Læsetid: 4 min.

Mennesker i øjenhøjde

23. december 1999

David Lynch slår nye toner an i den vidunderlige 'The Straight Story'

Ny film
Det er en overraskelse at se David Lynchs navn sammen med Walt Disneys logo, for få celluloidverdener har været så forskellige som disse tos. Men med sin nye film har
Lynch fortalt en radikalt anderledes historie end den vi ville forvente af mesteren bag Blue Velvet og Lost Highway, ja overhovedet ville forvente fra USA.
Resultatet er blevet en ligefrem, varm film, der passer som fod i hose til Disneys univers, men samtidig er så umiskendeligt Lynch'sk i sin stiliserede visuelle udformning. Resultatet er enkelt, bevægende, mesterligt.
Filmen er historien om den 73-årige Alvin Straight der ved historiens begyndelse får at vide, at han har voldsomme sundhedsmæssige problemer. Kredsløbsforstyrrelser, dårligt syn, gangbesvær, begyndende emfysemer. Han bor sammen med sin voksne datter i en lille by i Iowa. Samtidig erfarer han, at hans bror Lyle i Wisconsin har haft et slagtilfælde. De har ikke set hinanden i 10 år, hvor et skænderi endte i et brud mellem to stædige stivnakker. Men nu vil Alvin besøge Lyle, der bor 5-600 km væk. Bil har han ikke og kan ikke køre på andet end sin plæneklippertraktor, en 30 år gammel John Deere. Og det gør han så - begiver sig af sted i sneglefart gennem det overjordisk smukt efterårsfarvede midtamerikanske landskab for at forsone sig med sin bror.

Venlighed i rigt mål
Så enkel er historien, og dramaerne undervejs begrænser sig til et møde med en ung kvindelig blaffer, der er flygtet fra sin familie, en kvindelig bilist der har kørt en hjort ned, et plæneklippersammenbrud, der bliver fikset af The Olsen Twins. Og der er ingen Lynch'sk dæmoni i disse møder, intet skæbnesvangert ildevarslende og slet ingen venden vrangen ud på lillebysamfundene som i Twin peaks.
Han møder ikke postmoderne, samplede typer hentet fra filmhistoriens arsenal, men mennesker, der lever deres liv og kæmper med deres problemer, som de løser som de bedst kan. Her er menneskevenlighed i rigt mål, hjælpsomhed og naturlig nysgerrighed for hans særegne projekt og transportmiddel, men også accept af dette projekt, hans projekt.
Med sit lange livs samlede erfaringer kan han så til gengæld stilfærdigt fortælle en historie og bringer et menneske ny indsigt og en ny vinkel på et tilsyneladende
uoverskueligt problem og således dementere sin egen opfattelse af, at der intet forsonende er ved at blive gammel, kun den plagsomme erindring om hvordan det var at være ung. Man mere end aner, at mødet med Alvin griber ind i mange liv. Og det gælder også biografgængerens.

Lynch' signatur
Lynch fortæller historien uden svinkeærinder. Når Alvin fortæller historier eller erindringer fra krigen, er der ikke dramatiske flash backs, men en urovækkende typisk Lynch'sk lydkulisse, og en rolig fastholden af Alvins ansigt, hvor de emotionelle bevægelser historierne sætter i sving tegner sig så meget mere dramatiske end en hvilken som helst visuel udpensling. Når hans hat blæser af, ser vi minutiøst hvordan han stopper sit køretøj, stivbenet stiger af, henter sine to stokke, henter hatten, og sætter sig op igen. Ingen elliptiske klip, ingen pointeringer, kun det iagttagende kamera, der med sin insisteren viser, hvor besværligt et så enkelt projekt kan være når man er gammel, stiv og gangbesværet.
Det er umiskendeligt en film skabt af en mester, en film der på så mange måder har Lynch' signatur. Især i indledningens billeder fra lillebyen med de nysselige huse og den tomme hovedgade som to hunde krydser diagonalt, og af den smælderfede spisende og solbadende nabo.
Her spiller Blue Velvet med, men ikke denne films dæmoni. Den er fraværende uden at Lynch af den grund forsvinder. Vi aner ham ikke blot som mesteren bag de mange helikoptershots af efterårslandskabet og høstmaskinerne, som manden bag de mange små præcise portrætter, leveret med karakteristisk tør humor og i den sublime brug af Badalamentis lyrisk meddigtende musik. Men også i de sublimt lydefri billedkompositioner, hvor Edward Hoppers billeder af stille hovedgader runger som reference. I hvert billede, hver komposition kender man kloen bag, mærker Lynchs umiskendelige greb og stensikre overbevisning om, hvordan hver enkelt detalje præcis skal bringes til at spille sammen i helheden.
Endelig har Lynch i Richard Farnsworth fundet en kongenial skuespiller, hvis snart 80-årige skrøbelige fysiognomi er med til at give filmen sin dybe ægthed. Her er ikke en skuespiller forklædt som gammel, men en skuespiller der på forunderlig vis synes at være Alvin Straight, så man tror på ham i hver indstilling, hver historie.
Det er oplivende her ved årtusindskiftet at blive bekræftet i at intet high concept action brag, ingen sammensnedkereret Hollywood-komedie kan hamle op med en film, der har en historie på hjertet, en enkel jordnær historie om mennesker fra den amerikanske hverdag. Velkommen til filmkunstens næste århundrede.

*The Straight Story. Instr.: David Lynch. USA. Premiere i Grand, Palladium og Gentofte Kino samt i Århus og Odense

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her