfund beskrevet sig selv med ord som dynamik, turbulens og forandring. Sært nok er ustabilitet blevet et meget stabilt træk. Når livlige grupper ikke bliver trætte af at fejre deres næsten erotiske forhold til opbrud, hyppige jobskift, løst koblede relationer og en kreativitet som aldrig hører op, så høres en sang, som er blevet sunget siden Romantikken. I Søren Kierkegaards Diapsalmata fra 1843, eller i Marx og Engels' Det kommunistiske manifest fra 1848 gennemspilles alle postmodernismens temaer for fuld udblæsning - ironi, kedsomhed, forførelse, vekseldrift, opløsning af alt stabilt, markedets indtog og en græsselig vilje til forandring og marchgang på områder, som engle engang gik forsigtigt udenom. Fornyelse er en gammel sag, og ustabilitet er et stabilt ord på 11 bogstaver.
I Romantikken slog også ideen om et verdenssamfund igennem. Goethe talte om "verdenskunst". Men forinden havde det økonomiske marked bredt sig over hele kloden og som en ætsende syre trængt ind i alle traditioner. Varer og informationer fra hele verden spredtes over hele verden, og Marx kunne triumferende konstatere, at verdensmarkedet åbnede for det universelle menneske, verdensborgeren, som kunne få sine sanser globalt beriget. Inden det universelle menneske kunne blive det almindelige menneske var der dog et par millioner proletarer, som måtte ofres til verdenshistoriens Moloch. Men den pris havde Marx ingen bekymringer med at betale.
I Romantikken slog også det parlamentariske demokrati igennem som en stabil ramme om skiftende partier og ustabile alliancer. Ved at omdirigere følsomme og konfliktskabende spørgsmål om sandhed til mindre følsomme spørgsmål, om hvad der kan overbevise et flertal, blev der skabt et politisk system, som kunne ride alle storme af. Med Richard Rortys ord blev der taget vare om friheden, mens sandheden blev overladt til sig selv.
I Romantikken blev også ideen om kunst lagt fast på en måde, som ikke kunne overbydes, og som derfor var stabil: alting er tilladt, alle materialer og kombinationer kan bruges, alle grænser kan overskrides og alle forudsætninger opløses, så kunsten i sine mest sofistikerede former opløser sig selv som kunst - og gør det som kunst.
Alt efter temperament kan man finde en stærk stabilitet eller en stærk ustabilitet i de moderne samfund. Man kan med samme ret sige, at der intet er sket siden Romantikken, og at alt er forandret siden Romantikken. At ophidse sig med fornyelse er en gammel sag, og der er fundet metoder til at tæmme den. Det stærkeste redskab er markedet. Økonomien, demokratiet og kunsten har alle markedskarakter. De er områder, som dyrker en stadig ustabilitet omkring udbud og efterspørgsel, og hvor der ikke findes Sandhed, kun succes eller fiasko om at afsætte sine produkter. De er stabile rammer om ustabilitet. De åbner sig, gæstfrie som horehuse, for enhver variation, har redskaber til at vælge og vrage og lader de fleste nyheder gå i en hurtig glemmebog. Deres glubende appetit på fornyelse spejler sig i en kynisk accept af forældelse.
Succes på markedet kræver, at individet gør sig synligt og markerer sig med mild afvigelse - "mild" forstået på den måde, at afvigelsen ikke må være så dramatisk, at markedet slet ikke vil kendes ved den. Og markedet kræver fornyelse, fordi fornyelse er det stærkeste slag i kampen om succes. Når alle kæmper med alle om succes på deres favoritmarked, kan det ikke undre, at tiden står i forandringens tegn.
Så den postmoderne dyrkelse af de små slag, og opløsningen af Sandhed og Fornuft er blot symptomer på, at de moderne samfund har overgivet sig til markedet. Ikke blot inden for økonomien, men også inden for politik, videnskab og kunst. Overalt finder vi markedets særlige forhold mellem frie producenter og frie konsumenter, og dets raffinerede kombination af stabilitet og ustabilitet, ligevægt og uligevægt. Tilbage står, hos Jean-François Lyotard, accepten af Retfærdighed. Men man skal ikke lade sig narre. Retfærdighed er blot alles ret til at deltage i markedets spil og efter evne blive vinder eller taber. Intet velfærdssystem skal have lov til at pukke på lighed eller lulle markedets aktører i søvn.

II
Fra alle førerbunkere lyder et enstonigt budskab om, at 'vi' må indstille os på livslang omstilling, være fleksible og lærevillige, kaste rutiner og vaner af os, redesigne, strukturændre, transformere. Hvis ikke, sakker 'vi' agterud og bliver en andenrangs nation, måske en Nordregion Deutschland, hvor danskere i træsko og frilandsdress kan servicere stressede tyske forretningsfolk.
Budskabet kommer ovenfra. Men det kommer ikke kun fra arbejdsgivere. Også statens embedsmænd og fagforeningernes bosser synger med på melodien, så den toner i ren og harmonisk overklassedur. Det er som om, der kun er solskin og ingen skygger. For omstillingen gavner ikke kun erhvervslivet, men også staten og individet. Virksomhederne bliver mere dynamiske, så både aktionærer og ansatte trives, staten bliver mere effektiv, så den kan øge sine tilbud for de samme penge, og den enkelte medarbejder kan blive mere kompetent, ansvarlig og sig selv, frigjort fra triste rutiner og bjæffende ordrer.
Stillet over for så megen konsensus er det svært ikke at blive mistroisk. Er det de tusind blomster, som får lov til at blomstre og forandre sig som de vil, eller er der en usynlig og usagt pris som må betales?
Bag kravet om forandring, fleksibilitet og læring ligger en tvang til at være på højde med nutiden og helst også at løbe hurtigere ind i fremtiden end alle andre. Det kræver aktive opbrud fra fortiden. Eliten fortæller en spændende historie om usikkerhed og chance og pludselige brud. En ting er, at ingen har tid til at løfte blikket og bemærke, at kravet om det usædvanlige er en helt sædvanlig ting. En anden ting er, om det er rigtigt, at alle vil få et rigere og friere arbejde ved at påtage sig den livslange læring og en fleksibilitet uden grænser.

III
I stedet for at følge det sædvanlige spor og fortælle om alt det, som man kan opnå ved at være fleksibel, kan man spørge, hvad man mister. Med modspørgsmålet erstattes den dagklare harmoni af en bengalsk skygge.
At lære er at udvide sin kompetence. Men når læringen bliver refleksiv og handler om at 'lære at lære', så kompetencen til at lære forøges, mens den forbruges, spejler læring sig i aflæring. Man må være parat til at opgive sin kompetence og at blive som et barn igen. Hermed forsvinder præcisionen i forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Ingen præcis kontrakt kan afklare, hvad man kan kunne, og ingen præcis manual kan fortælle, hvad man skal gøre. Hvad man skal kunne og gøre er uvist, når kravet er fornyelse, fordi fornyelse ikke kan foregribes.
Samtidig bliver kriterierne på succes og fiasko flere. Ikke blot økonomiske og tekniske og juridiske krav skal opfyldes. Også sociale og etiske krav bliver relevante. Man kunne tro, at kravet om etik kan begrænse usikkerheden. Men ofte er det modsatte tilfældet. Jo flere kriterier, som er på spil, jo mere må det i situationen afklare, hvad situationen er, så usikkerheden vokser og hermed ledelsens muligheder for at manøvrere ad hoc. For de ansatte kan det betyde at være til en uophørlig eksamen uden at det er klart, hvad man skal høres i. Når nye krav vokser frem som svampe i underskoven, skabes ubestemte zoner, hvor rovdyrene trives.
Det stadige krav om omstilling favoriserer ungdom, som er energisk og erfaringsløs, over for alderdom, som erfaring har gjort træg og måske kritisk. Det favoriserer også en krig mellem generationer, når de unge skærper deres position på markedet ved at overbetone de ældres forstokkethed. Fornyelse betyder, at erfaring ikke kan gives videre, fordi den formentlig er forældet. Hermed bliver de ældres kompetence irrelevant, og deres kritik kan affærdiges som sure opstød fra fossiler og mosefund, der ikke kan følge med.
Kravet om permanent omstilling skærer dybere end til den faglige kompetence. Det er vanskeligt at være solidarisk med et fag, som er i en permanent støbeske, med kolleger, som veksler i arbejdsgrupper og netværker, og med en arbejdsplads, som forventes at skifte. Livslang beskæftigelse affærdiges som en idé fra fortiden. I de hurtige brancher kan folk føle sig døde, hvis de ikke permanent er i overhalingsbanen, så blækket på ansættelsespapirerne næppe er tørt, før nye jobsamtaler begynder i det skjulte. Når solidariteten opløses, kommer karrieren i centrum. Man vil være sig selv og ønsker ikke at gå i takt. Hermed bliver medarbejdere til modarbejdere, og samarbejde foregår mellem smiling killers. Og hermed må den faglige kompetence suppleres med en uformel kompetence, som handler om at kunne begå sig strategisk.
Kæmper man for sin karriere, er man dybest set kun solidarisk med sig selv. Kravet bliver at fremstå som vinder. Arbejder man i fleksible grupper og netværker, gælder det om at være pletfri og opdyrke kunsten at lade aben gå videre til andre skuldre. Det kræver en gyroskopisk fornemmelse for magtbalancer og sociale spil i jerntrekanten mellem fag, politik og massemedier. Det kræver også en udviklet sans for at manipulere med indtryk. Intet garanterer, at faglig og social kompetence går hånd i hånd. Jo mere vidensintensivt arbejdet er, jo vanskeligere er det at gennemskue forholdet mellem de to slags kompetence. Det bliver svært at afgøre, hvem der har noget at byde på, og hvem der er ferme til at løbe hurtigt ind i fremtiden, og som derfor er glatte. De er svære at fange på noget konkret.
Det postmoderne begreb om et simulakrum handler om en kopi, der er så vellignende, at det er svært at skelne mellem original og kopi. Sådanne simulakrer trives i samfund, hvor medierne skaber den fælles virkelighed, så muligheden for at se bag facaden svækkes. De afgørende øjeblikke handler ikke om at præstere, men om at 'være på'. Forfængelige og vrantne mennesker liver op og bliver venlige og charmerende, når mikrofonen eller kameraet peger på dem.
Den omhyggelige pleje af de signaler, som udsendes, og den stadige iagttagelse af situationen og dens muligheder, gør moderne mennesker usynlige. De er ikke nærværende, og de er ikke bundne af principper. Deres følelser er lagt på is. Hvem man står over for er usikkert, fordi en strateg må omgive sig med en hinde af vagtsomhed og forbehold.
Richard Sennett hævder, at hensyn systematisk overskæres, når mennesker kæmper for deres karriere. Men også karrieren bliver usikker, når man ikke kan forudsige sit arbejdsområde. Søger man et nyt job, ved man ikke præcist, hvad det kommer til at bestå i. Man ved altså heller ikke, om man har gavnet eller skadet sin karriere. Det er vanskeligt at sigte præcist og langt i en verden, hvor målskiverne blæser for vinden.
