Læsetid: 18 min.

Lyden af et evigt øjeblik

30. december 1999

60 år efter at de første negre indspillede deres blues, er rocken en millardomsættende, global reproduktionsanstalt og døgnåben drømmefabrik - men stadig lever oprøret og oprindeligheden som en mulighed

To billeder toner knivskarpt frem igen og igen på hukommelsens efterhånden noget gråmelerede lærred, når rocken og dens betydning for dette århundredes kultur(opfattelse) skal beskrives i andet end ord.
Det ene viser en ung Elvis Presley. Han holder en pause i optagelserne til Loving You; den pandekagetykke filmmake-up har fået lov at blive siddende, mens han stresser af med en cykeltur i nabolaget. Året er 1957. Han er 22 år og et nationalt hit, men stadig kun en døgnflue. Han kunne være naboens søn, som han står der og giver en autograf på toppen af en tidstypisk crew cut, medens den ene af pigerne holder genert, men husmoderpraktisk ved hans cykel, så den ikke vælter.
Det er et patineret billede på 'henne-om-hjørnet'-nærhed, 'knæene-samlet'-uskyld og teenagetilbedelse, taget længe før Onkel Joakim - eller var det 'Oberst' Tom Parker - tog mødommen på rocken og lokkede den i seng med Kunsten og kræmmerne.
Elvis fremstår som idol på billedet, men han er, et år efter Heartbreak Hotel, stadig en af os, en opnåelig mulighed snarere end en halvgud eller det skræmmebillede, hans liv skulle udvikle sig til.
"Vi kan alle blive som Elvis", som det danske dance-popband Nice Device skulle synge 41 år og talløse bristede illusioner senere.

Købt af Djævelen
Det andet billede har jeg aldrig set. Kun forestillet mig. Det viser et forblæst vejkryds i Sydstaterne først i de depressive 1930'ere. To mudrede dirt roads krydser hinanden. Vi er ude på Lars Tyndskids mark, i the backland, hvor kragerne forlængst er vendt. Det er tåget, spøgelsesagtigt og i det fjerne glammer en lænket hund.
Midt i billedet står en spinkel sort mand i tidstypisk stribet habit og taler med Djævelen. Jeg er ikke tæt nok på til at kunne høre, hvad de siger, men da samtalen er slut, har den godt 20-årige Robert Johnson solgt sin sjæl til Djævelen mod at kunne spille guitar som ingen før eller efter ham i Mississippi-deltaet og omegn.
Resten af hans korte liv handler Johnsons sange på bundlinjen om den søde smerte ved at pantsætte sin sjæl og om nødvendigheden af at prøve at vinde den tilbage igen.
Robert Johnson bliver rockmusikkens stamfader. Og et billede på rocken som den evige, uafgjorte kamp mellem godt og ondt, mellem realisme og mysticisme, mellem drøm og hverdag.
Den samme kamp Elvis skulle udkæmpe og tabe. Som menneske. Musikken vandt.
At (gen)høre Robert Johnsons sange i dag lyder på sin vis som et stykke myteindhyllet etnografica fra et land, langt langt borte. Men samtidig rummer sange som Cross Road Blues, Terraplane Blues og I Believe I'll Dust My Broom et distinkt, nærværende ekko af alt det, rocken også er og i sine bedste øjeblikke stadig stræber efter at blive, når vi trækker almindeliggørelsen og tidens hang til værdiudjævning fra: En udtryksform, der både afslører, dokumenterer og følger med tiden.
Måske var det grunden til, at Robert Johnson solgte så godt som noget MTV-hit, da hans sange fra 1936-37 i 1990 genudsendtes i digital restaurering. Personlighed unplugged.
Robert Johnsons posthume succes er samtidig et eksempel på, at rocken repræsenterer dette århundredes mest vellykkede kulturelle integrationsproces.

