Læsetid: 6 min.

En mærkelig major og hans sympatiske soldater

14. december 1999

Et ufrivilligt ophold hos den jugoslaviske hær gav et enestående indblik i det serbiske samfund

På grænsen
BOJANA, JUGOSLAVIEN - Da jeg blev ført ind i soldaternes opholdsstue, hvor de sad med deres dårlige tænder og så på porno-tv, havde jeg det lidt skidt. Det blev ikke bedre, da en af soldaterne kom hen til mig, førte en finger til sin tinding som en pistol og sagde: "Danmark, aldrig mere," og grinede ud gennem sine manglende tænder.
Jeg skulle bare vente lidt, havde jeg fået at vide af soldaterne, efter at jeg var kørt ned til grænsen mellem Jugoslavien og Albanien ude ved Adriaterhavskysten. Et skilt sagde "grænsezone, pas på," men ikke noget om, at adgang var forbudt. Jeg troede, at jeg kunne køre ned til grænsen og så vende om dér.
Men det kunne jeg ikke. En delingsfører blev tilkaldt, og han bad mig om at følge med. Senere blev jeg udspurgt af den lokale kommandant, der var kaptajn af rang. Jeg fik ikke rigtig nogen forklaring på, hvad der var galt, men jeg ville blive sat på fri fod i løbet af et par timer, lovede de mig.
Jeg blev ført ind i soldaternes opholdsstue på fire gange seks meter. Fra tiden efter 1960 indeholdt stuen kun et tv og udstyr til at modtage satellit-tv og så tre havestole. Resten var aflange plasticborde og træbænke stillet op på række. Varmen blev leveret af en brændeovn. I hjørnet var der en lem ind til køkkenet, hvor to soldater stod for maden. I loftet sad fire lamper, de to af dem lyste slet ikke, mens de to andre lyste dårligt. Da de første par timer var gået, fik jeg at vide, at der lige ville gå et par timer til.
Soldaterne tilbød mig aftensmad. Den bestod af to-tre stykker kødpølse af den værste jugoslaviske statspølse-kvalitet med lidt varm ost ind i mellem.
Da jeg så det, nægtede jeg at spise soldaternes mad, som jeg ellers blev tilbudt mange gange. Hvis jeg sagde ja til deres mad og deres gæstfrihed, så var det også som om, jeg accepterede, at jeg kun var deres gæst og ikke deres fange. Senere nægtede jeg at tage imod soldaternes tilbud om en seng at sove i, da der kom besked, om at jeg nu skulle overnatte. Jeg blev i opholdsstuen og sad op og sov.
Jeg havde talt lidt med delingsføreren, som egentlig var ganske sympatisk.
"Er du bange?," spurgte han.
"Nej, men jeg vil bare gerne have min frihed," svarede jeg.

Milosevic er mafioso
Det var begyndt at regne og storme uden for. Strømmen forsvandt regelmæssigt og standsede soldaternes yndlingskanal Venus-TV med nøgne kvinder, der tilbød at man kunne ringe til dem på et telefonnummer.
Men jeg kunne også konkurrere med Venus-TV. Soldaterne fik ikke meget besøg udefra, så jeg var aben i zoologisk have.
"Vi får kun en sjælden gang lov til at forlade kasernen, så for det meste sidder vi bare her om aftenen og ser tv," fortalte en af soldaterne fra Montenegro, hvor grænseposten ligger. "Jeg har kun været hjemme én gang på ni måneder," sagde han.
De kom selv hurtigt ind på deres øverste leder Slobodan Milosevic. "Milosevic er mafioso," sagde en af dem.
"Milosevic har lagt 50 milliarder kroner til side," mente en anden.
Der blev ikke talt om de (tabte) krige, som Milosevic har stået bag i Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo, eller de manglende menneskerettigheder i Serbien.
En af soldaterne støttede Vuk Draskovic, den farverige serbiske oppositionspolitiker, som tidligere har samarbejdet med Milosevic. En anden var tilhænger af fascisten Vojislav Seselj. Hvorfor, spurgte jeg ham. Men det kunne eller ville han ikke svare på. Det var også ham, som begejstret fulgte tv-nyhederne om de russiske angreb i Tjetjenien. "Hvis de er terrorister, er det godt, at russerne angriber dem," sagde han.
Terrorister var et ord, som serberne også brugte om den Kosovo-albanske oprørshær UCK. "Men civile bliver også dræbt," sagde jeg.
"Det er ikke så godt. Det er ikke meningen," sagde han.

Vores araber
En af soldaterne var mørkere end de andre. "Det er vores araber," blev han præsenteret som. En anden forklarede: "Han er roma," med det politisk korrekte udtryk for sigøjnere. Men det var tydeligt, at den mørke var en outsider og i øvrigt en sidste rest af det multietniske Jugoslavien.
Derimod fandtes ingen konflikt mellem montenegrinerne og serberne. En af serberne sagde: "Jeg håber ikke, der kommer konflikt mellem Montenegro og Serbien, for så skal vi kæmpe mod vores egne." Han var den eneste af soldaterne, som sagde, at han støttede den demokratiske opposition i Serbien.
Jeg spillede skak med en af soldaterne. Han startede flot ud med en god opstilling, men så mistede han overblikket og begik selvmord med sine brikker.
Vi snakkede om grænseposten. "Du må forstå, at Albanien er Jugoslaviens fjende, og vi frygter et angreb," sagde han.
"Har du nogensinde set den albanske hær?" spurgte jeg. Ind imellem lød der skud fra den albanske side, men ingen tog notits af det. Der er mange våben på den albanske side og dårligt nok en hær, så det var nok bare en, der skød op i luften.
Det virkede som om, soldaterne godt kunne se det vanvittige i, at jeg var blevet tilbageholdt. "Men vi har vores regler, som vi skal følge."
De fortalte, at udenlandske turister også ind i mellem kører for langt og bliver tilbageholdt, men ikke så længe som jeg.

Sønderjylland
De lignede soldater, som man kender dem. De sloges med hinanden og havde givet hinanden øgenavne som Vildkatten og Kragen.
Soldaterne havde et godt forhold til deres kaptajn, som de kaldte Bedstefar. Men en skaldet major, som kom udefra, var de skrækslagne for. De løb hurtigt for at udføre hans ordrer. "Han er mærkelig," sagde delingsføreren.
Majoren afhørte mig om aftenen. Serbiske afhøringer udvikler sig ofte til historiske diskussioner eller belæringer udi den serbiske version af historien. En af belæringerne drejede sig om Kosovo og mundede ud i et retorisk spørgsmål: "Hvilket land ville nogensinde frivilligt opgive en del af sit territorium?"
"Det er et spørgsmål, jeg ofte har fået på Balkan, og det er en fornøjelse at svare på det," skyndte jeg mig at sige. Så gav jeg ham hele historien om 1864 og Slesvig, som blev tabt, men Sønderjylland kom tilbage til Danmark. "Det skete ved en folkeafstemning, og det er jeg stolt af."
Jeg gav den hele armen, men det hjalp ikke noget.
Senere på aftenen udviklede der sig en krise i mit ellers gode forhold til soldaterne. De afviste blankt, at jeg kunne foretage en telefonsamtale.
"Det er forbudt," slog en af dem fast.
Midt om natten slap brændet op til brændeovnen. Det blev koldt.

Albansk spion
Ud på formiddagen kom en civil bil. Jeg blev kaldt ind til afhøring hos en ca. 45-årig mand i blå vindjakke, cowboybukser og Nike-sko. Han må have taget et kursus hos politiet i Danmark i at gå i civilt tøj.
Det var helt åbenlyst, at han troede, at jeg var albansk spion. Han havde fundet et par steder i min kalender, hvor jeg havde skrevet UCK. Jeg prøvede at forklare ham, at det var fordi, jeg havde afleveret artikler til Information om UCK på de dage.
Da jeg kom tilbage fra afhøringen sagde en soldat gennem sine manglende tænder: "Bare rolig, du kommer snart væk."
Men først skulle al mit udstyr lægges op på et af bordene i opholdsstuen. Den civile mands kollega kom og videofilmede.
"Men det er bare normalt udstyr for en journalist," forklarede jeg om blandt andet min mobiltelefon. Han bad mig meget bestemt om at sætte mig ved udstyret, så jeg kunne blive filmet sammen med det. Jeg kunne se mig i det serbiske stats-tv: Vores succesrige efterretningstjeneste har pågrebet en albansk agent, der udgav sig for at være dansk journalist.
Jeg spurgte kameramanden, hvor han kom fra.
"Fra kontoret for information til generalstaben i den jugoslaviske hær." Altså efterretningstjenesten.
Nu kunne jeg endelig blive frigivet - 23 timer efter, at jeg blev tilbageholdt. Først skulle jeg lige ind hos kaptajnen.
"Du må forstå, at vi har vores regler, vores love," sagde han.
"Jeg vil kalde det et cirkus," sagde jeg. Oversætteren og kaptajnen kunne ikke lade være med at grine.
Før jeg gik, måtte de lige have at vide, hvorfor jeg ikke havde spist i 24 timer. Var jeg ikke sulten?
"Jeg er ikke sulten, når jeg er i cirkus," svarede jeg. Oversætteren og kaptajnen kom til at grine. Jeg undskyldte - det er undergravende for autoriteten at grine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu