Analyse
Læsetid: 5 min.

Norsk-svensk kurre på tråden

20. december 1999

To forskellige nationale virksomhedskulturer stødte sammen, da fusionen mellem svenske Telia og norske Telenor gik i vasken

Så gik de hver til sit - svenske Telia og norske Telenor. Og som ved alle skilsmisser var ingen særlig glade. Den svenske regering beklager, den norske regering beklager, fagbevægelsen beklager, og alle andre involverede beklager.
Det, der skulle have været en vigtig industrifusion med det formål at skabe en nordisk tele-gigant - som kunne imødegå den globale konkurrence - endte i en fiasko.
Alle involverede udtaler sig nu om, hvordan de virkelig troede på sagen, og hvor rigtig fusionsideen var med alle de fordele, den ville bringe.
Men hvorfor det blev en fiasko, er der naturligvis mange forklaringer på. Set her fra Stockholm virker det, som om man fra norsk side har sat hele sin nationale prestige ind.
Det har man naturligvis også gjort fra svensk side. Forskellen er, at manden på gaden i Oslo har været dybt engageret, mens de fleste i Stockholm har rystet på hovedet ad hele historien.

Men for at forstå, hvad der er sket, må vi gøre en lang historie kort. I hovedrollerne er:
*Telia: Ansatte: 30.593. Nettoomsætning: 51,2 mia. kr. Almindelige telefonabonnenter: 6,0 mio. Mobilabonnenter: 2,2 mio.
*Telenor: Ansatte 22.500. Nettoomsætning: 30,5 mia. kr. Almindelige telefon-abonnenter: 2,7 mio. Mobilabonnenter: 1,5 mio.
*1. akt: 20. februar 1998: Hemmelige forhandlinger om en sammenlægning af Telia og Telenor bryder sammen.
*2. akt: I maj-juni samme år genoptages forhandlingerne, og en færdig fusionsaftale godkendes i juni 1999 af Stortinget og Riksdagen. Der opstår krise i forhandlingerne - først om fusionsvilkårene og senere om vurderingen af virksomhederne.
*3. akt: en 23. september synes forhandlingerne at være i havn, da den svenske industriminister Björn Rosengren pludselig kalder Norge "den sidste sovjetstat." Nordmændene kommer med vred kritik, men accepterer en undskyldning, og den 12. oktober godkender EU fusionen.
*4. akt: Den 16. november underskrives aftalen mellem Telia og Telenor, og de to selskaber slås sammen til ét. Så udtaler den norske koncernchef Tormod Hermansen sig om svenskernes fjendtlige indstilling til ham, og en uge senere anklager han svenskerne for at ville sabotere fusionen.
*5. akt: Svenskerne vinder tovtrækkeriet om, hvor mobiltelefonikontoret skal placeres. Jan-Åke Kark, bestyrelsesformand for Telia-Telenor, bruger sin udslagsgivende stemme på at sikre, at det bliver Stockholm og ikke Oslo, som nordmændene havde ønsket.
Normændene føler sig trynet af 'storebror', og Hermansen accepterer ikke koncernbestyrelsens beslutning. Han brokker sig over for en norsk journalist. Der opstår skænderi om de rapporter, der har udgjort grundlaget for beslutningen om mobiltelefonien. Vicedirektør Marianne Nivert (svensk) kræver, at Hermansen skal gå af.
Næstformanden i bestyrelsen, Arnfinn Hofstad, erklærer den 14. december, at han ikke længere tror på fusionen. Nye forhandlinger indledes i et forsøg på at bilægge konflikten. Den 16. december meddeles det så, at fusionen er gået i vasken. SLUT!

To forskellige nationale virksomhedskulturer er stødt sammen. En mere provinsiel norsk (undskyld, Norge) med en stærkere statslig indblanding i erhvervslivet. Og en svensk med et mindre mål af statslig indblanding, med flere store koncerner og en mere international orientering.
Og oven på skulle så lægges et politisk element, hvor svenskerne anså sig selv for at vide bedre og derfor måske fór for barsk frem over for lillebror Norge. Samtidig har mange svenskere opfattet de norske forhandlere som bønder fra landet. En storsnudethed, som til gengæld irriterede nordmændene. De blev drevet til vanvid, og det fremkaldte de mest nationalistiske norske undertoner.

Men i bund og grund ligger fejltagelsen naturligvis i den aftale, der blev underskrevet. Her indførte man en politisk indflydelse og en ordning, som forudsatte, at den svenske og den norske stat skulle stå som majoritetsejere i 16 år. Det fortolkede de to regeringer helt forskelligt. Det var en politisk manøvre, der medførte besynderlige stemmeregler om kvalificeret national majoritet ved vigtige beslutninger.
For nordmændene handlede det om, at politiske og nationale hensyn skulle styre stort set hver enste beslutning af erhvervspolitisk betydning. Svenskerne mente, at en moderne storkoncern på det frie, uregulerede marked, ikke kunne styres som et statsligt foretagende. Deraf kom Rosengrens overilede - men formentlig helt ærlige - ord om Norge som "den sidste sovjetstat."
Under forhandlingerne havde nordmændene desuden opnået, at Telia og Telenor skulle vurderes i forholdet 60:40. Normændene havde forhandlet sig frem til en magtfordeling, hvor de havde vetoret i afgørende spørgsmål. Det fortrød svenskerne, at de var gået med til, men de håbede, at de alligevel senere kunne opnå kontrollen.
Nordmændene har kaldt svenskerne "tyskere forklædt som mennesker." Og i svensk presse har man i fuld alvor kritiseret Tormod Hermansen for at være dårligt klædt og have en grim moustache.

Fra en dansk horisont kan man muligvis konstatere, at nu er svenskere og nordmænd igen i totterne på hinanden, og på den måde bekræftes på ny alle de gamle fordomme om broderfolkene.
Ud over, at der nu i Sverige rejses krav om Rosengrens afgang og nedsættelse af undersøgelseskommissioner, så kan man spekulere over, hvad der nu vil ske med Telia. Meget tyder på, at selskabet går på børsen; det menes ikke, at det kan klare sig på egen hånd. Telias ledelse siger, at den ikke i den nuværende situation er interesseret i en ny partner. Men på længere sigt er danske, finske og tyske firmaer blevet nævnt som mulige partnere. Mange, især borgerlige kommentatorer, mener nu, at privatisering er den eneste vej ud af miseren. Det har de socialdemokratiske politikere længe vægret sig ved, men nu begynder selv de at tale om at privatisere den statslige tele-gigant. Vänsterpartiet og Miljöpartiet mener derimod, at staten fortsat skal eje det meste af Telia.

Omkostningerne ved den mislykkede fusion løber for Telias vedkommende op i 200-250 mio. svenske kr. Ifølge nogle kilder kommer fiaskoen til at koste op mod en milliard, hvis man også regner de tabte markedsandele med.
Og det dystre facit for de to virksomheder er, at de har spildt megen tid og energi og været handlingslammede i flere år, mens andre tele-firmaer har foretaget en række fusioner. På tele-markedet gælder det i dag , at alle søger forskellige former for stordriftsfordele. Nu tvinges både Telia og Telenor til at søge nye veje.
Her i Sverige retter flere nu blikket mod Tele Danmark, og man har lyst til at udbryde: "Spar os for en genopførelse af det tragikomiske skuespil." Men på den anden side kan en ny forestilling jo godt blive en succes, selv om den første var en fiasko. Det kan man dog godt tvivle meget stærkt på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her