Læsetid: 5 min.

Nedtælling endt - til hvis årtusinde?

31. december 1999

Intermetzo
I morgen er der 365.243 dage til år 3000. I dette tilsyneladende så uoverskuelige spand af kommende tider er der principielt plads til fænomener i udstrækning og betydning svarende i skønsomt udvalg til middelalder, renæssance, reformation, 30-årskrig, freden i Münster, nyere tid, nationalstatstilblivelse, adelsvælde, enevælde, revolutioner, industrialisering, imperialisme, verdenskrige, demokratisering, kommunisme, nazisme, atombombe, Kinas genkomst, oprustning, det japanske mirakel, det vesttyske ditto, USA's dominans, forbrugersamfundene, Sovjetunionens sammenbrud, nutiden og den teknologiske internationalisering, folkeforskydninger og nye vandringer, de dominerende europæiske nationalstaters nyindretning i EU, internettet, informationssamfundet.
For ikke at tale om kunstens område, der vil rumme strømninger af samme spændvidde som fra gribedyrsornamenter i den sene vikingetid til gennemsnitsinstallationer på modene gennemsnitsmuseer. Eller i litteraturen fra illuminerede håndskrifters helgenlegender til bogmessen i Forum. Eller i musikken lige fra dommedsagsbasuners signalskrald akkompagneret af keddeltromme til Ligetis kammermusik.
Banalt at konstatere hvor lidt vi kan vide om kommende forlystelser. Måske bliver der i overskuelig tid fremover tale om rene dagligdagsbekymringer: Besværet med at få parkeringspladser i København år 2412, friplads på plejehjem i 2760'erne, friske agurker i 2999.

Hele skidtet kan selvfølgelig gå op i røg. Atomarsenalerne eksisterer som bekendt i værste velgående. Eller vi går til grunde ved naturens egen kraft. Blæser rent omkuld. Skønt meteorologerne i disse dage citeres for at orkanerne i Frankrig og ved Vadehavet ikke bør tilskrives den globale opvarmning, kan man jo som skriverkarl og lejlighedsvis læser af herværende sprøjte have sine tvivl. CO2-fimsen, voldsomt forøget dagligt i de næste blot 100 år takket være stadig flere og stadig mere raffinerede privatkøretøjer, hvis tilgængelighed ingen folkevalgt med ambitioner kunne drømme om at anfægte, kalker til sidst drivhusets sidste gennemskinnelige og varmeafgivende glasrude til, og den således opslemmede solvarme nedsmelter omsider kalotterne i syd og i nord. Grønlands øer viser sig atter i den disede sol i en lummerfugtig atmosfære.
Som i Ballards og andre tidlige science fictionforfatteres fremtidsverdensbilleder stiger vandstanden katastrofalt og livsforandrende.
Hvem ved, om vi i de næste 1000 år med genetisk virtuositet udvikler gæller og den nødvendige svømmehud mellem tæerne og i øvrigt tilbringer møjsommeligt tilkæmpede fristunder på the dryland i de sparsomt tiloversblevne højlande på Alpelandenes tinder, i Pyrenæerne, Karpaterne, Rocky Mountains og i Nepal? De sidste åndehuller.

Det er ét scenario blandt mange i tidens løb, når spåfolk har villet forestille sig det fjerde årtusinde eller blot femhundrede år fra nu af. Imidlertid kan fremskrivningerne som antydet vise sig langt mere trivielle.
På sin vis er der jo ikke sket så forfærdelig meget siden gamle dage. Vi forstår jo i overleveringen, litteraturen og kunsten, fortidens mennesker. De samme nedgroede negle, de samme nederlag, den samme runddans om ingenting, til dødens mørke sænker sig. Den samme følelse af dyb meningsløshed midt i naturens overvældende ødselhed. Slægt der følger slægters gang, og menneskene der i al almindelighed ikke afsætter sig andet spor end sneen, der faldt i fjor. De samme forgæves bestræbelser frem mod tomheden. Undervejs de samme skiderikker i 1000 år - og mere til.
Denne tilsyneladende konstante sum af livsfarlige idioter, der til alle tider gør verden grimmere. Personerne hos Shakespeare og Dostovjevski adskiller sig i nærvær jo kun ved fortællingernes ydre form. Dronning Dagmars for tidlige død er i sceneriets fromme ramme ikke mindre tragisk at forestille sig end Niels Lyhnes gudsbefriede, men vanskelige afsked med verden.

Sådanne overvejelser tjener unægtelig til at slippe nytårshumøret løs. Men hvis nogen er så åndssvage at tro at et to-tal efterfulgt af tre nuller skulle gøre forskel, må man jo for en sikkerheds skyld henvise til uforanderlighedens strukturer, der nok skal holde sig bravt ind i selv en oversvømmet verden.
Se bare pensionskasserne, der har sat sig på økonomierne med formuer af et sådant omfang, at det må minimalisere pyramiderne, lysshow eller ej. De fleste tager det roligt og holder bøtte, fordi pensioner uden diskussion er en god ting. Folk kan for eksempel takket være kasserne gå på pension, hvilket af den dertil indrettede propaganda derfor ofte fremstilles som et velsignet mål i sig selv. Godt nok. Men disse kasser styres jo efter principper, der ligner noget, vi knap nok kender. Eksempler fra middealderen har vi ikke på pensionskasser, for så vidt heller ikke fra nyere tid. Temmeligt uvirksomme og totalt udemokratiske og ukontrollable bestyrelser sidder nu via deres direktioner og forvalter disse kolossal-formuer, denne uhyrlige pengemagt, ledet til daglig af direktioner, der jvf. PFA i sandhed har styr på ikke så lidt.
Magtfaktorer vil ingen med omløb i knolden benægte, at kasserne har udviklet sig til. Gud ved - eller hvem der holder regnskab - om nogen efterhånden tør opretholde påstanden om at kasserne indgår på forsvarlig vis i et - ellers - påstået demokratisk reguleret samfund.

Allerede her står påstandene i kø. Det kan meget vel være således, at politikerne efter retrospektivt set med fornøjelse at have afgivet betydelig magt til pensionskassebestyrerne for at styrke opsparingen, hæmme det aktuelle forbrug og slippe for øjeblikkelige problemer, siden må erkende den totale magtesløshed.
Pantsættelse af magten simpelthen. Det er sket, at finansministre i velforstået angst for, hvad fremtiden vil bringe, har vovet at række ud efter kasserne. Det er de ikke kommet heldigt fra. Hylene har kunnet høres viden om.
Kasserne og deres forvaltninger kan på den måde minde ikke så lidt om et fænomen som den kullede greve, Niels Ebbesen siden mandede sig op til at hugge hovedet af i Randers hovedgade.

Rent bortset fra at Ebbesen efter alt at dømme ikke var videre skarpsindig, er det uden for enhver diskussion prisværdigt, ja ud fra naturretten ligefrem en pligt, at hugge hovedet af tyranner i tide.
Så meget har de sidste ti århundreder lært den tungsindige del af menneskeheden, der dog sjældent selv forstår at praktisere øvelsen. Eller tør.
Og rent bortset fra dét har skiderikkerne jo også lært et og andet og eksempelvis i modsætning til forgængere i faget fattet, at moderne magt aldrig bør fremstå entydig. Breder man den retorisk ud i den uvidende hobs navn, pensionisterne, og overholder i øvrigt ligegyldige formalia, ender man med at finde sit sikre refugium på de højeste tinder, mens vandene stiger og oversvømmer den pensionerede tumber.
Et fortilfælde foreligger - ganske vist før for det forgangne - tusindår. Noa kastede, som de bibelstærke vil vide, anker i Armenien - ikke langt fra Tjetjenien, plantede vin på marken og drak sig jævnligt skidefuld og blottede sig for sine svigerdøtre. Kasseløs selvpensionering i selvskabt delirium.
Hvad fremtiden vil bringe, kan man ikke vide, men pensionskasserne består. Så sikkert som solens flimrende gang 365.243 dage endnu.
Det 3. årtusinde bliver pensionskassebestyrernes, og det 4. årtusindes turister vil komme sejlende - fattigrøvene svømmende - og betragte magtens paladser og afgudsbilleder på de højeste tinder.
Vær velkommen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her