Læsetid: 2 min.

Minister holder liv i Sundholm

17. december 1999

Socialministeren lover, at sygeafdeling for hjemløse ikke lukkes, før nye tilbud er oprettet

Syge hjemløse vil fortsat kunne få behandling på sygeafdelingen på Sundholm på Amager efter første januar i år, garanterer Socialminister Karen Jespersen (S) efter et samråd i Socialudvalget.
Københavns Kommune har ellers valgt at nedlægge afdelingen fra årsskiftet som led i en omlægning af området, hvor pladserne skal fordeles på fire forsorgshjem rundt om i København.
Men de nye pladser står ikke parat den første dag i det nye årtusind, og derfor vil ministeren nu sikre, at Sundholm holdes åben, indtil de nye tilbud er etableret.
"Københavns Kommune har tilkendegivet, at der vil være 22 senge fra den første januar. Hvis de senge ikke er oprettet andre steder, så skal der være en slags buffer, så der stadigvæk kan tages syge ind på sygeafdelingen på Sundholm, indtil de nye pladser er etableret," siger Karen Jespersen.
Grunden til, at Karen Jespersen kan tvinge kommunen til at holde Sundholm åben, er, at kommunen tidligere har fået et ekstraordinært tilskud på 22 millioner kroner mod, at antallet af sengepladser skulle forblive det samme.
"Det er en del af aftalen, at der ikke må nedlægges tilbud, før de alternative tilbud er til stede. Det har vi meget dårlige erfaringer med på området med sindslidende, hvor man nedlagde sengepladser, inden distriktspsykiatrien var tilstrækkeligt udbygget. Og jeg synes, det er en af de fejltagelser, vi skal anstrenge os meget for ikke at gentage," siger ministeren. Hun vil nu skrive til Københavns Kommune og forklare, at hun opfatter det som aftalebrud, hvis ikke Sundholm holdes midlertidigt åben.

Kommunen sat på plads
Formand for Socialudvalget Villy Søvndal (SF) og Venstres Tove Fergo, der begge havde kaldt ministeren i samråd om sagen, var tilfredse med ministerens tilkendegivelse.
"Københavns Kommune har blæst på det hele: De har lukket for optaget af nye beboere på sygeafdelingen på Sundholm. De har udskrevet patienter. Og der er ikke bygget noget nyt i stedet for. Man har simpelthen blæst på de krav, vi herindefra har stillet. Og nu har de fået at vide, at det kan de ikke, og at de må de ændre det. Og det er jeg tilfreds med," siger Tove Fergo.
Villy Søvndal er glad for, at ministeren nu sætter kommunen på plads, men han er stadig utilfreds med kommunens håndtering af sagen.
"Jeg er ikke tilfreds med situationen, for jeg synes grundlæggende, at det er fuldstændigt tumpet at lukke et velfungerende tilbud for ti fugle på taget. Men vores rolle har været at undgå, at det her udviklede sig til en katastrofe i den vinter, vi står overfor," siger han.
Også Socialministeren er ked af, at kommunen ikke vil tage imod de ekstra penge fra satspuljen til hjemløse, som Socialudvalget har øremærket til at holde liv i sygeafdelingen på Sundholm.
"Socialudvalget og jeg havde det indtryk, at det var et godt tilbud ude på Sundholm, og hvis Københavns Kommunes begrundelse for at lukke afdelingen var økonomiske, så ville vi gerne hjælpe dem. Men de har ikke ønsket at tage imod tilbudet, og så kan hverken Folketinget eller jeg gøre mere," forklarer hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her