Moderne samfund er så økonomisk fikseret, at de synes at give Marx ret efter at have slået ham ihjel. Samtidig opløser de vellystigt ideen om fornuft, som bliver en løs konstruktion, der altid kan rekonstrueres. Den faglige kamp bliver hermed til en kamp om økonomi, så stadig flere personer tvinges til at skifte fokus fra fag til fagpolitik, så de kæmper om at bevise fagets 'relevans' - igen en konstruktion - over for politiske konstruktioner om hvilke forandringer som er påkrævet for at 'vi' - igen en konstruktion - kan overleve. Kampen mellem konstruktionerne bliver en moderne kamp med vindmøller.

IV
Kravet om omstilling kommer ikke nedefra. Det er ikke et folkeligt krav. Det kommer fra en elite af erhvervsfolk, embedsmænd og fagforeningsledere, som hører de samme råb gentaget og som reagerer med angst. Bag de mange krav fornemmer man en stor rædsel for at sakke agterud i forhold til alle dem 'vi plejer at sammenligne os med', så erhvervslivet ikke kan konkurrere, staten ikke fastholde et økonomisk grundlag, og de ærgerrige ikke få opfyldt deres ambitioner.
Man kan forestille sig, at alle tror, alle andre er på dupperne, så alle ophidser sig med illusioner om, hvad de andre gør. Men sådanne tankeeksperimenter er ikke særlig vigtige. Uanset om der er illusioner på spil, er det en realitet, at alle ophidser sig mod alle andre.
At eliten presser på betyder ikke, at den har magt over tingene. Også bødlerne giver blot deres afmagt og angst videre, når de inviterer til konkurrence og lover individuelle fordele til dem, der følger trop. Men selv om de ikke har magt over situationen, kan de have succes med at levere de ord og modeller, som situationen fortolkes igennem. Og modelmagt favoriserer modelmagerne - en gruppe af ledere og planlæggere, som i én uendelighed ophidser sig selv og andre med helvedesfantasier og paradisiske visioner og som i en anden uendelighed indsamler data, evaluerer, udkaster scenarier, nedbryder rutiner og lægger individuelle fordele ud som lokkende klumper, der gør det let at dele og herske. Med deres krav om fornyelse, som spejler sig i forældelse, rejser de en uigennemsigtig støvsky, og med deres induktion af misundelse sætter de kolleger op mod hinanden. Så kan de som små eller mellemstore Bonaparter hengive sig til magtens sødme.
I en kaskade driver uroen ned mod bunden, hvor den til sidst opsuges. For selvfølgelig er overbudsretorik på spil. Alle ved, at alle ikke lader sig ophidse. Mange lader som om, de tager del i spillet og finder snedige måder at dukke sig på. De gør sig usynlige, indgår politiske alliancer og foretager symbolske manøvrer.
Og måske er det alt, hvad der er nødvendigt. Der rumsteres med gulerødder og stokke, nogle går med, og andre stiger af. Hvis blot en fjerdedel af arbejdsstyrken påvirkes, er kampagnen en succes. Som et utilsigtet biprodukt opstår der en forskel mellem superarbejdere og normalarbejdere.

V
Den endeløse strøm af evalueringer, de mange lokkepræmier og de storslåede visioner løber sammen i en frembesværgelse af en fremtid, som indføres i nutiden og gør den nervøs. Der er et stort måske knyttet til dette billede af fremtiden. Det bliver kun en realitet, dersom alle lader som om, det er uundgåeligt. Både trusler og løfter er redskaber til at lade billedet gribe os. Men der er ikke tale om gammeldags tvang. På det nye arbejdsmarked forvandles arbejderen til en ansvarlig medarbejder, mens chefen bliver en blanding af åndemaner, lærer og psykolog. De ansatte skal ikke kun yde deres kompetence, men også deres sjæl - deres engagement, følelser og loyalitet. De skal også lære at elske, at grænsen mellem fritid og arbejdstid og mellem skole og arbejdsplads nedbrydes. Resultatet er en pastoral ledelse, som kræver ret til at trænge helt ind på områder, der tidligere hørte privatlivet til - helbred, parforhold, fritidsinteresser, karriereplaner og nydelse. Næsten som i middelalderen opsluges individet med hud og hår af sin sociale rolle. Denne indtrængen kan være svær at unddrage sig. Det kan være svært at sige nej til et krav om effektivitet - at gøre det tager sig ud som om, man ville pjække. Spørgsmålet om effektivitet dukker dog også op et andet sted: Hvor effektivt er det at ansætte bundter af planlæggere og at overføre stadig flere ressourcer fra fag til fagpolitik og planlægning, så læger ikke helbreder, postbude ikke bringer post ud, lærere ikke underviser, og forskere ikke forsker, fordi de har travlt med at planlægge, evaluere, indsamle data og imødekomme de seneste krav om strukturforandringer? Hvor effektivt er det at udvikle en elite af planlæggere, som nok kan piske med skorpioner, men som selv beslaglægger ressourcer, når de for at legitimere sig kræver forandringer i ét væk? Professionelle planlæggere kan flyde fra den ene arbejdsplads til den anden og behøver ikke at have erfaring med de fag, de administrerer.
Og da deres planlægning griber dybt ind i det daglige arbejde, tvinges mange til at gå pampervejen, nødigt, men dog gerne, væk fra deres arbejde for at deltage i de endeløse møder og seminarer og kurser
Man får mindelser om Nietzsche og hans dyrkelse af lidelsen som en fest, når man hører, hvordan de 'kreative destruktører' beruser sig i turbulens og kræver, at den usikkerhed, som de selv lever så godt med - og af - også skal være virkelighed og hverdag hos alle i samfundet.
Resultatet er en almindelig stemning af angst. Det skaber en særlig semantik, som ikke kun dyrkes af modstandere af atomkraft, forurening og moderne teknologi, men også af en elite, der plejer en professionel angst. Det er ikke en angst, de behøver at føle, men en angst, de er nødt til at udtale, så den kan sendes videre til befolkningen. Dybt i deres krystalkugler ser de en udvikling, der trænger sig uimodståeligt på som det utilsigtede resultat af en kollektiv markedstvang. Ingen kan beherske tigeren. De dristige føler sig dog stærke nok til at ride på den, og de mest storhedsvanvittige bilder sig ind at være tigeren. Resultatet er en monoton disharmoni og en stabil turbulens, som afkobler sig fra enhver grænse.

VI
Den mest interessante vækst i moderne samfund er væksten i immaterielle værdier såsom sundhed, retfærdighed og velfærd. Disse begreber har den interessante egenskab, at jo mere de vokser, jo mere vokser også deres modbegreb. Sundhed og sygdom er ikke et enten-eller. Jo mere sundhed vi kan skabe, jo mere sygdom medskabes. Konkret betyder det, at kravet om behandling uophørligt vokser.
Uanset hvor rigt et 'borgerligt samfund' er, sagde Hegel, er det aldrig rigt nok. Hver ny 'bekvemmelighed' bliver en platform for opfindelsen af en ny 'ubekvemmelighed'. Systemet af behov udvider sig med en mekanisme, som Luhmann kaldte for kravsinflation. Det betyder, at manglen og nøden og armoden genskabes på stadig højere niveauer.
Der er intet aktivt centrum for denne inflation. Den bæres af en uhellig alliance af grupper, som kæmper for deres egen fordel: Erhvervsfolk, som gerne vil sælge, politikere som gerne vil genvælges, massemedier som gerne vil kritisere, fagforeninger som gerne vil forbedre arbejdsforholdene for deres medlemmer, og almindelige brugere, som gerne vil have mere af det hele - varer, sundhed, oplevelser og omsorg. Alliancen er ikke blot uhellig, men også uovervindelig, eftersom den omfatter alle, mange endda med to kasketter på.
Marx bemærkede, at fantasiens behov kan være lige så reelle som mavens. Og fantasiens behov er flydende. De kan aktiveres som mimetiske begær, der er rettet mod det som andre begærer, så begæret bliver lærevilligt og hurtigt kan ophidse sig med ting, som i går var ukendte. Begæret udspringer af et behov for anerkendelse, som løbende kan få stukket nye symboler i hånden.
Når mennesker bliver til i hinandens øjne, og når øjnene er stift rettet mod en vigende fremtid, så kan man bag de endeløse begær ane et krænket barn, som aldrig kan få nok. Hverken demokratiet eller markedet kan stoppe for det begær, som de selv har været med til at ophidse, og som nu skyller gennem alle samfund med en tvangsmæssig energi. Verden vil formentlig gå til grunde i forsøget på at opfylde de opskruede begær, som strømmer fra erhvervsliv, stat og befolkning i skøn og centrumsløs samdrægtighed.

VII
Begrebet om forandring kræver et modbegreb, som er stabilitet. Uden stabilitet er det slet ikke muligt at tale om forandring. Man kan derfor spørge, hvad det er som ikke forandrer sig, når der tales så dramatisk om nødvendigheden af forandring. Ser man sig omkring i byen, dukker der jo nok nye bygninger op, veje lægges om og kraner og gravkøer arbejder på højtryk. Men byen er jo stadig til at kende. Mere gennemgribende er forandringen heller ikke.
Det mest stabile træk ved forandringen er, at kravet kommer fra en elite af ledere og planlæggere, som ikke ønsker at svække deres egen position. Selv når de taler om at nedbryde pyramider eller om en arbejdsplads uden faste positioner, så er deres egen position uanfægtet. Den gøres usynlig og ukrænkelig. Jo mere turbulens og usikkerhed, jo mere krav om ledelse, fordi ledelse ikke længere er forvaltning af en fortrolig målsætning med fortrolige midler. Magtens fornemste produkt er at skabe usikkerhed og uigennemsigtighed, fordi det forstærker behovet for magt. Og problemet om et demokratisk underskud kan ikke løses ved at invitere alle til at tage del i ledelsen, hverken politisk eller økonomisk.
En magthaver kan gøre sig sensibel for kravene hos de magtramte. Han kan undgå grusomhed. Men der må være en ledelse, som afgør, hvilken fleksibilitet der kræves, og hvad der skal læres. Der er styring, selv når det kaldes selvstyre. Læring kan ikke foregå efter de ansattes egen dagsorden, eftersom det ville opløse alle kriterier på relevans. Den skal tilpasses til, hvad der defineres som arbejdspladsens behov. Her har ledelsen det afgørende ord. Den afgør, hvem der er gode nok, og hvem der skal presses ud - uanset hvilke eufemismer som anvendes. For kravet om læring og fleksibilitet betyder uundgåeligt, at også krav om indsats og motivation og engagement skrues i vejret. Hvert opnået niveau nulstilles og bliver platform for nye krav.
Det betyder ikke, at lederne er onde. De bestyrer jo kun situationens krav, som de ikke selv har skabt. Alligevel ender de som de upersonlige bødler i et spil om udstødelse. Det er måske grunden til, at tv's Robinson er så populært. For her overværer vi i en blanding af fact and fiction, hvordan mennesker sættes på en prøve, hvis regler er ukendte, så de ikke ved, hvad de egentlig skal gøre for at vinde den præmie, de begærer. Skal de mase sig på eller trække sig tilbage, være vennesæle eller arrogante? Den moderne kamp om anerkendelse handler om at være vinder i en strategisk kamp uden klare regler. Den kræver evne til at samarbejde med sine modstandere og at iscenesætte sig selv. Disse civiliserede og uciviliserede kampe ender i et voldsomt opbud af individualitet og afvigelse, som truer med at blive ukontrollabel. Men den ender med at tæmme sig selv. For dybest set er det jo hinanden, som kampen gælder.

*Ole Thyssen er mag. art. og dr. phil., forskningsprofessor på Handelshøjskolen i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu