Læsetid: 5 min.

Nedtælling til 0 (5)

18. december 1999

Intermetzo

I denne serie af nedtællings-Intermetzi frem mod det i og for sig ligegyldige årtusindskifte, presser en særlig publikation sig på i den betrængte tidsbevidsthed:
Det håndgribelige symbol på forgængelighedens tand, der gnaver sig frem hyldemeter efter hyldemeter, som opfylder stadig mere plads i håndbogsreolen hvor før der var tomhed, som år efter år lægger bind på bind til væksten af sit stribede væsen, som uundgåeligt må supplere sig selv, såfremt enkeltbindene skal have mening og samlingen som helhed anvendelighed, som er en årtiernes encyklopædi og et rodnet i tiden, som er en retrospektiv søgende sonar i næsten to tredjedele af vor egen historie, som er en multitusindesidet kollektiv erindring om det forgangne, som er et dansk opslagsværk af hidtil usete dimensioner i sin art, som er et bogværk, hvor det meste af betydning i snart 60 år har fundet sin oftest rimelige plads, som er svaret på utallige spørgsmål om hvem, hvad og hvor, som er: Hvem Hvad Hvor. Den formidable bedrift påbegyndt i 1933 er kort sagt atter udkommet.
Dette er ikke en anmeldelse, heller ikke en af disse fedte-foromtaler, på hvilke medierne er velhavende, og kan jo heller ikke være en foromtale, eftersom Hvem Hvad Hvor for længst er lagt på boghandlerens disk. Snarere en vemodig erindring om noget, som var, som på sin vis stadig er, men aldrig mere bliver som før. Sådan er der jo så meget, der ikke er, som det éngang var, men imidlertid stadig prøver at være uden at blive det.

I disse dage genudsendes således de gamle TV-Aviser på Danmarks Radios tv, hvor kvaliteten ikke just er i højsædet for tiden. Forleden optrådte klummisten som studievært - hans faktiske levevej i næsten 10 år, sgu - i en sådan aflagt TV-Avis fra 1984, hvor håret unægtelig var mindre hvidligt, men facaden i øvrigt forbløffende identificerbar.
Meget kan man sige om fortidens tv-nyheder, og meget er der sagt. Én ting kan ingen jo tage fra tv-fortiden: grundighed og en i dag helt fremmedartet i øvrigt berettiget alvor. Dér sad Eric Danielsen og fik lov til at tale i mange, mange minutter om nervøse lidelser. Bertel Høxbroe, én af Herrens fødte reportagejournalister, redegjorde for bilhandelens udvikling, som man fandeme forstod det. Og vejret! Ikke noget med en overfrisk meteorolog med akavede håndflader foran det falske kort (kritikken undtager Henrik Voldborg, som alene på grund af sine striktrøjer er i særklasse), men bare oplæseren, der roligt fortæller om det pisser eller ikke pisser ned i overmorgen. To minutter, det var vejret og TV-Avisen. Nyhedsoversigten kommer lige før godnatbilledet af et gadekær i en imiteret Morten Korch kulisse. Go'aften i stuen og sov bare videre.
Dertil kom en ro og kadence i sproget, som datidens oplæsere var tvunget til, fordi der ikke var teleprompter, hvor folk nu sidder og høvler sig stakåndet gennem en tekst, der fiser ned over kameralinsen. Når det foregår på den måde, har de fleste - for ikke at sige alle, bortset fra Bostrup, uendelig svært ved at improvisere. Sådan noget står jo ikke på linsen, og pludselig sidder de dér og roder i papirerne og er der ikke mere, og vil hjem til mor. Det er patetisk. Og endnu mere, fordi den skide teknik indbyder til hast, som de fleste ikke har sproglig artikuleringsduelighed til at honorere. Så er det det sker, at budskabet ikke bliver nyhederne eller deres indhold, men elektronisk hektiskhed i overkomprimeret staccato og selvspejlende troværdighedsblåt i baggrunden.
Det er ikke til at holde ud, at se og høre på. Bestandigt lurer sammenbruddet i øjnene på det paniske pige- eller mandsbarn, der tydeligvis frygter alderdommens komme og en deraf afledt temponedgang og chefredaktørens overordnede og nådesløse syn på et sådant handicap.

Men dette var et sidespring. Som bebudet skal disse linier ikke handle om noget så forholdsvis ligegyldigt som dansk public service tv's konsekvent og hastigt faldende kvalitet, men dreje sig om Hvem Hvad Hvor. Tænkt som et lettilgængeligt opslagsværk for den gemene avislæser, som i Politikens bevidsthed ikke var så gemen endda. 1934 debut-udgaven er en tæt sag med statistik på hver og hveranden side og ganske få billeder. Et af dem er et sjældent insider-foto fra førersædet i en Fokker-passagermaskine med rat! Og tre motorer. Det varede to dage at komme med flyet via Malmö til Stockholm. Blandt andre oplysninger konstateres Folketingets medlemsliste: Bomholt, Hartvig Frisch, Christmas Møller, Aksel Larsen, Ole Bjørn Kraft, Borgbjerg, P. Munch, - og Stauning ikke at forglemme. Blandt årets døde var Henrik Cavling, L. A. Ring, Ove Rode, Galsworthy og Burmeister (ham med & Wain).
Socialreformen efter Kanslergadeforliget og dermed lanceringen af den sociale velfærdsstat omtales udførligt med skala for beregning af invaliditetsprocenter etc.
Men successen var i hus. Propagandachef H.S. Christiansens håndtegnede titelforslag var genialt og dueligt, formatet ligeså. HHH blev grundstammen i det senere Politikens Forlag, der fik selvstændig status i huset i 1946, og blandt hvis chefer Bo Bramsen lyser op som et fyrtårn. I perioden 1946 og godt og vel 30 år frem udkom på forlaget den ene nyttige håndbog efter den anden. Alle i HHH formatet, skrevet og redigeret af tidens bedste fagfolk, lutter relevante emner, sprængfyldte af oplysninger og den dag i dag lidt af grundstammen i en vedkommende håndbogssamling.

Undervejs ændrede publikationerne karakter flere gange, men fastholdt det handy og reolvenlige håndbogsformat i kvart (17 cm.). HHH lige indtil 1997, da redaktionen fandt på at gå op i målet og runde oktaven med et bind på cm 25 cm. Det giver et irriterende spring i årrække og reol. Et luksusproblem, kan man mene, men ikke desto mindre - og forlagets åbenbare distancering fra den oprindelige håndbogstanke.
Og hvorfor fa'en der skal være dobbeltopslag på den idiotiske Robinson fupforestilling, dét kan jo nok undre en gammel håndbogspuritaner.
Akkurat som den klassiske havørn breder fjerderhammen ud til flugt, når redaktionen fylder flere sider med omtalen af underholdningsmusik-cd'er uden så meget et kvæk om bemærkelsesværdige udgivelser af opus-musikken. Der er ellers kommet noget til i året op til det store 000!
Bare de Hved det på HvHvHv!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu