Læsetid: 3 min.

Melodier om natten

29. december 1999

Med sine soloballader føjer Keith Jarrett endnu en betagende facet til en i forvejen mange-facetteret musik

Nye cd'er
Med sin koncert i Cirkusbygningen i juli gav Keith Jarrett os en af dette - og mange andre - års store musikalske oplevelser.
En sjælden fremtræden, efter en pause på en halv snes år og med det særlige spændingsmoment, at Jarrett netop havde genoptaget sin offentlige musiceren efter toethalvt års sygdom. Til det sidste var man usikker på, om koncerten ville blive gennemført - ikke uden grund, eftersom et par senere koncerter, så vidt jeg er orienteret, blev aflyst.
Jarretts sygdom, som jeg omtalte i en artikel her i avisen (Riffs 2. juni), har medført en lakune i hans pladeproduktion fra efteråret '96 til foråret '99. Udgivelser i denne periode er indspillede, før Jarrett blev syg.
Men hvordan forholder det sig med den soloplade, som er fremkommet efter koncerten i juli? Der er det påfaldende ved den, at der ikke er oplyst noget indspilningstidspunkt overhovedet, og det usædvanlige, at den er optaget hjemme hos Jarrett selv. Det sidste gjaldt også Spirits fra '86, men her fremgik det dog at optagelserne på dette dobbeltalbum var gjort i maj-juli '85.
De var Jarretts måde at imødegå en kunstnerisk krise på, og de viste ham som solist med utallige instrumenter. Er den ny plade et tilsvarende svar på den krise, som sygdommen medførte for ham selv og hans musik, og er det derfor, optagelserne, som kan være gjort pø om pø over en længere periode, ikke er tidsfæstede?

Fordybet i sig selv
Hvordan det nu forholder sig, så viser musikken Jarrett i en ny situation. For første gang spiller han soloklaver, uden at der er tale om lange, frit improviserede forløb (som i 'solokoncerterne'), men derimod om versioner af det standard-repertoire, som han i mere end femten år har reserveret til den trio, vi hørte i sommer.
Og naturligvis gør det stor forskel, at vi her hører ham uden Gary Peacocks bas og Jack DeJohnettes trommer. Musikken er om muligt endnu mere nøgen, fordybet i sig selv, som det tydeligt fremgår af "Blame It On My Youth". Den var allerede i trioens live-version fra '90 (på The Cure) et mindre mesterværk - soloudgaven er et større, hvor der er skåret helt ind til marven. Den fortsættes i øvrigt i en "Meditation", som er en af Jarretts karakteristiske vamp-fantasier, men med stærkere bånd til det foregående end normalt.
Også Jerome Kerns "Don't Ever Leave Me" er tidligere indspillet med trioen (i Blue Note-sættet fra '94) - ellers er materialet nyt i Jarretts diskografi, inklusive den særligt bevægende udgave af Gershwins "Someone to Watch Over Me". Den får følgeskab af en "I Loves You, Porgy", der er beslægtet med Bill Evans', men også kan ligne Ellington i det klanglige. I Ellingtons "I Got It Bad" er der til gengæld monkske detaljer, og her bliver spillet undtagelsesvis ret mobilt og udadvendt i sidste del.
Evans, Ellington, Monk - man må have fat i de store pianister for at pejle Jarretts niveau. Selvfølgelig: Han er jo selv en af dem.

Den amerikanske kvartet
Jarretts indspilninger for Impulse ligger nu et kvart århundrede tilbage, og det er naturligt, at de er blevet samlet i et cd-boks-sæt. En efterlysning af det har imidlertid givet til svar, at det ikke distribueres i Europa. Foreløbig må vi derfor nøjes med en udstykning i form af en ny cd-version af Fort Yawuh, der kom på lp i 1973.
Af lp'ens fire optagelser blev to udgivet i redigeret form, men er nu komplette og det samme gælder en femte optagelse fra en antologi-plade. Disse live-optagelser fra Village Vanguard er gode eksempler på Jarretts amerikanske kvartet fra midten af 70'erne, da han bl.a. dyrkede inspirationer fra Ornette Coleman, f.eks. ved at bruge to af Colemans tidligere medspillere, tenoren Dewey Redman og bassisten Charlie Haden (dertil kom trommeslageren Paul Motian og skiftende slagtøjspillere).
Musikken høres især for Jarretts overdådige og kraftfulde klaverspil, mindre for hans sopransax i to af optagelserne, mens man er glad for at Redmans tenor to steder afløses af klarinet og kinesisk obo. Man forstår dog, at Jarrett snart foretrak sin skandinaviske kvartet (med bl.a. Jan Garbarek, på ECM) og den mere spirituelle musiceren, som afløste Coleman-påvirkningen.
Men Fort Yawuh repræsenterer lige godt et vigtigt stadium i en stor musikers udvikling.

*Keith Jarrett: The Melody At Night, With You. ECM 1675
*Samme: Fort Yawuh. Impulse 547.966-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her