Læsetid: 2 min.

Legetøj kan give fosterskader

22. december 1999

Det meste modellervoks og slim er smækfyldt med borsyre, som er dokumenteret skadeligt for forplantningsevnen. Produktionsforhold er en gru, siger konsulent

Op mod 70 procent af al modellervoks, som sælges til danske børn, indeholder store mængder af borsyre, som er dokumenteret skadeligt for fostre og for forplantningsevnen. Det samme gælder det såkaldte slime, som forhandles i bl.a. Føtex, Bilka, Kvickly og OBS!.
Det vurderer Lis Sørensen fra rådgivningsfirmaet Altox, som samtidig siger, at indholdet af borsyre i de to produkter ligger så højt som mellem en og fem procent. Eller op mod ti gange højere end de 0,5 procent, som Miljøstyrelsen for nylig har opfordret EU til at fastsætte som grænse for produkter, før de mærkes med et dødningehoved, fordi de kan skade forplantningsevnen og virke fosterskadende.
Dansk Supermarked, som ejer Bilka og Føtex, oplyser over for Information, at Bilkas slime-produkt, Ops, indeholder én procent borsyre. Alligevel er Charlotte Ærtholm fra Dansk Supermarked helt tryg ved slimen fra Bilka:
"Vores leverandør er helt i top. Så jeg ser ingen problemer," siger hun.
Bilka og Føtex har også andre slimeprodukter liggende på hylderne. Det har ikke været muligt for Information at få oplysninger om disse fra de to forretninger. Information har ligeledes forgæves forsøgt at få oplysninger om den modellervoks, der forhandles hos de to, samt hos Kvickly og OBS!.

EU-stramning på vej
Lea Tobiassen fra Miljøstyrelsens biocidkontor forventer, at EU vil efterkomme opfordringen fra Miljøstyrelsen, som vil betyde, at produkter med mere end 0,5 procent borsyre ikke må sælges til private.
Hun kalder sagen for "en clearcut case". En sådan stramning vil i første omgang ikke omfatte borsyre i legetøj, men kun i andre produkter. Lea Tobiassen indrømmer, at det kan virke ulogisk, men forventer, at legetøjsområdet vil følge efter:
"Hvis stramningen går igennem, vil der være en bedre basis for at presse på i forhold til legetøjsområdet. Men det kan være, vi synes, det går for langsomt og er nødt til at presse på med andre midler," siger hun
Altox har i juli 1999 gennemanalyseret en række produkter for BR-Legetøj hos virksomhedens leverandører i Sydøstasien. Det har ifølge både Lis Sørensen og Lars Gjørup, direktør for BR's indkøbsorganisation, Top-Toy, i Hong Kong, været en "gruopvækkende" oplevelse:
"Vi var to mand derude for at kigge på Top-Toys produktion. Vi var på en fabrik, hvor forholdene var under al kritik: Der stod åbne sække med borsyre i produktionslokalet. Det var den rene gru. Der var mulighed for at alt kunne blandes sammen. Borsyre kunne ende i sminkecremerne osv.," siger Lis Sørensen.
Lars Gjørup er chokeret over kemiforbruget i modellervoks og kalder produktionsforholdene for "lidt af et chok." BR-Legetøj har efter undersøgelsen valgt at udvikle sin egen modellervoks uden borsyre, ligesom kæden har taget slime af hylderne.

FAKTA
Borsyre er reproduktionsskadeligt

Bruges som konserveringsmiddel i legetøj, der har brug for at holde sig frisk. Det gælder f.eks. modellervoks og slime. Miljøstyrelsen har i et notat af 12. januar 1999 anbefalet EU, at borsyre mærkes som reproduktionsskadeligt med farekoden "kan skade forplantningsevnen" og "mulighed for at skade barnet under graviditeten." Hvis anbefalingen efterkommes, vil produkter, der indeholder mere end 0,5 procent borsyre, skulle faremærkes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her