Læsetid: 4 min.

Musik uden grænser

8. december 1999

Ny velskrevet bog om klassisk musik fra Claudio Monteverdi til John Adams. Især nye lyttere kan begynde her

Ny bog
Journalisten Jakob Levinsen har skrevet en bog om at lytte til musik. Det er "en guide til klassisk med mere". Der er altid et 'med mere', når ordene kommer fra Levinsen. Det er bl.a. andet det, der gør ham til en god journalist. Han kaldes et omvandrende leksikon og han kan skrive meningsfuldt på alle avisens kulturens poster. På den officielle liste står der kulturpolitik, film, litteratur, mad og musik. Hvis han mod forventning besluttede sig for at tie stille, så ville han være i stand til at gøre det på syv sprog.
Den store musik er en bog, som i hovedtræk opsummerer det, forfatteren har ment noget om i avisen i godt og vel ti år, først på Weekendavisen siden på Berlingske Tidende. Hans interesse for at se nye sammenhænge på tværs af genrerne, er fremført så vedholdende over en længere årrække, at det ligner et projekt. "For tiden hører han navnlig Pet Shop Boys, tango, Charles Mingus og Chopin," hedder det på bogens omslag om Levinsens øjeblikkelige interessefelt. Tak skæbne.
Det er interessant for Levinsen, når Radiosymfoniorkestret spiller klassisk til Roskildefestivalen fordi det får et traditionelt 'rytmisk' publikum til at lytte og udvide sanserne. Det er interessant for Levinsen når Kronos Kvartetten spiller Hendrix for et ny musik publikum, fordi det slet og ret udvider begreberne om, hvad ny musik er for en ting.
Den store musik er et vellykket og personligt forsøg på at se nye sammenhænge i musikhistorien og samtidig give et indblik i de komponister, der er helte i forfatterens verden. Bogen er god som musikalsk rejsefører for den nysgerrige begynder, der ikke sluger alt råt, men har lyst til en kompetent og velskrivende diskussionspartner. Specialisten kan tænkes at finde den knappe journalistiske jargon småirriterende - bemærkninger af typen "Litteratur om hunde kan ikke gø. Og litteratur om musik lyder sjældent af ret meget" gør sig godt i det hurtige avismedie, mindre godt i en bog, hvor man typisk giver sig mere tid til at tænke over tyngden og indholdet i udsagnet.

Suppe, steg og is
Den nye musikkens guide udi musikkens verden er for så vidt bygget traditionelt op, med portrætter af heltene. Store partier i bogen kunne indgå i en traditionel musikhistorie. Det nye er den sproglige formidling og viljen til at se værkerne fra nye synsvinkler. Men selvom en del af bestræbelsen går ud på at hive komponisterne ud af deres hidtidige historiske 'skuffer' og placere dem i nye sammenhænge, så havner de alligevel i Levinsens egne skuffer: Kategoriale skuffer som Ritual, lyd, form, udtryk, betydning, struktur og spiral. Hvilket afføder den filosofiske læresætning: En skuffe er en skuffe. De fleste af komponisterne kunne man sagtens og meningsfuldt indplacere på samtlige opstillede hylder eller skuffer.
Så en del af den ret så traditionelle formidling er blot
iklædt en ny stilistik: Et sprogligt remix af forfatterens litterære helte, blandt hvilke man formoder at finde Hansgeorg Lenz, Th. W. Adorno og Karl Aage Rasmussen. Det gør ikke bogen mindre spændende: Den sproglige opfindsomhed, det fortrolige forhold til musikken og alt det ved siden af den, skaber en spændstighed i det skrevne, som gør bogen til velgørende læsning.
De musikalske afholdsmænd vil korse sig over rubrikker som "Til orkesterkoncert: suppe, steg, is og det løse", eller "Skat, de spiller vores melodi", eller "Hvordan lyder en bøsset symfoni?" Men det er faktisk ikke så slemt som overskrifterne kunne antyde. Det er bare jargon og i virkeligheden skriver forfatteren bare noget af det, vi tænker, men som i de faglige kredse simpelthen er for pinligt at ventilere. Hut ab for det respektløse.

Tidens forskning
Når Levinsen når frem til forfatterens egne skabende helte som f.eks. gør-det-selv-mændene Philip Glass og Karlheinz Stockhausen, åbner sproget sig og den vidende viser sig også at være en personlighed, der kan byde på andet og mere end gesvindte bemærkninger.
Blandt de få nulevende komponister i bogen, er den yngste født i 1947, hvilket gør bogen til en meget klassisk, klassisk bog. En god håndfuld yngre navne kunne med fordel have været inkluderet, men et sted må legen stoppe, og godt 400 sider er allerede noget af en moppedreng.
Den store musik med undertitlen En guide til klassisk med mere, er endnu et eksempel på, at der i fraværet af vedkommende musikvidenskabelig forskning på universiteterne, er opstået en alternativ forskning og formidling, som burde aktivere røde lamper i den ansvarlige centraladministration.
Med bogen kommer Levinsen i selskab med andre forfattere, der har påtaget sig den rolle, som de, der er betalt for det, ikke vil eller ikke kan. Dette selskab har blandt andet udgivet bøger om Nielsen (John Fellows tre-bindsværk Nielsen til sin samtid, og Steen Chr. Steensens Musik er liv. En biografi om Carl Nielsen), Inger Sørensens Hartmann og hans kreds, og af samme forfatter Hartmann. Et dansk komponistdynasti. Tidligere markante udgivelser er Bendt Viinholt Nielsens udgivelser om Rued Langgaard og Jørgen I. Jensens bøger og Nielsen og Nørgård.
Øjeblikkets strøm af nye bøger om klassisk musik, gør sagen endnu mere pinlig for de livstidsansatte. Man kan på en underlig bagvendt måde sige, at der er kommet noget godt ud af ikke-produktiviteten i det 'officielle' videnskabelige miljø, når bibliotekarer, teolog, journalister og andre udfører banebrydende forskning og formidlingen. Men det var vel ikke det, der var meningen?

*Jakob Levinsen: 'en store musik. En guide til klassisk med mere'. 404 s., 298 kr. indb. Forlaget Høst & Søn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her