Læsetid: 4 min.

Marcos: Spejlenes herre

13. december 1999

Den katalanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán skriver i ny bog, at Marcos og de maskerede oprørere i Chiapas er den første formulering af det 21. århundredes politik

Den politiske turisme for venstrefløjens intellektuelle celebriteter går ikke længere til Sovjetunionen, som i tyverne, til Kina som i tresserne eller til Cuba som i halvfjerdserne. Ved randen af det 21. århundrede drager de ind i Lacandona-junglen, til Chiapas, og spejlet er maskernes herre, subcomandante Marcos, der betager og forfører den lyttende søgende fra Vesten med den indfødte oprørers poetiske, romantiske og rebelske genopfindelse af revolutionen som udtryksmiddel.
Den 'vilde' har altid spillet en nøglerolle som spejl for den vestlige civilisation, som om der hos den 'vilde' findes en hemmelighed, en natur, som må opdages, erkendes og erobres.
Nobelpristageren José Saramago har i en epilog til bogen Desde las montañas del sureste mexicano (Fra bjergene i det mexicanske sydøst) ophøjet "Chiapas som et sted for værdigheden, et oprørets lyspunkt i en verden, der på patetisk vis er faldet i søvn."

Marcos maske
Alle flokkes de om Chiapas og den nye revolutionære myte, som masken Marcos skabte med 'de indfødtes' oprør fra junglen mod det herskende, korrupte og undertrykkende PRI-regime i Mexico. Det siges endda, at musikeren Carlos Santana skal have rejst en statue på Hollywood Boulevard i Los Angeles til ære for Marcos og folket i Chiapas.
Ingen har endnu kunnet rive masken af Marcos, selvom journalisterne Maite Rico (El Pais) og Bertrand de la Grange (Le Monde) gjorde et forsøg i bogen Marcos: la genial impostura (Marcos: det geniale bedrageri). De mener, at Marcos i realiteten er Rafael Guillén, barn af en konservativ familie, der under sin universitetsuddannelse kom i kontakt med studenterbevægelsen, blev inspireret af Mao, den franske teoretiker Louis Althusser og ikke mindst af Che Guevara.
De mener, at Guillén er Guevara-mytoman, og det er dette revolutionære forbillede, Marcos dyrker bag sin selvvalgte maske i det zapatistiske oprør.
Maite Rico og Bertrand de la Grange er, ifølge den katalanske forfatter Manuel Vázquez Montalbán, irriterede over, at Marcos ikke passer ind i den traditionelle moderniserende venstrefløjs skemaer, og betragter ham snarere som et stykke folklore. Men Vázquez Montalbán antyder, at de to måske har skrevet anti-Marcos bogen, fordi el subcomandante ikke ønskede at modtage dem i junglen.
Marcos udpeger selv, hvem han ønsker skal i audiens i junglens kongesal.
Allerede i december 1997 sendte Marcos en invitation til Manuel Vázquez Montalbán om at komme til Chiapas. Og den 15. februar i år drog Montalbán så endelig ud i junglen.
Armeret med fire kilo chorizos (pølser) fra Guijuelo og et eksemplar af sin forrige bog, Y Dios entró en la Habana (Og Gud trådte ind i Havana) mødte han Marcos, og det er der kommet en interessant bog ud af.

Omvendt tyngdelov
Efter en temmelig omstændelig og smårodet indledning - pænt sagt: en labyrintisk indgang - får han skrevet sig varm. Og midt i bogen kan man læse en lang samtale mellem de to, hvor den ene interviewer den anden og vice versa, og for læseren trækkes slør for slør af gåden Marcos. Lidt teatralsk er han, denne Marcos, indrømmer Montalbán, som til slut siger, at Marcos flere gange i samtalen minder ham om den Chaplin, der helt alene tog den tyske hær til fange.
Montalbán bliver så betaget af den maskerede personlighed - denne mestits af dialektisk tankegang, humor og gådefuld symbolik - at han har svært ved at fastholde den kritiske distance. I forhold til den Marcos, der med et glimt i øjet, bekymrer sig om sit udseende og gerne så Jane Fonda i junglen (når det ikke længere kan være Brigitte Bardot); i forhold til den Marcos, der har et forbløffende stort kendskab til, hvad der rører sig på den spanske musikscene; i forhold til den Marcos der griber til fortællinger om 'den gamle Antonio', når han vil eksemplificere sin politiske taktik og strategi; i forhold til den Marcos, der leger skjul med the establishment og gør oprør mod de førende 'mentale laboratorier' som Harvard, Yale og MIT og taler kritisk imod den globale neoliberalisme, "der får staten til at lave striptease og ender med at stå splitternøgen, dvs. alene og kun iført sit repressive apparat".
Montalbán mener, at Marcos og den nationale zapatistiske befrielsesfront er "den første formulering af det politiske i det 21. århundrede", fordi det er en postmoderne revolution, der ikke ønsker magten, men ønsker at vende den på hovedet, bygge den op nedefra og op. Mens videnskabsmændene nøje beregner hastighed, masse, og acceleration, og politologer omskriver Machiavelli og diskuterer moderne principper, så "nærmer zapatisten sig æblet, kigger på det, lugter til det, rører det, lytter og forstår, hvad det hvisker til ham... At skæbnen ikke kommanderer ham til at kaste sig mod jorden (...) men at det handler om at overskride tyngdeloven (...) At falde opad, dette er mysteriet, som han (zapatisten) har foreslået at løse."
Montalbán idealiserer efter min smag den væbnede kamp - som i kraft af dens anvendelse af våben bruger magtens sprog og bliver et spejlbillede af magthaverne selv - men det lyder ikke desto mindre smukt, når han med Marcos som ledsager sine steder forsøger at transformere politikkens magtsprog med poesi.

*Manuel Vázquez Montalbán: Marcos: El señor de los espejos. Forlaget Aguilar, 1999.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her