Læsetid: 5 min.

Musik som livet

7. december 1999

Kompetent og instruktiv biografi om Carl Nielsen

Ny bog
Dette må være hvad englænderne kalder a bargain - en yderst fordelagtig handel: 400 sider intens, oplysende tekst om vor store landsmand Carl Nielsen, med vedlagte indspilninger fra 1973-74 af det symfoniske værk med Ole Schmidt og London Symphony Orchestra, produceret i sin tid af Ingolf Gabold. Schmidts tolkning af den enkelte symfoni og værkets helhed som livsgennemgående fortælling er næppe overgået. Steen Chr. Steensen anvender de vedhæftede cd'er på effektiv vis ved i den løbende gennemgang af Carl Nielsens udvikling i musikken at henvise læseren via numre i teksten med eksempler, lagt på cd'ernes tilsvarende numre efter symfonierne. En gestus fra forlaget og særdeles nyttigt.
Steen Chr. Steensen, til daglig musikanmelder på Berlingeren, har sat sig for at præsentere sin hovedperson på baggrund af opdateret forskning og tilgængelige kilder. Henvisninger til John Fellows nylige fortjenstfulde tre binds udgivelse af Carl
Nielsens skriftlige tilkendegivelser over for offentligheden må i følge sagens natur undværes.

Sansernes Nielsen
Som Steen Chr. Steensen udfolder sin fortælling, fremstår lidt efter lidt en mere sammensat Carl Nielsen, også ofte en mere tvetydig end den nationale myte almindeligvis hævder. Et menneske, der ikke blot var i sin kunstneriske drifts vold, hvis man kan sige det sådan, men gerne gav efter for andre impulser og fristelser. Ikke så sjældent af amorøs karakter uden altid at være sig konsekvenserne bevidst. Således er der ifølge Steensen ikke ganske styr på, hvor mange børn uden for ægteskab det blev til. Nogle var der, og Nielsen undslog sig ikke for at blande venskab og erotik til ubodelig skade for sine nære omgivelser.
Dybest set rager Nielsens og andres sidespring kun nogen, såfremt sådanne oplysninger tjener til at skabe klarhed over værket. Steen Chr. Steensen påpeger overbevisende sammenhænge mellem livskrisernes faser i den Nielsenske privatsfære og den formidable, uudslukkelige, espansive musik, der vokser ud af livets gang og ulykken. En ulykke var utroskaben nemlig, der nær havde udviklet sig uopretteligt.

Kvinden bag
Hustruen Anne Marie Carl-Nielsen fik på et tidspunkt nok og forlangte skilsmisse. Denne periode var nær ved at dræbe sangfuglen i brystet på naturens sangvinske søn med det drengede væsen og udadvendte smilende sind. Midt i promiskuiteten, den åbenlyse begejstring for kvindekønnet andre steder end i ægtesengen, bevarer Carl Nielsen livsdagen lang et følelsesmæssigt afhængigheds- og inderligt kærlighedsforhold til sin billedhuggende Marie.
Biografien nærmer sig en egen intensitet i de afsnit, hvor forfatteren stiller sig på den moderne tænkende Anne Maries standpunkt som fri kunstner. I modsætning til andre af samtidens kunstnerisk begavede kvinder, der opofrende bøjede sig for det skabende mandkøn, står den talentfulde Anne Marie fast på sin position som kunstner i egen ret. Hun bryder op fra Carl og børnene, når hun skønner dette kunstnerisk fornødent. For værkets skyld bøjer hun sig ikke for husherrens fortørnelse, jammer og ynkelige påberåbelse af hensynet til egen kunst. Stærke sager, som paradoksalt forklarer, hvorfor Carl på trods af alle sidespring elskede Marie så inderligt og beundrede hende. Han opfattede jo kunstens væsen på akkurat samme måde: uromantisk, kompromisløst. Han accepterede efterhånden også, omend modvilligt, at Marie nødvendigvis måtte have rettigheder som han selv. Dét gjorde han, men overså måske at Marie nok så meget genoptog samlivet af bekymring for hans helbred.

