Læsetid: 3 min.

Det skal nok gå

31. december 1999

Den dybe tallerken
Nu er julen forbi, for nu hænger gåseskroget og dingler blandt tomme fedtkuglenet i dronningbusken på min mors terrasse, højt hævet over ræveluskeniveau. Nok er gamle grå Mikkel afholdt for sine daglige strejftog, men der råder strenge ædebestemmelser for de forskellige dyr, der frekventerer haven. Det som spurvene og mejserne må få, har skovduerne at holde sig fra. Det tåles, at solsorten smager, men han skal helst koncentrere sig om de rådne æbler og hækkens hyben. Skovduerne skal faktisk helst holde sig på kurrende afstand og iøvrigt finde deres korn andet steds. Mikkel og mågerne må principielt ikke få noget som helst. Altså bortset fra det, som de ved dristighed og listig adfærd alligevel får tiltusket sig. Når det er sket, bliver det omtalt med anerkendende indignation.
På andre terrasser og i gårdene indfinder de tørre og nålefattige juletræer sig i disse dage, og allerede i morgen tidlig dingler forsagte og gennemblødte heksehyl i tusindtal fra rækværk og buske. Udbrændte raketter og udslukte romerlys stritter fra flasker og flisemellemrum, og kulørte silkepapirsstrimler er i nattens løb strandet i kanten af olierede vandpytter. Lidt sne ville gøre underværker. Låget på skraldespande og containere giver fortabt og vælder ovenud af julen og nytårets excesser. En opmærksomhed til skraldemændene på mandag morgen vil vist være på sin plads. Fordi de gider, år ud og år ind.
Verden ser altid noget slidt ud på en nytårsmorgen. Tømmermænd understreger sceneriet.
Førstehjælp mod tømmermænd består i en jævn strøm af sprøde, salt-sød-sure og stærke småretter. Medikamenterne findes i køleskabe, frysere, spisekamre, og i døgnkiosker, hvis man tilhører kategorien, der tror på en lille smule frisk luft. Lad os kalde det intuitiv spisning, tillad mig at komme med et par forslag til inspiration.

Spejlægskompres
Rist et stykke hvedebrød og læg blancherede stave eller strimler af bladselleri og porre, der er vendt i en dressing af olivenolie, vineddike, dijonsennep samt salt og peber ovenpå. Steg skiver af bacon og et (eller to, alt efter tilstanden) spejlæg og læg dem ovenpå grønsagerne. Ud over det hele hældes tomatketchup, der er forstærket med tabasco, vineddike, salt, honning og evt. finthakkede skalotteløg. På toppen lægges friskhøvlet peberrod.

Tinktur af asiatisk tilsnit
2 fed hvidløg, ca. 3 cm frisk ingefær, 4-5 spsk. kinesisk soja, 4-5 spsk. sød chilisauce, 1 spsk fishsauce (hvis tilstanden tillader en at se bort fra stanken, når man åbner flasken), saften af en lime og et lille bundt frisk koriander (kan udelades).
Kom alt i blenderen og lad det køre til en jævn sauce. Juster evt. smagen med sukker, salt, chili eller mere limesaft. Spises til, eller på, om ikke hvad som helst så i det mindste: Rå grønsager i stave eller råkost af rødbede og gulerødder, optøede nordsørejer, kogte æg, rester af stegen eller fisken fra i går - kold eller varm, stegt eller dampet. Selv stegte, dybfrosne forårsruller får format med denne tinktur til. Husk at koge masser af ris til det hele, de suger, luner og lindrer.

Beroligende mandeltabletter
250 g mandler, 3-4 spsk. fint salt, meget varmt vand (ikke kogende).
Hæld mandlerne i en skål og drys saltet ved. Lad det varme vand fra hanen løbe, til det er meget varmt og hæld det på mandlerne, til de er næsten dækkede. Rør rundt og lad dem stå et kvarters tid, til saltet er opløst. Tænd ovnen på ca 130°. Hæld mandlerne op i en sigte og lad vandet dryppe godt af. Spred dem ud over en bageplade med bagepapir og sæt pladen i ovnen, når den er varm nok. Lad mandlerne tørre og langsomt riste. Rod rundt i dem et par gange undervejs. Det tager 20-25 minutter. Saltet sidder tørret uden på den bru-
ne hinde, og indeni skal de være sprøde og smage godt og ristet. Smuttede mandler kan ristes på samme måde, men de smager ikke af så meget.
Det er vigtigt at drikke meget - og afvekslende - væske. Cola er et must, danskvand udmærket. Postevand er ofte for fladt i smagen, tilstanden taget i betragtning. 3 dråber citronsaft i et glas vand hjælper. Tynd te er ikke at kimse af og til maden især den med asiatisk tinktur på er shandy uovertruffen, kinin er godt mod andet end malaria:
Et stort glas fyldes med 2/3 øl (den økologiske fra Thy er den bedste), 1/3 tonicvand (Schweppes). Pres saften af lime og citronbåde i, kom bådene ned i glasset, fyld op med isterninger og rør rundt. Godt Nytår!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her