Vemodigt kig i Erik Thygesens skrivebordsskuffe - var disse fragmenter mon tænkt til umiddelbar offentliggørelse?
Radioteater
Anakronismen pastor Madsen kører et radioprogram som en krydsning mellem Tine Bryld og Jørn Hjorting. Madsen er velment, men misplaceret og især desorienteret i dette storbykrydsfelt, der ligger adskillige juleevangelier fra præstegårdshaver og småkagebagende menighedskoner. Da han tilmed er tænkt af Erik Thygesen, der ikke havde større veneration for lige den del af hans missionsjyske baggrund, er Madsen faktisk en klodrian til sit job.
Men hjælpeløse Madsen er kun den samlende ingrediens i cabaret, der tager et vist segment - som Henrik Dahl ville sige - i mismodigt øjesyn. Nemlig de ramponerede og ikke helt unge deltagere i Det Store Samlivspil; observeret af en mere end midtvejsramt, der selv har trukket sig næsten tilbage, men samtidigt håbede, at næste generation var blevet bare lidt mere manøvredygtig.
Stærke kvinder
Kvinderne klarer sig i Thygesens optik bedst. Om de egentlig har færre blå mærker, er jeg nu ikke så sikker på, de er bare bedre til at lade være med at udstille desperationen så meget. Men som sangteksterne ser dem, er kvinderne dem, der kan finde ud af at hvile i et forhold. Eller gå. Mens mændene jager eller lader sig samle op. Ensomhed ligger som tåge i en gammel sort-hvid Jean Gabin-film over hele denne ulykkesstinkende værtshustrafik
Det er også kvinderne, der overvejer selvmord, og det i den sammenhæng frie valg. Den form for camus'sk modernitet kan man selvsagt ikke inddrage Madsen i - og ville vel heller ingen uden for satirens fiktion; Madsen slår kors for sig og gemmer sig bag sin besværgelse "...hvis man slår op i sin bibel..."
Som repræsentant for en moderne folkekirkepræst er konfliktanalfabeten Madsen karrikeret og ubrugelig; men som en thygesensk samlingsmodel for terapeuten, forstå-sig-på'eren og eksperten, der stiller op til mere, end han/hun evner og orker at svare ansvarsfuldt på, ligner han rædselsfuldt. Der er ingen derude eller derinde i radiostudiet; vi har kun os selv og vi er temmelig meget på skideren.
Ikke just muntert som et sidste vink fra en stemme, der for nogle var en offentlig pen med erhvervet tillidsmandat og for andre en værdsat kollega. De sidste kan ikke undgå at spekulere på, om disse dybsorte asfaltblues-betragtninger - trods deres sorgmuntre indpakning - egentligt var bestemt for et publikum?
Men måske tager man det for mere sort end nødvendigt - fordi det ses i bakspejlet.
Musikken er dejlig skæv og skævt modernistisk og der er især i Gitte Naurs formidable stemme en urkraft til at se livet i øjnene, som - hvis man flytter blikket fra bakspejlet - også lå i langt det meste af Erik Thygesens skrift.
Skulle vi ikke hellere mindes den? Sådan bliver det nok, når perspektivet er blevet lidt længere.
*Der er noget, der er galt. Instr.: Carsten Grønning. Musik: Gitte Naur, Allan Mortensen, Jens Nørremølle, Peter Smith, Ole Rasmus Møller og Bent Hesselmann. Genuds. søndag