Musik og liv
Det er værd at bemærke Nielsens usentimentale forhold, grænsende til forbitrelse, med hensyn til kunstnerens almene vilkår. Ved 60- års-dagen gør han status med en illusionsløs advarsel til alle der måtte påtænke en kunstnerisk løbebane. Sliddet, modstanden, den tøvende anerkendelse, de økonomiske vilkår, kritikkens ufølsomhed. Hvad er det altsammen værd, spørger han, og fantaserer sig til en anden tilværelse, hvor dagsværket bærer lønnen i sig selv, og nattesøvnen er sikret. Man tror ham selvfølgelig ikke. Kunsten er Nielsens livsnødvendighed, hvad han skabte kunne ikke være anderledes. Når inspirationen kommer til ham mens han kører i sporvogn, sker det, at han som en anden Chaplin bruger sin manchet som nodepapir. Men man tror på hans bitterhed, som Steensen får fint og loyalt frem i sin fremstilling af et menneske, der ikke hele tiden går rundt og bærer sin byrde med et smil. Og man tror på Steensens tilbagevendende tese om den hudløse kontakt mellem Nielsens personlige forhold og musikkens liv. Musik er liv, ifølge Nielsen selv. Musikken kongruent med det levede liv.

Skribenten CN
Man kan også sige at sprog er liv og Nielsens ord hans liv, eftersom den store komponist, såfremt den musikalske kilde af en eller anden årsag var tørret ud, utvivlsomt ville være blevet stående i eftertiden alene som den fine skribent, han var. En passage i Min fynske barndom fremhæves med god ret af Steensen. Carl Nielsens søster nærede ulykkelig kærlighed af den bogstaveligt talt livstruende art til smeden i nabolandsbyen. Beretningen om hendes rastløse, bundne smerte er en af de mere gribende i dansk litteratur: "Pludselig hørte vi en hel munter klang af slag på en ambolt henne fra smedien i Søby, tre og tre slag efter hinanden i nogen tid. Min søster rettede heftigt på sit blå skærf, idet hun rejste sig, og jeg lagde mærke til at hendes mund stod åben og hun drejede hovedet efter lyden. Så gik hun lidt rundt og frem og tilbage med små skridt, næsten på samme sted, som om hun var tøjret, holdt den ene hånd op imod brystet og begyndte at hoste."
Denne ordenes evne udvikles i hans eminente øre og vokser naturligt sammen med det musikalske stof. Det er ikke en tilfældighed at en hjørnesten i værket bliver sangene. Steensen lægger korrekt vægt på den side af musikerskabet, som er en levende kraft til det sidste.

Afsked
Carl Nielsen led i mange år af dårligt hjerte. Han nægtede at tage hensyn til den kendsgerning at døden kunne stå ved næste hjørne og fastholdt sin livsform med arbejde og fornøjelser i rigelige doser. Enden kom, da han under en generalprøve på Maskarade i overmod kravlede op i tovene for at hjælpe scenearbejderne. Kort efter var det forbi. Hans sidste ord var: "I står alle, ligesom I... venter..."
Han døde glad ved anerkendelsen hjemme og ikke mindst i Sverige, men skuffet over at det øvrige udlands begejstring lod vente på sig. Den dag i dag er Carl Nielsen endnu ikke oppe i fulde internationale omdrejninger, skønt placeringen er mere sikker end nogensinde. At han hører til blandt de betydeligste i europæisk musik er forfatteren ikke i tvivl om. Denne vished gennemsyrer bogen. Der er ingen, der skal overbevises, det er ikke nødvendigt, teksten er i balance med sig selv. Steen Chr. Steensen har kort sagt skrevet en god og læseværdig Carl Nielsen biografi, som i denne anmelders reol dog må finde sig i at stå pænt ved siden af Jørgen I. Jensens banebrydende og noget dybsindigere: Carl Nielsen. Danskeren (1991).
Den nye udgivelse skæmmes desværre af nogle underlige syntaksfejl, som korrekturen burde have fanget. Noter og emneregister må man undvære, hvilket er mindre forståeligt.

*Steen Chr. Steensen: Musik er liv - en biografi om Carl Nielsen. 400 s., indb. og ill. inkl. tre cd'er med symfonierne. Ole Schmidt og London Symphony Orchestra. 398 kr. Fisker & Schou

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her