Jeg savner Doktor La Cour og hans taske
Til lægen
Der er ikke noget ved at være syg nu om stunder.
Jeg har ellers ikke meget godt at sige om min barndom i efterkrigstiden. Men det at være syg var altid en oplevelse. Det begyndte med, at min mor ringede til Doktor La Cour, og en halv time efter kom han rullende op ad vores vej i en bil med et kors bag på. Det med korset havde han ikke engang behøvet, folk stimlede sammen under alle omstændigheder, når der kørte en bil ind på vores vej. Og så kom Doktor La Cour ind med sin kæmpe lægetaske og undersøgte mig og min bror, og vi lå i vores senge og havde feber, og han trak alle sine magiske redskaber op af sin taske og lyttede og trykkede og snakkede og tændte små lamper og kiggede os ind i ørerne. Og så til sidst kom han frem med det, ordet, navnet på sygdommen, som selvfølgelig godt kunne være en skuffelse ("Det er vist bare en forkølelse"), men som også kunne være langt og flot og frygtindgydende: "Skoldkopper" eller "Skarlagensfeber". Og hvis det var det sidste, så lå min bror og jeg og øvede os i at sige skarlagensfeber, så vi ikke skulle kløjs i det, når vi engang skulle fortælle vores kammerater, hvorfor den lægebil var standset ved vores hus, og vi ventede spændt på den behandling, som min mor og Doktor La Cour nok sad og aftalte ude i køkkenet, og to af de ting, vi altid fik, var havresuppe og kamillete, som vi ikke kunne fordrage, men så var der også selve medicineringen, som straks kunne sættes i værk, for der var langt til det nærmeste apotek, så Doktor La Cour havde alting med i den taske, og det kunne godt være spændende ting, hostesafter og halspastiller, som smagte bedre end alskens slik, vi endnu ikke kendte, for slik blev først kendt i 5o'erne.
Og så havde vi helle. Mens alle vores kammerater sad henne i skolen og skrev og regnede og måske tænkte på, hvad den lægebil havde lavet ved vores hus, så lå jeg og diskuterede skarlagensfeber med min bror i ugevis, og når vi begyndte at kede os og ikke længere smittede, så blev mine søstre sendt ind til os: "Gå ind og underhold drengene, de ligger bare dér og kigger!" og selvom min mindste søster ikke engang vidste hvad underholde betød, så gjorde hun det.
Telefonkonsultation
Når jeg bliver syg i dag, så ringer jeg ikke efter lægen, men til lægen. Det meste kan jo klares pr. telefon, og det behøver heller ikke tage ret lang tid, hvis ellers jeg husker at begynde med mit personnummer. Men når først vi har fået nummeret på bordet, og han har fået trykket sig ind på sin skærm, så ved vi, hvor vi har hinanden, og konsultationen kan begynde. Hvis jeg så fastholder, at jeg gerne vil have ham til at kigge på mig, fordi jeg ikke bare har 39, men også sådan et mærkeligt udslæt, som jeg ikke rigtig kan beskrive i telefonen, så bliver vi hurtigt enige om, at når ikke han bor længere væk, end han gør, så er der ikke noget forgjort ved, at jeg lige kigger over til ham, når telefontiden er forbi.
Men så kommer den etape, jeg har det dårligst med. Jeg har været syg i flere dage og for længst meldt fra på min skole, jeg har bare haft det så dårligt, at jeg ikke gad gå hen til lægen, men bare lå og krydsede fingre for, at det ville gå over af sig selv. Nu kommer hævnen: mens jeg sniger mig gennem gaderne, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg skal sige, hvis jeg pludselig møder en af mine elever. På en måde er det meningsløst, det er bare mit gamle sygdomsbegreb, der får mig til at føle, at når man er syg, så skal man ligge hjemme i sin seng og læse Buddenbrooks eller Anders And, man skal i hvert fald ikke føjte rundt i Århus midtby klokken ni om morgenen.
Jeg prøver at sige til mig selv, at det bare er mig, der lever i 1940'erne, i dag ved ethvert skolebarn, at der er fuldt af syge mennesker rundt i Århus midtby klokken ni om morgenen, hvor lægernes telefontid slutter. Det er nærmest de syges myldretid.
Omvendt ubehag
Men hvis først det er lykkedes mig at slippe uset hen til klinikken, bliver jeg straks grebet af en slags omvendt ubehag. Nu vil jeg jo netop gerne ses, men så snart konsultationen begynder, får jeg den her følelse af at være lettere uønsket. Min læge mener stadigvæk, at vi kunne have ordnet sagen pr. telefon, og den smule udslæt er ikke rigtig tegn på noget som helst. Han er allerede i fuld gang med at skrive recepter ud, eller måske sidder han bare og skriver personnumre. Jeg griber mig selv i at savne Doktor La Cours gamle lægetaske med alle de små lygter og halspastiller, men mest af alt savner jeg at få sat navn på min sygdom. Jeg er meget glad for ord og benævnelser, og det her med at slæbe mig uset forbi alle mine elever med høj feber og udslæt og så bare forlade klinikken uden at vide, hvad jeg fejler, det kan jeg næsten ikke bære. "Der er så meget, der går på omgang for tiden" eller "En infektionstilstand, som det hér vil slå ned med det samme", og så af sted til apoteket med to recepter.
Så bliver jeg rask igen. På to dage har medicinen gjort sin virkning, ganske som lægen havde forudsagt, og jeg kan vende tilbage til mit arbejde. Der er et par af mine kolleger, der spørger, hvad jeg har fejlet, og jeg ville have elsket at sige vattersot eller nældefeber, men jeg har jo ikke rigtig fejlet noget, og nu kører det hele bare videre, som om intet var hændt.