Rockens førstefødte
Født i raceadskillelsens tidsalder og vokset op i underholdningsindustriens skruppel- og sorgløse vækstår har rocken taget det meste af århundredet med.
Rockarkæologer regner normalt den 5. marts 1951 for den moderne rocks fødselsdag. Denne bidende kolde dag indspillede den unge kapelmester og pianist Isaiah 'Ike' Turner og hans Rhythm Kings en række numre i det prunkløse butikslokale til en nedlagt radiatorfabrik på Union Avenue i Memphis, Tennessee.
Bandets nye saxofonist, den 20-årige Jackie Brenston, sang til lejligheden sin egen Rocket 88, som i virkeligheden var en nytekstet kopi af Jimmy Liggins' 1947-indspilning Cadillac Boogie, men guitaristen Willie Kizart lød opsigtsvækkende obskøn og forvrænget - ikke mindst fordi han var nødt til at spille gennem en defekt forstærker, udstoppet med avispapir. Butikslokalets indehaver, den hvide, kristne discjockey Sam C. Phillips, sad selv bag pulten under indspilningen af pladen, der senere samme forår blev et nr. 1 hit på rhythm & blues-hitlisterne.
I virkeligheden blev rocken dog undfanget længe før. Lad os spole tilbage til tiden omkring den amerikanske revolution.
Amerika virkede uendeligt, og der var langt mellem folk og fæ. Ville man møde andre, måtte man rejse til fods eller pr. hestekraft. Enhver var sit eget internet. Og musikken afspejlede, hvor man kom fra. Indvandrere fra de britiske øer spillede violin, the fiddle, som var en nær slægtning til skandinavernes spillemandsfiol. Tyskerne og de mellemeuropæiske indvandrere spillede sveddryppende polka og andre dansable rundgange midt ude blandt køer og indianere i Midtvesten.
Fribyttersamfundets tvangsarbejdende underhunde og menneskelige dørmåtter, negrene, holdt fast i deres afrikanske herkomst ved at spille trommer, som blev forbudt af det amerikanske grundejeraristokrati, slaveejerne, der mente at vide, at stammemusikken indeholdt hemmelige budskaber - selve den antiautoritære essens af rock.

Multietnisk postordre
Slaveriets officielle ophør i 1865 blev, sammen med den stadig mere udviklede og billige togdrift, signalet til en folkevandring fra landet til byerne, hvor de uendelige muligheder fandtes. I det mindste i fantasien.
Den landlige musik flyttede med og tog farve af mødet med brosten og lejekaserner. Og da datidens e-post, postordrefirmaerne, for alvor fik tag i folk omkring århundredskiftet, kunne den jævne m/k i enhver udørk for en overkommelig sum skaffe sig en guitar, ja, ethvert instrument.
I 1900-kataloget fra Sears, Roebuck & Co. kostede den billigste banjo således en dollar og 75 cent, mens den dyreste beløb sig til uhørt uhyrlige 25 dollar. Musikken kom dermed ud af borgerskabets dannede saloner, men nok så vigtigt: De forskellige indvandrergrupper begyndte at spille deres egen musik på de nye instrumenter - præmodernistisk multietnicitet pr. post - og kultursammenstødene førte til nye og fornyende genresammenstød.
Ikke mindst i kraft af grammofonen; et af de få eksempler på, at den fremsynede opfinder Thomas Alva Edison også kunne sove i timen.
Han havde allerede i 1877 fået patenteret fonografen, som var tænkt som en diktafon, beregnet på det blomstrende erhvervsliv. Valserne af voks kunne imidlertid også indeholde musik, og før Edison havde indset sin brøler, stod de første forløbere for jukeboksen ude på værtshusene - ganske vist i hans design, men andre løb med rettighederne. Og marchkomponisten John Philip Sousa blev, som leder af The U.S. Marine Corps Band, den første musiksuperstjerne.

Det gentagne øjeblik
Med Emil Berliners opfindelse af vokscylinderens langt mere praktiske afløser, lakpladen, blev musikken for alvor demokratiseret. Før havde man i de enkelte hjem kun hørt musik, hvis nogen i familien selv spillede. Nu kunne alle og enhver nyde musikken. Og slukke for den uden at gå ud af stuen.
Grammofonen og -pladen blev en bevidsthedsudvidende og hverdagsomvæltende installation på linje med filmen.
Det, vi i dag betragter som lige så selvfølgeligt som vejrtrækningen, var dengang en sensation: Med ét slag og 78 skrattende omdrejninger i minuttet var musikken blevet udødeliggjort. Den tilhørte nu ikke kun nu'et og overleveringerne. Øjeblikket kunne gentages og gentages og gentages. Og musikere kunne høre andre musikere uden at være i samme rum!
Fra noder til plader
Samtidig flyttede det kommercielle fokus sig. Før havde pengene i branchen tilhørt nodetrykkerne og musikforlagene, som oftest var de samme. Sheet music var Gud.
Fra tiden omkring Første Verdenskrig blev det pladeselskaberne, der anslog grundtonen. Og det gjorde de først og fremmest i et andet af tidens nye, traditionsudfordrende og -besejrende kommunikationsmidler, radioen.
Som et tankevækkende apropos til den hjemlige pladebranches småhysteriske kampagne mod cd-hjemmebrænderi kan nævnes, at branchen allerede i 20'erne var dybt bekymrede for, at de mange radioafspilninger af plader skulle skade salget! I juli 1926 gik den første disc jockey i æteren - på radiostationen WRWC i Chicago.
Siden har alt for få kritiseret det ofte lidt for symbiotiske markedssamspil mellem musikindustri og massemedier.

Fra bomuld til nylon
Højt på radiobølgerne red op gennem 30'erne og 40'erne de tre genrer, der i det skjulte - hver for sig - tog ens mål til rockens vugge - blues, jazz og country.
Politisk korrekthed var endnu ikke opfundet, så plader med negersangere hed race records. Og countrymusikere blev ikke fornærmede over at blive kaldt bondejokker, hillbillies, for det var jo det, de var.
Gradvist sprængte virkeligheden og pladekøbernes stadig mere sammensatte smag den kommercielt betingede indhegning.
Allerede sidst i 30'erne købtes Texas-kapelmesteren Bob Wills' polka- og jazzmættede country, western swing, også af sorte. Jazzmusikere underminerede hurtigt den apartheidprægede kulturpolitik med navne som Louis Armstrong, Count Basie og måske især den rytmisk sprælske og tekstligt udfordrende Louis Jordan, der indgik som vitaminrigt grundstof i rockens modermælk.
Den rustikke bomuldsblues fra sydstaterne udviklede sig i byerne til den guitarbaserede rhythm & blues og Howling Wolf, Muddy Waters og John Lee Hooker lagde de bærende grundsten til rocken som et hus med mange boliger - en ung guitarspillende kosmetolog ved navn Chuck Berry tog sig senere af selve indretningen.
Samtidig dannede den unge, jazzopfostrede Frank Sinatras 'croon till you swoon'-sangstil skole for senere stildannere som Elvis, Paul McCartney, Elton John, Billy Joel og Lars H.U.G.
Samme Sinatras forældreforuroligende teenageappeal i efterkrigstiden definerede idoldyrkelse, ligesom hans samtidige kompromisløse countrykollegaer som Hank Williams i deres alt-eller-intet-attitude og 'lev-stærkt-dø-ung'-levemåde blev rollemodel for prototypen på en ung, vaneforagtende rockstjerne. Uden at nogen af dem i øvrigt gav køb på deres grundlæggende musikopfattelse, som handlede om at handling gav forvandling.
Ingen af dem formulerede det dog højt. Musik var - endnu - ikke en kunstart for de intellektuelle.

Celluloid-effekten
Alt i alt kom det altså ikke ud af intet, da synet af filmen Blackboard Jungle i 1955 sendte unge hvide middelklasse-amerikanere på kollisionskurs mod forældrenes 'kæft-trit-og-retning'-principper.
Filmen beskrev, hvordan skoleelever gjorde oprør mod en lærer, bl.a. ved at håne ham for at kunne lide jazz! Den gik rent ind - også herhjemme og måske navnlig i England, hvor en ung John Lennon aldrig blev den samme efter at have set den.
Lige så rent ind gik filmens bærende sang, Rock Around The Clock med Bill Haley & The Comets. Og så var den næsten 30-årige (!) Haley endda 'kun' en kapabel country-sanger, der så sig selv som en ajourfører af Bob Wills.
Men han var på sporet af noget, han ikke selv vidste, hvad var - i 1951 indsang han Rocket 88, og to år senere scorede han med Crazy Man Crazy det første hvide rock 'n' roll-hit!
Haley var en langsom starter og en hurtig stopper. Rock Around The Clock blev hans klimaks, svanesang og levebrød indtil hans død i 1981, men sangen blev ouverturen for en hel generation. I hvert fald inde i hovedet, for så overnight-frigjorte blev alle unge amerikanere trods alt ikke.
Præsident Eisenhower udtrykte det ret præcist: "Teenagere er ligesom flyvemaskiner. Vi hører kun om dem, der styrter ned ..."
Men noget var sat igang, Ike!

Enkeltbillet fra Tupelo
Rock Around The Clock var skrevet af to garvede sangsmede af forældregenerationen, men den skulle ironisk nok blive password til hele rockkulturen. Der skulle dog en Elvis Presley til at løfte rocken ud af novelty-genren.
Da Haley hittede, hittede Presley - på countryhitlisterne. Men Jack Brenstons benefactor, Sam Phillips, som i mellemtiden havde udvidet sit studie med et pladeselskab, Sun Records, var ikke i tvivl om spændvidden i lastbilchaufføren fra Tupelo. Planen var, turde han godt sige højt på Peter Aalbæk Jensen-manér, at lancere Presley på alle markeder - country, pop og rhythm & blues. Phillips havde altid mellem venner sagt, at hans fremtid var sikret, hvis han fandt en hvid, der kunne synge med samme følelse som en neger. Sagt i både respekt og spøg, for Phillips havde skabt sig et navn og respektable salgstal som producer af en række blues- og rhythm'n'blues-navne.
I 1956 solgte Phillips så musikkens mest efterstræbte guldkalv til RCA Records. Eller rettere: Presleys nye manager, Tom Parker, var mellemmand ved handelen, der sikrede Phillips 40.000 dollar, Parker 5.000 under bordet for ulejligheden og Presley verdenshistorisk berømmelse.
Beløbet sammenlignede samtiden med de fantasillioner, som den nærige onkel til tidens største tegneserienavn, Anders And, holdt fintælling over i sin pengetank hver tirsdag, men på RCA vidste de, hvad de gjorde, selv om de gik i stribet slips og hørte Perry Como.
Der var mange andre og meget vildere rock'n'roll'ere end Elvis Presley. Little Richard f.eks., men han var for sort og for bøsset til high school-USA, men afleverede allerede i 1955 det første rock-mantra: Awop bop a loo mop a lop bam boom!
Jerry Lee Lewis inhalerede øl fra Milwaukee og mindreårige med samme livsappetit, som han pumpede piano med, så seksualiteten blev for grafisk. Flinke Carl Perkins kom ud for et trafikuheld, netop som han havde gået sine Blue Suede Shoes til, og ude i de genremæssige randområder var der nok af det, forfatteren Nick Tosches, har kaldt unsung heroes of rock'n'roll, bl.a. sangerinden Wanda Jackson, "der sang, så man kunne spejle æg på hendes G-punkt," men hem-meligheden ved Elvis var, at sådan var han netop ikke.

Høflig forfører
Hans tv-uvenlige hoftevridninger og suggestive sangstil sendte nok tvetydige ilinger gennem samfundsmoralen, men han var en høflig fyr, der pænt spurgte mødrene, om han måtte tage trusserne af deres døtre, ma'am.
Med Elvis Presley bliver den blues-farvede rock'n' roll om ikke stueren, så dog til at være i stue med. Moderen og hushjælpen kunne smelte hen til Love Me Tender, mens datteren og hendes jomfruelige veninder godt vidste, hvad han sang om, når han sang Good Rocking Tonight. Og da han samtidig var hvid og gudesmuk efter den ærkeamerikanske model, blev markedseksponeringen fuldstændig.
At han i et samfund med striks sort-hvid lovgivning desuden var en de første hvide kunstnere, som via loyale, men alligevel selvstændige fortolkninger af sort musik, gjorde opmærksom på USA's glemte kulturhalvdel, er en af de mange upåagtede kvaliteter ved denne banebrydende sanger, der ikke selv skrev en eneste sang, men fik alverden til at danse efter en anden melodi.
Og så sker der i virkeligheden ikke ret meget mere afgørende i rocken førend 1962-63, da fire unge, respektløse fyre fra Liverpool siger yeah, yeah, yeah til en verden, der reagerede, som havde den aldrig hørt magen.

Gruppepres
Tiden indtil The Beatles bruger pladebranchen stort set på Elvis-efterlignere og ikke mindst på at finjustere afsætningsmekanismerne i et samfund, hvor teenagerne, deres fritid, rigelige lommepenge og gruppeafhængige impulskøb fylder mere og mere. Med Elvis Presley sættes merchandise-salget i lukrativt system, og koordinationen mellem tv- og pladelancering bliver livsvigtig og en kunstart i sig selv. Pladeselskaberne opretter marketingafdelinger og rekrutterer personale fra reklamebureauerne. Og man begynder metodisk at kortlægge og gennemlyse plademarkedet. Begrebet 'showbiz' lever op til begge sine stavelser.
Branchen er altså ikke så uforberedt på The Beatles som resten af (voksen)verdenen. Det, der overrasker branchen, er ikke så meget det lange hår - Presleys bakkenbarter var i sin tid lige så offensive. Næh, nu er der ikke een, men fire at forholde sig til/forsvare sig imod.
The Beatles er en gruppe, der - samtidig med at betone netop det - opfører sig som fire individualister med hver deres karaktertræk og tiltrækningskraft. Og så har de et uimodståeligt hemmeligt våben, som adskiller dem markant fra Elvis-generationen: De skriver selv deres sange.
Det giver personlig integritet og en uvurderlig uafhængighed. De kan selv udstikke karrierekursen og sidde i førersædet hele vejen. Beatles-modellen bliver de næste mange års mest efterspurgte model.
Ansporet af The Beatles er stilforskellige grupper som The Rolling Stones, The Kinks og The Who med til at sætte England på rockverdenskortet, og i USA skaber Beach Boys, anført af den venligt-melankolske galning Brian Wilson, et univers, der i originalitet og omfang matcher The Beatles.
På samme kærligt-loyale facon som Presley slår Beatles sig op på kopiversioner af sorte hits. Ikke mindst fra pladeselskabet Tamla-Motown, som fra først i 60'erne sammen med Stax Records dominerer det sorte marked, så det brister og krydser over til de hvide pladekøbere. Motown måske med mest appel til den plisserede del af de hvide middelklasseunge, Stax mere kropsnært og råt, men for Otis Redding, The Supremes, Aretha Franklin, Wilson Pickett, Smokey Robinson og The Four Tops er forskellen akademisk. De er sorte, de er stolte og selvbevidste, socialt ambitiøse og gode murbrækkere i kampen for et mere ligeværdigt samfund. Især i USA's sydstater. Mest aggressiv og i det lange løb mest indflydelsesrig er James Brown, hvis selvbevidste stil og rytmiske anslag fastsætter pulstallet for 70'ernes funk og bliver musikalsk matrice for rap og hip hop-kulturen

Vietnam i stereo
Netop kampen for håndhævelsen af borgerrettighederne afføder det næste store skred i rocken. Folkemusikken og genopdagelsen af dens amerikanske rødder bliver til the folk movement, som får Vietnam-krigen og segregationen som mur at spille op ad. Bob Dylan, og mange andre med ham, starter som "We Shall Overcome"-fællessanger, men finder hurtigt rullekravesweateren for snærende og går egne veje i sproget og musikken.
Med Dylan erkender rocken sin alder og de nye muligheder, der følger med den indsigt. Forgængelighed og død holder sit indtog i musikken som nærværende størrelser i en musik, der ellers hidtil mest har handlet om og besunget ungdommen, som om den var evig.
Samtidig er ikke kun Gud, men også teknologien "on our side". Med lp-pladen og stereo og high fidelity-lydkvalitet bliver der i 60'erne mulighed for at lave et kunstnerisk sammenhængende forløb i stedet for enkeltsange. Samtidig bliver guitarer, forstærkere og højttalere billigere og bedre ved masseproduktion, så da de første hippier lufter de eksotiske gevandter, er det til en musik, der lyder langt mere varieret end da rockabilly'erne sagde "one for the money, two for the show ..."
Om penge taler hippierne ugerne, men "kapitalisme er en god ting så længe, den støtter os," som Jefferson Airplane-sangeren Grace Slick formulerer det med en V-tegn.
Og det gør den. Woodstock-festivalens forløber i Monterey i 1968 udgør et veritabelt udsalgsvindue for det, reklametrommerne kalder the next generation. Og pladeselskaberne kender deres besøgelsestid og møder op med velforede checkhæfter for at kontraktbinde alt med langt hår, svømmende, undskyld, drømmende øjne, perlekæder og elektrisk forvrænget guitar.
Midt i den ubevidste og ufrivillige modebevidsthed er der kunstnere, der fører ånden fra Robert Johnson og Elvis Presley videre. Ikke mindst det kreative guitarkraftværk Jimi Hendrix, der i sin korte, hektiske levetid redefinerer den elektriske guitar og samtidig sætter stikket direkte ind i musikkens hjerte, dér, hvor jazz, blues og rock banker i samme uregerlige takt.

Gynger og karrusel
Historien om rocken har siden i høj grad også været en historie om pladebranchen. En branche, der med vekslende held og talent, efter et pragmatisk 'gyngerne-og-karrusellen'-princip, har forvaltet rockens skrøbelighed og styrke.
Fra Jonathan Richman til Lou Reed, fra stadionrockdinosaurerne i 70'erne til multimedieiscenesættende U2 i 90'erne, fra attituderelativisten David Bowie til Sinatra-arvtageren George Michael, fra Shu-bi-dua til TV2 med hver sit skæve smil, fra den ambitiøse gadesanger Kim Larsen over stilsammenfatteren Sebastian til alvorsmanden Nikolaj Nørlund, fra Deep Purple til Mercury Rev, fra Todd Rundgren til lige så eklektiske Beck, fra Bruce Springsteen til Allan Olsen, fra Carole King over Joni
Mitchell (tilbage) til Marie Frank ...
Konnotationerne og brudfladerne er lige så talrige som de nådigt glemte forlis og de forgæves comebacks.
Rocken er blevet en multimillardomsættende massekultur, en global reproduktionsanstalt og døgnåben drømmefabrik, en selvfølge i medie- og markedsbilledet fra tv-reklamer og talkshows til buslangsider, hvor den før var en obsternasig provokation.

Intet er helligt
Genremæssigt er intet længere helligt. Til gengæld er næsten alt potentielt salgbart på et stedse mere uoverskueligt marked, hvor specialisering og globalisering virker som de eneste levedygtige yderpunkter.
Oprørsudbruddene virker næsten cyklisk bestemte som punken i 70'erne, rap og hip hop i 80'erne og techno'ens moral- og myte-tomme futuristiske 'dans på stedet'-party i 90'erne, og er hurtigt blevet op- og indfanget af musikkøbmændene som stilitiske tilsætningsstoffer til mainstreammusikken. Og de oprindelige modkulturer, rap og hip hop, har selv forlængst lagt sig på rockmidterstriben, som er blevet betydeligt bredere med årene.
Men stadig er rocken i sine mest varige, transcenderende øjeblikke en facetteret kunstart, der siger mere om drømmerne og drømmene, om realisterne og virkeligheden end så mange andre; en kunstart, der af natur, men efterhånden alt for sjældent, hellere sliber kanter til end af.
Og samtidig forbliver rocken en kunstform, der paradoksalt nok altid har anglet efter blåstempling fra det samfund, den altid har været naturligt imod. Seneste eksempel er, at spillestederne, rockens vækstcentre, nu er kommet på finansloven herhjemme.
I det lys er det tilfredsstillende, at man i Den Store Danske Encyklopædi ikke kan slå op under Sam Phillips, moderne rocks fødselshjælper. Ingen skal dog forledes til at tro, de gode encyklopædister har udeladt ham med vilje. Eller rettere: Det må man da ikke håbe, for så har vi langt igen, når de til gengæld medtager jazzsaxofonisten Flip Phillips...

*20th century rock

1877: Thomas Alva Edison optager patent på phonografen, forløberen for grammofonen.
1904: Pladeselskabet Columbia introducerer den dobbeltsidede 78'er lakplade.
1912: W.C. Handy's "Memphis Blues" udsendes som den første bluesmelodi på node.
1923: Bessie Smith debuterer med den millionsælgende Downhearted Blues.
1931: Den 20-årige John Hammond etablerer sig som producer. Han skal senere opdage Count Basie, Bob Dylan og Bruce Springsteen, blandt mange flere.
1936: Bluesguitaristen Robert Johnson indspiller i San Antonio, Texas. Han vender tilbage året efter og gør arbejdet færdigt. Den 16. august 1938 dør han. Tilsyneladende forgiftet.
1946: Fjernsynet får en folkelig kickstart i USA med introduktionen af 10 tommers tv'et.
1951: Hank Williams udsender Moanin' The Blues.
1952: Sony præsenterer transistorradioen.
1954: Elvis Presley debuterer med singlen That's Allright, Mama/Blue Moon Of Kentucky den 19. juli. Og Aldous Huxley udgiver The Doors Of Perception.
1955: Chuck Berrys Maybellene går ind på pophitlisten som nr. 23.
1956: Little Richard udsender Long Tall Sally og Allen Ginsberg udgiver Howl.
1957: John Lennon og Paul McCartney mødes for første gang - ved en kirkebasar, hvor Johns skiffleband spiller.
1961: Den 20-årige Bob Dylan indspiller for første gang. To år senere gør Peter, Paul & Mary ham landskendt med deres version af hans Blowing In The Wind.
1962: The Beatles singlepladedebuterer med Love Me Do.
1965: Dylan bliver buh'et ud ved folkemusikfestivalen i Newport, fordi han spiller med elektrisk band. Samme år topper folkemusikduoen Simon & Garfunkel hitlisterne med et remix af Sounds Of Silence, nu med bas, trommer og elguitar.
1966: The Beatles udsender Revolver i august. Four Tops hærger hitlisterne med Reach Out I'll Be There.
1967: Otis Redding dør ved en flyulykke og får et posthumt hit med Dock Of The Bay.
1968: Elvis Presley genvinder sin kunstneriske troværdighed i comeback-tv-showet Elvis!
1969: Woodstock Music And Arts Fair samler 450.000 unge på en mudret mark nord for New York til tonerne af bl.a. Crosby, Stills, Nash & Young, Jimi Hendrix og Santana.
1970: Jimi Hendrix og Janis Joplin dør. Året efter følger et tredje rockikon, Jim Morrison. Og Duane Allman.
1973: Pink Floyd udgiver Dark Side Of The Moon, som først forlader den amerikanske hitliste 740 uger senere.
1975: Efter udgivelsen af Born To Run rydder Bruce Springsteen forsiden af Time og Newsweek - i samme uge.
1977: David Bowie åbner året med Low, og mens Fleetwood Mac storsælger Rumours, giver punken vred lyd fra sig på debutplader med bl.a. The Clash, Elvis Costello og Sex Pistols. Samme år dør Elvis
Presley - på samme dato som Robert Johnson.
1979: Sugar Hill Gangs hitlistesucces med Rapper's Delight baner vejen for rapkulturens kommercielle gennembrud.
1980: John Lennon skydes af en sindsforvirret fan den 8. december. Samme år introduceres walkman'en.
1981: MTV går i luften i USA.
1982: Compact disc'en lanceres, revolutionerer detailhandelen, billiggør pladeproduktionen og genopdager fortiden.
1983: Thriller med Michael Jackson sætter ny kunstnerisk og kommerciel målestok for soul- og pop. Pladen nærmer sig 50 millioner solgte eksemplarer.
1984: Madonna udgiver Like A Virgin.
1985: Dire Straits udsender Brothers In Arms.
1987: Beastie Boys' debut Licensed To Ill bliver første rap-album på toppen af den amerikanske hitliste.
1991: Nirvana genopdager rockvreden med Smells Like Teen Spirit. Tre år senere begår sangeren Kurt Cobain selvmord.
1993: Islandske Björk får globalt gennembrud med Debut.
1994: Oasis udsender Definitely Maybe.
1996: I hælene på albummet Pop åbner U2 deres voluminøse PopMart-verdensturne i Las
Vegas.
1999: Lauryn Hill siger farvel til The Fugees og hendes debutalbum The Miseducation Of Lauryn Hill vinder fem amerikanske Grammy'er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu