Læsetid: 4 min.

Lad der være lys

1. december 1999

Den sidste udstilling på Charlottenborg i dette årtusinde viser international lyskunst. Den er let tilgængelig og underholdende, men også noget ujævn og mangelfuld

Udstilling
Stort set lige siden det elektriske lys blev opfundet, har det haft en plads i kunsten. Faktisk blev det hurtigt til en selvstændig kunstart, nemlig den såkaldte Lumia, en betegnelse som stammer fra den dansk-amerikanske kunstner Thomas Wilfred, der startede sit arbejde med lyskunst i begyndelsen af århundredet. Med roterende elektriske pærer, farvefiltre og spejle skabte Wilfred en række simple, men fascinerende lysværker, der kom til at danne grundlag for den senere lyskunsts udvikling. Og det er da også efter Wilfred, at den nyligt åbnede udstilling Lumia - International lyskunst på Charlottenborg, der tæller omkring 25 lyskunstnere, er opkaldt. Den er arrangeret af Thorbjørn Lausten og Frithioff Johansen, der har et mangeårigt virke inden for lyskunst bag sig, og begge er også med på udstillingen.
Samtidig er Lumia tredje og sidste del i udstillingsrækken, som omfatter Hvid og Farvefænomener. Den er ikke så konceptuel og teoretisk i sit udgangspunkt som sine forgængere, men mere direkte oplevelsesorienteret og fungerer på den måde som en let afslutning på de tre udstillingers tematisering af skulptur og installationskunst.

Lys nu og da
Lausten og Johansen har som sagt søgt tilbage til lyskunstens oprindelse for at finde udgangspunktet for deres udstilling, og i første rum kan man således se to af Wilfreds værker samt et fotografi af Bauhaus-kunstneren Maholy-Nagys storværk: Lichtrequisit einer elektrischen Bühne (1922-30). Wilfreds og Maholy-Nagys værker kan synes noget anakronistiske i deres brug af lyset, men udstillingen viser ikke desto mindre, at mange af de temaer, som senere kunstnere tager op, er foregrebet af disse to pionere og deres positivistiske tro på mediet.
Generelt kan man sige, at det elektriske lys er emblematisk for den moderne kunsts interesse i og bevidsthed om tingenes konstante bevægelse og den følgende opløsning eller snarere udvidelse af værkets grænser. Lumia placerer sig med andre ord på en meget konkret måde i det moderne rum, hvor betydninger er flydende, fluktuerende og flimrende. For hvor den klassiske kunst brugte lyset til at fiksere og afgrænse objekter i rummet eller på billedfladen, er lyset i den moderne kunst ikke længere rettet mod objekter, men mod sig selv og dets evne til at skabe en sensibilitet over for rummets mere abstrakte strukturer og immaterielle bestanddele. Man kan sige, at dets kvalitet netop er, at det er en kvalitet i sig selv, samtidig med at det betinger og reflekterer perceptionen af den omgivende verden.

Lys og mørke
Trods udgangspunktet er Lumia ikke nogen historisk udstilling, men en præsentation af forskellige teknikker, udtryksformer og motiver indenfor nutidig lyskunst. Der er både hollografiske, luminokinetiske, laserbaserede og lysskulpturelle værker, hvoraf nogle ligger i forlængelse af videnskabelige opdagelser, mens andre har mere symbolske, historiske og skulpturelle referencer. Desværre forsøger udstillingen ikke at samle disse værker omkring et overordnet tema, og det gør, at den som helhed virker for løs og forvirrende.
Lumia indeholder dog flere værker, der berettiger lyskunsten som et selvstændigt og relevant æstetisk medie. Svenske Gun Gordillos Reflex ('98) er et effektfuldt eksempel på, hvordan kroppens bevægelse og lysets reflek-sioner kan skabe stadigt nye komplekse rum. Francois Morellets blå lysstofrør, tilfældigt placerede på væg og gulv, viser med en minimalistisk sensibilitet mulige forbindelser i rummet, og Otto Peine har skabt et magisk rum, hvor man kan slappe af til lysets forunderlige former og rytmiske forvandlinger.
Der er dog også værker, som har tendens til enten blot at være optiske fænomener, der viser, hvordan lyset fungerer, eller til at være for ladede og banale i deres brug af lyset som metafor for uendelighed, oprindelse og bevægelse. De synes ikke at have noget videre at byde på rent kunstnerisk og æstetisk og bliver derfor let til en slags kitsch, i den forstand at de er effekt uden årsag eller dybde.
Derudover savner man et større udvalg af den amerikanske lyskunst, der opstod i starten af 60'erne. Den er kun repræsenteret med Dan Flavin, men også James Turell, Robert Irwin og Bruce Nauman bruger lyset som medie på en visuelt spektakulær og formmæssigt grænsesøgende måde, der ville have givet et perspektiverende med- og modspil til udstillingens øvrige værker.

Det handler om at se
Nu kan man selvfølgelig næsten altid kritisere en udstilling for ikke at have alt eller noget andet med, men på Lumia virker det på sin plads, fordi den giver et lidt for ensidigt billede af lysets funktion og betydning i moderne kunst. Man kunne godt have ønsket sig, at arrangørerne havde inddraget nogle kunstnere, som ikke er deciderede lyskunstnere, men som arbejder med lys i forbindelse med maleri, skulptur og installation, som for eksempel Erik A. Frandsen, Olafur Eliasson eller Ingvar Cronhammer. Det havde givet en mere udfordrende udstilling, som kunne have åbnet op for et interessant spændingsfelt mellem den rene lyskunst, Lumia, og de andre kunstarter.
Men når det er sagt, så er der alligevel flere sjove, flotte og forunderlige værker på Lumia. Det er en udstiling, som kan opleves både flygtigt, nysgerrigt og kontemplerende, og som helt bogstaveligt skal ses, for det er det lyskunst handler om, at se.

*Lumia - International lyskunst på Charlottenborg Udstillingsbygning indtil 9. jan. Katalog 96 s., 80 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu