Analyse
Læsetid: 5 min.

Latinamerikansk nypopulisme

10. december 1999

Valgkampens udvikling i Chile er en advarsel om de nye tendenser i latinamerikansk politik

Meget tyder på, at det chilenske præsidentvalg ikke bliver afgjort på søndag, men at der skal en ny valgrunde til den 16. januar. Ifølge de seneste meningsmålinger vil ingen af de to førende kandidater, den moderate socialist Ricardo Lagos og den stærkt konservative og populistiske Joaquín Lavín, få over 50 procent af stemmerne, som loven kræver for at blive erklæret som vinder.
De sidste to måneder har Lavín langsomt og sikkert ædt sig ind på det store forspring, Lagos havde, da valgkampen begyndte i august. Ifølge en meningsmåling offentliggjort i eftermiddagsavisen La Hora i tirsdags har både Lagos og Lavín øget deres stemmeandel - Lagos fra 42 til 45 procent Lavín fra 35,4 til 39 procent. Det skyldes angiveligt, at der nu er færre, som ikke ved, hvad de vil stemme.
Mere interessant er det, at kommunisten Gladys Marín på trediepladsen også har øget sin stemmeandel fra fire procent for en måned siden til 6,6 procent først på ugen. Når Marín er interessant, hænger det sammen med, at hun henter stemmer hos utilfredse tilhængere af regeringspartierne, der har opstillet Lagos, og med at jo flere stemmer hun får, desto større vil muligheden være for en ny valgrunde.

Forløbet af valgkampen i Chile er tankevækkende. Da valgkampen blev skudt i gang, var de færreste i tvivl om, at Lagos ville vinde en bekvem sejr. Som Rasmus Sønderriis skrev fra Santiago i tirsdags i Information , har regeringskoalitionen Concertación siden diktaturets ophør for ti år siden været sikker på omkring 55 procent af stemmerne.
Man har spekuleret i en såkaldt Pinochet-effekt, som går ud på, at den varme Pinochet-tilhænger Joaquín Lavín har fordel af at Pinochet forbliver i London, til valget er overstået. Så vil han ikke blive alt for identificeret med ham. På den anden side ville den konsekvente Pinochet-modstander Ricardo Lagos have fordel af at have Pinochet i landet, for så ville man have det levende symbol på diktaturet til stede til skræk og advarsel.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor stor en betydning Pinochet-effekten har haft for Lavíns fremgang i meningsmålingerne. Der er nemlig noget andet, som falder i øjnene: Lavíns tilsyneladende pragmatiske og "apolitiske" populisme over Lagos' forudsigelige og ret konturløse kampagne.
Selv om Lagos har forsøgt at lægge luft til regeringen, er ingen i tvivl om, at han er regeringens kandidat. Han har endog en fortid som undervisningsminister og siden minister for offentlige arbejder, inden han blev kandidat.
Forklaringen på de tilsyneladende overraskende meningsmålinger skal muligvis søges et helt andet sted - i mange latinamerikaneres tendens til at vende de etablerede, såkaldt demokratiske partier ryggen og slutte op om den hastigt voksende nypopulisme, der i lighed med rejseprædikanter synes at have svaret på alt - og lette løsninger.
Selv om Lavín ikke kan siges at være en typisk nypopulist, viser hans valgkamp ham som en af slagsen. Han har behændigt overtaget flere af Lagos' mærkesager såsom et bedre sundhedsvæsen, højere pensioner, mere beskæftigelse, mere økonomisk støtte til uddannelsessøgende fra fattige familier. Det hele er pakket ind i slagord om, at forandring skal der til og hans scoop: "De rige kan passe på sig selv. Så jeg vil kæmpe for de svage."

Mange falder for netop denne retorik, selv om den er udpræget paternalistisk og taler ned til især de dårligst stillede, og selv om de sociale og økonomiske forbedringer, han stiller i udsigt, bliver lagt frem som enkeltstående sager, ikke som forhold, der hænger sammen med bl.a. den økonomiske udvikling.
Lavíns succes i meningsmålingerne og Lagos' forventede vanskeligheder med at vinde i første runde skal ses på baggrund af, at det til marts, når den nye præsident tiltræder, vil være 10 år siden diktatorsymbolet over alle moderne diktatorsymboler i Latinamerika, general Pinochet, trådte tilbage efter næsten 17 års hårdhændet styret og overgav regeringsmagten til en folkevalgt præsident fra oppositionen.
Det er ti år, som har slidt på det skrøbelige demokrati og den brede regeringskoalition. Selv om Chile har oplevet en tid med pæn økonomisk fremgang og relativ politisk og social ro, føler mange chilenere, at der mangler noget - en følelse de deler med mange latinamerikanere.
Den form demokrati, der blev indført i flere latinamerikanske lande som afløsning for militærdiktaturerne, har vist sig at have mange begrænsninger for det store flertal af befolkningen. Da diktaturerne blev afskaffet, fik folk stillet i udsigt, at de ville få større indflydelse gennem de demokratiske institutioner og processer.
Detskete imidlertid ikke. De fleste oplever stadig, at beslutningerne bliver truffet hen over hovedet på dem - beslutninger, der ofte betyder forringelser i levevilkårene og i mulighederne for at skabe sig en bedre tilværelse. Samtidig oplever de, at de rige bliver rigere, meget rigere, og at politikerne klamrer sig til magten.
På den baggrund får nypopulistiske politikere let spil. Perus præsident Alberto Fujimori har således kunnet holde sig ved magten gennem en blanding af nypopulisme og hårdhændede autoritære metoder. Venezuelas præsident, den tidligere kupoberst Hugo Chávez, har siden sin valgsejr for et år siden, redet på en bølge af popularitet, fordi han med en enkel, populistisk diskurs og en tilsyneladende vilje til at handle trådte op mod et veletableret og gennemkorrupt politisk system. Og i Guatemala står den populistiske Alfonso Portillo til at vinde anden runde af præsidentvalget den 26. december. Portillo er stråmand for den tidligere diktator, den karismatiske general Efraín Ríos Montt, der i 1982-83 stod for noget af den værste undertrykkelse i landets historie.

Fælles for disse populistiske ledere og Joaquín Lavín er, at de fremstår som handlingens mænd, der har enkle svar på de komplicerede problemer landene står med - fra voksende social og økonomisk ulighed (Latinamerika er ifølge FN den verdensdel, der har den største forskel mellem rig og fattig) og tiltagende social vold (herunder voldskriminalitet) til voksende udlandsgæld (Latinamerikas udlandsgæld er vokset hastigt trods flere låneomlægninger og kriseredningspakker) og truende økonomiske kriser.
Apropos økonomi, så har den ikke været et centralt emne i valgkampen, selv om den chilenske økonomi i år i modsætning til de foregående år ikke har haft det så godt. Det skyldes måske, at chilenerne har lært at leve med en nyliberal økonomisk model tilsat lidt sociale additiver for at mildne de værste virkninger. Men de har næppe slået sig til tåls med modellen, hvilket Lavíns "bekymring" for de fattigste afspejler.
Selv om Lagos mod forventning skulle gå hen og vinde første valgrunde på søndag, har valgkampen vist, at en ny regering skal tage anderledes radikalt fat på nogle af de centrale økonomiske og sociale problemer, og især på de mange begrænsninger i de demokratiske friheder forfatningen - der er en modificeret udgave af Pinochets 1980-forfatning - rummer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her